Glimt fra Telendos

Den fredelige feriehverdag her på Telendos byder ikke på store, sammenhængende oplevelser, så her er nogle glimt fra feriens kalejdoskop.

Den krøllede permabrandert

Vi sidder på Café Odyssey og nyder en aperitif. Kalymnos’ høje klipper gløder i den synkende sol og spejler sig i strædet. Snart ligner vandet blankpoleret kobber, og så slukkes der for farvespillet.

Udsigt Café Odyssey

Udsigt Café Odyssey

Den krølhårede englænder sidder igen i første parket ved vandet. Han er gråsprængt, og ansigtet er furet, men han kan godt være yngre end 60. Han er spinkel med ansats til mave, og som den sorte puddel, der strejfer på promenaden, trænger hans krøllede manke til en klipning.

Han er ikke fuld, kun beruset. Foran ham står et stort, tomt fadølsglas, og foran konen står et lille glas, også tomt.

Hendes hår er uden fald og orange som falmede gulerødder. Ansigtet er fladt, blikket og mundvigene søger nedad. Hun venter i tavshed.

Han rejser sig let vaklende, og hun følger. Sammen går de mod syd. Måske skal de have en lur, før permabranderten spædes.

De bundne hunde

Lidt oppe ad vejen, hvor vi bor, står der to store hunde bag hegn. De er bundet fast og gør af og til, når nogen passerer. Et skilt på ståltrådshegnet advarer mod det indlysende.

Deres ensomhedshyl høres tydeligt på terrassen.

Katte

Der er mange katte, og de fleste er små. De tigger ved bordene på restauranterne. Helle kan ikke stå for de tryglende blikke, og hun har snart en flok om fødderne.

Helle med killing

Nogle få er steriliserede; de har fået klippet spidsen af det ene øre.

Én har mistet venstre forben, men klarer sig. Én har lidt skovkat i sig, hvor hun så ellers har fået det fra. Hun hilser mig på min formiddagstur: ”Wee”. Jeg nulrer hende mellem ørerne, og vi snakker lidt.

De hollandske bøsser

De hollandske bøsser sidder for det meste på Restaurant Rita, drikker kaffe og læser. De var her, da vi kom første gang i 2008, og har sikkert været her hvert år siden. Fast sommerinventar.

Den ene har anskaffet sig en e-bogslæser, så noget nyt sker der da.

Darwin og den sortklædte minimarkedsbestyrer

På Rita sidder også en ældre herre med stort, kridhvidt fuldskæg, som næsten når ned på brystet. Han er engelsk turist og minder om Charles Darwin.

Ejeren (eller bestyreren) af det mindste minimarked har også fuldskæg. Det er ikke længere sort, men det er hans tøj til gengæld. Han er som for evigt klædt i sorg.

Overvågningsflyet

Forleden aften kredsede et fly over Kalymnos. Rundt og rundt. Hvad de kredsede for, ved jeg ikke, men måske var de på udkig efter gummibåde. Der er ikke langt fra Tyrkiet til Kalymnos.

Potha Beach

I vandet ved bystranden er der meget ålegræs, og det bryder jeg mig ikke om at gå i for at nå ud, hvor vandet har svømmedybde. Derfor prøver jeg Potha Beach.

Potha Beach

Potha Beach

Man skal ud til Verdens Ende, hvor strandpromenaden bliver til en sti og drejer mod vest, gennem lågen og et stykke ud, før man kan klatre ned til den lille strand.

Stien er tydelig, men uvejsom sine steder, og man kan nemt forstuve en ankel eller det, der er værre. Jeg hører en nærme sig bagfra og ser, at det er en ung mand med sikre fødder.

Jeg træder til side, så han kan passere, og han kvitterer med et ”Thank you”. Da jeg forsigtigt klatrer ned til stranden, har han allerede bredt sit gule håndklæde ud.

Jeg går i vandet. Klippegrunden ophører først et stykke ude, så ålegræsset kan ikke få fat nær stranden. Der er fin svømmedybde, man skal blot passe på ikke at støde ind i de store sten, som ligger her og der.

Da jeg kommer op og får brillerne på, er den unge mand ikke at se nogen steder, hverken på stranden eller i vandet. Det gule håndklæde ligger der stadig.

Jeg soltørrer og klatrer så op til stien, hvor man har det store overblik. Det gule håndklæde ligger med en sten på hvert hjørne, men den unge mand er væk.

Jeg går hjem med en snert af dårlig samvittighed og passerer bystranden på vejen, hvor liggestolene præsenterer en overflod af nordeuropæisk kød, som ikke ligger der for at komme i vandet.

Det lokale perspektiv

En dag på strandpromenaden møder jeg indehaveren af familiefiskerestauranten – ham den ikke så høje, men trivelige.

Kalimera, siger vi begge. Han spørger på amerikansk manér, hvordan vi har det, og sådan udveksler vi behageligheder.

