Sproget bærer på så meget, også diskrimination, men om en kagemand skal hedde en kageperson, gør mig hverken alvorstung eller søvnløs.
Kageperson
En af mine Facebook-venner skrev, at en sømand måske hedder ”søperson” nu om dage, og det fik mig til at gå ind på DEN DANSKE ORDBOG.
Jeg søgte på ”*mand”, og det gav hele 350 resultater. Helt uskyldigt trækker mange af ordene i mit smilebånd, når jeg erstatter ”mand” med ”person”.
Det er der selvfølgelig ingen andre, der kan finde på, for se blot nogle få eksempler på, hvad det kan føre til:
- Begperson
- Deltidslandperson
- Gutterperson
- Konfirperson
- Langeperson
- Nullerperson
Og så de helt syrede:
- Taperson
- Gourperson
Man får ikke helt så mange resultater, hvis man søger på ”mands*” (altså ord der starter med ”mand”), men hvad mener du om kønsneutrale ord som fx personsling eller personskabsstyrke?
Sproget er ej blot til alvor.
/Eric
Du er god med sprog – tak for dagens smil! En konfir-mand? Ja det er jo en mand nu.
Det sagde man da, overgangen fra dreng til mand.
Smil smitter 🙂
Hvorfor det hedder en konfirmanD og ikke konfirmanT (som informant), ved jeg ikke, men m’et kommer selvfølgelig fra konfirmere = bekræfte.
Lad os “angribe” dette potente emne fra den anden side. I mine nære cirkler er nogle (cirka) få minutter fra at blive bedsteforældre. “Jordemoderen” er således en aktiv medspiller i dette spændende og livsbekræftende scenarie. Skal hun så fremover hedder “jordfar” eller “jordperson” ?
I disse noget kølige julidage har blogejerens eksempler for kønsneutralisering givet mig tiltrængt varme i form af brede smil. Sagt på anden vis: Fusionen af “kønsneutralitet” og “semantik” bør nøje afvejes samfundets øvrige – ekstremt mildt sagt – mere vitale emner, for nu at udtrykke det diplomatisk.
Jord(e)person kunne støde kirkegårdsgraverne på de professionelle manchetter, og da fødselsassistent og fødselshjælper allerede er i brug, er svaret måske ned- og indkomstassistent?
Samfundets nok så vitale emner levner rigelig plads til mentalhygiejnisk pjat i pauserne 😉
Helt “fede” eksempler du kommer med. Selvfølgelig er det sådan, man(d)/person skal undersøge sagens rette sammenhæng.
For en måned siden, hvor “Gud og hver person” havde en mening om Lagkagehusets (vist nok) omdøbning fra “Kagemand” til “Kageperson” sad jeg og tænkte på, om vi ikke havde større problemer at engagere os i. I benægtende fald har vi det godt i Danmark.
Mennesker bliver slået ihjel i Ukraine, og de overlevende overlever, fordi de flygter enten ud af landet eller som internt fordrevne. I Afrika kan millioner af mennesker imødese hungersnød og død, fordi der ikke kan komme korn ud fra Ukraines kornlagre og/eller -høst.
Så er jeg egl. ligeglad med kagemænd, -koner og -personer.
Ja, der er proportioner og mangel på samme, men verden vil altid være fuld af ulykker, og så er det sundt at have fx humoren som åndehuld.
Det har du ret i!
Hehe. I mine øjne har alt det der taget overhånd, men er det ikke også så småt ved at klinge lidt af igen? Det er nok som med så meget andet, at det er helt oppe at ringe i en periode for så langsomt at dø ud.
Tænk på, hvor stor en betydningsforskel der er på ‘mandlig/mandig’ og ‘personlig’
Jeg underkender på sin vis ikke problematikken, men spørger som så mange andre, hvorfor mere end 99,9 % af befolkningen skal tage SÅ stort et hensyn til mindre end 0,1 %?
Jeg har set mange sjove kommentarer om emnet på FB.
Sproget er tynget af historien, men jeg går ikke ind for bogafbrænding eller omskrivning af klassikere, fordi nogle ord falder i unåde. Man kan ikke vaske fortidens tavle ren, men jeg er bange for, at det ikke klinger af, men kun bliver værre.