Jeg spørger ham, hvad der skete med restaurant Zorbas, hvor vi spiste de fleste gange, da vi var her for 9 år siden.

”De lukkede,” svarer han uden at uddybe det indlysende. Jeg borer ikke.

Han spørger, hvornår vi var her sidst, og da jeg svarer ”2013,” siger han, at så meget er ændret siden da, åh så meget.

For mig ser alt ud til at være ved det gamle, bortset fra Zorbas naturligvis, men da vi har taget afsked, og jeg fortsætter ud ad promenaden, bliver det klart for mig, at meget selvfølgelig har forandret sig.

Nogen må være døde, børn er vokset op, nogen har måske købt en ny båd, og et af de store tamarisktræer på promenaden er fældet. Hvem ved, måske er der også kommet ny præst?

Det er et spørgsmål om perspektiv.

Relateret:

/Eric

13 thoughts on “Glimt fra Telendos

  1. Catarina

    Sikke en skønt og meget melerisk indlæg – elsker dine beskrivelser af hele seneriet dernede. Det er du altså virkelig god til
    Men altså….den forsvundne unge mand med det gule håndklæde…. gik du tilbage dagen efter for at se om håndklædet stadig lå der, eller så du han senere. Jeg er helt bekymret. 😉

    Svar
    1. Eric

      Tak 🙂
      Jeg må tilstå, at jeg ikke vendte tilbage. Jeg var nok mere mystificeret end bekymret. Det beroliger også, at vi ikke hørte noget om forsvundne unge mænd, og alt andet er nok utænkeligt i så lille et samfund.

      Svar
  2. Ellen

    Det er virkelig afslappende at læse dette indlæg med de mange stemningsindtryk.
    Det er lidt pudsigt, for det plejer at være dem, der har været længe væk, der ser de store forandringer, og ikke dem, der er der hver dag og oplever dem i et mere glidende og forhåbentlig langsommeligt tempo.
    Det er en skam du ikke er krimi-forfatter, for der er en god basis for noget i genren med den forsvundne unge mand med det gule håndklæde. Så! Der fik du lige titlen foræret 😀

    Svar
    1. Eric

      Telendos er et afslappende sted at være, ja mange ville sikkert kede sig bravt.
      Du har ret i det med forandringer over tid, men her var der næsten ingen fysiske forandringer, og så forledes man nemt til at tro, at intet er sket.
      Tak for krimititlen, nu skal jeg bare finde på en meget lidt plausibel forklaring på den unge mands forsvinden 🙂

      Svar
  3. Anni

    “Hårfarve som falmede gulerøddder”. He He! Nej der er ikke nogen grund til at kede sig med din fantasi og evne til at finde emner. Tak for det

    Svar
  4. Donald

    Fandt du den unge mand igen senere?
    Ja meget sker, og det kan gives ord og blive til historier.
    Eller til stemninger, poetiske billeder som det første, kobberfarvet vand, hvor farverne skifter – og forsvinder – på få minutter.

    Svar
    1. Eric

      Nej, jeg fandt/så ikke den unge mand igen, så det forbliver et mysterium.
      Den tid, hvor den synkende sol farver klipperne og strædet, er så smuk, så smuk, og farvespillet bliver ikke ringere, hvis det ledsages af en ouzo 🙂

      Svar
  5. Erik Hulegaard

    Enhver catlover kan se sceneriet. 😉 – Samme skribent kan også se tableauet med det forladte gule håndklæde; mon den unge mand er druknet (eller blevet druknet) – krimi eller blot en forglemmelse af håndklædet?

    At kunne genkende det nederlandske bøssepar 14 år senere må kalde på kombinationen af en stærk hukommelse, der er trimmet af mange års erindringer af afholdte/spillede skakpartier.

    Jovist, meget er forandret siden anno 2013. Zorbas er ikke mere; gid det samme gjaldt for Putin. Men at læse den græske ferieføljeton får hvilepulsen ned….langt ned!

    Svar
    1. Eric

      Spørgsmålet om det gule håndklæde lader vi stå som et åbent mysterium.
      Og jo, skønt nogle (mange alt efter perspektiv) ting er forandret, har Telendos freden i behold, og det var freden, vi søgte. Nogen ville givetvis kede sig forfærdeligt, men det bekom os vel.

      Svar
  6. Stegemüller

    Åh hvor har I det dejligt. Og hvor Helle et godt menneske, der ikke kan stå for de lokale Tot’er.

    Det er et dejligt billede i kobber-lys eller guld-lys. Det er, som man tager det.

    Fortsat god ferie.

    Svar
    1. Eric

      Tak Hanne, nu er der én dag tilbage at nyde, så går turen hjem. Og ja, Helle har taget på de misser.

      Svar

Skriv et svar til Stegemüller Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *