Malta med mere

Som pensionist rejser man bare, når man har lyst. Man skal ikke tælle på ferieknapper, spørge chefen om lov eller arrangere ferieafløsning.

Pandemiens rejserestriktioner er (næsten) en saga blot, i hvert fald i Europa, og mange tak for det!

Vi havde talt om vinterferie på Malta som en mulighed og denne gang i en af Dansk Folkeferies bungalows i Mellieha Holiday Centre – kendt på Malta som ”The Danish Village”.

Vetaranbus på Malta

En af Maltas veteranbusser. I dag er de vist alle udskiftet med moderne busser.

Ideen blev bestyrket, da en ven kom hjem for nylig og roste stedet. Jeg gik ind på Folkeferies hjemmeside et par gange for at rekognoscere, og pludselig var der en afbudsrejse – to uger for to personer: spar 4000 kroner.

Ja tak, haps!

Besparelsen skal så holdes op mod, at vi skal til og fra København, og at det er nødvendigt med en overnatning i Kbh. i hver ende. Sådan er det at bo fjernt fra Rundetårn.

Vi var på Malta i 2005 og 2006. Dengang boede vi i Sliema, naboby til hovedstaden Valletta. Vi kørte flittigt med veteranbusserne og så det meste af det, vi havde lyst til at se.

Maltas historie er rig og fascinerende. Selvom øen er lille, er der meget, som er værd at se, og i 2005 fik vi gode tips af en ven, der havde boet nogle år i Maltas milde skatteklima. Hvem kunne fx vide, at øens bedste italienske restaurant lå gemt på toppen af et parkeringshus i Sliema?

Desværre kunne vi ikke kvittere for hjælpen under vores ophold, for da var han netop flyttet til Kina. I dag bor han i Filippinerne, han er ikke standfugl.

Der er nu gået 16 år siden vores sidste besøg, og energien til at tage på opdagelse er ikke, hvad den har været. Derfor vil det sikkert passe os fint at bo i en veludstyret bungalow med gårdhave, selvom det er lidt fjernt fra verdens vrimmel. Vi ser i hvert fald frem til at prøve.

Vinteren på Malta inviterer ikke til badning, men der kan da snildt være 10-20° varmere end her, og det er ikke værst, selvom man må forvente regnvejr nu og da.

Jordskred i Casamicciola Terme

Og apropos regnvejr, er Casamicciola Terme på den italienske ø Ischia blevet ramt af et ødelæggende jordskred efter 126 mm regn på 6 timer. Der er omkomne, men hvor mange vides endnu ikke med sikkerhed.

Jeg besøgte den lille by i 2009, og den var indtagende. Jeg skrev i min rejsebeskrivelse  bl.a.:¨

“Den smukke promenade ligger i en blød bue ud mod kysten. Der er et bredt fortov, springvand og masser af grønt og blomster. I de små gader bag promenaden er der kønne små huse med altankasser og vasketøj. Et grønt bjerg rejser sig stejlt bag byen.

Bag promenaden
Bag promenaden

Der er grønne åndehuller, og gamle mennesker sidder på stole i skyggen og siger buon giorno til en vildfremmed, som bare er nysgerrig.”

Bemærk det med bjerget bag byen. Det er nok en del af forklaringen på katastrofen – vand og mudder har det med at løbe nedad.

Jeg fandt byen charmerende og tænkte, at hvis vi skulle besøge Ischia igen, var Casamicciola Terme ikke det værste sted at bo. Det samme har Henrik Ibsen nok ment, for han skrev ”Peer Gynt” i 1867, mens han opholdt sig i Casamicciola.

Og nu dette …

Oktober og november er lumske måneder i Italien. Hvert år hører man om voldsom regn her og der. I fjor blev bl.a. Catania på Sicilien ramt af kraftig regn og oversvømmelser, og fænomenet synes kun at blive værre med et stadigt varmere Middelhav.

Casamicciola Terme synes dog særlig udsat for naturens luner. I 1883 blev Casamicciola jævnet med jorden af et kraftigt jordskælv, der havde epicenter lige under byen. Nabolandsbyen blev også lagt ned, og i alt døde mere end 2000 mennesker.

Det er en farlig verden, vi lever i, men der er afgjort steder, hvor risikoen er større end i DK.

/Eric

10 thoughts on “Malta med mere

  1. donald

    Jeg har jo ikke været rigtig ude at rejse i mange mange år, med undtagelse af et besøg hos en skolekammerat i Malaga sidste år; men til gengæld har jeg set og hørt om to ture til Malta, hvorfra min søn havde billeder med hjem, som tydede på at det var endog overordentligt hyggeligt, billigt og godt, – samme sted som du omtaler, men flere gåture over lange distancer og bussen kun en gang imellem.

    Den historiske havn i hovedbyen (tror det var Valetta) med fæstningsmure synes jeg oser af krig og ulykke, men heldigvis har vi haft fred i Europa i store dele af min levetid.

    Svar
    1. Eric

      Vi har hørt meget godt om feriecenteret og ser frem til besøget.
      Valletta synes jeg er en fascinerende by. Det var den færste (befæstede) by i Europa, der blev bygget med en plan, og det skete efter ottomanernes belejring i 1565.

      Svar
  2. Henny Stewart

    Det påvirker altid én ekstra, når man hører, at der er sket naturkatastrofer på steder man enten selv har besøgt, eller hvor der bor mennesker, man kender.

    Jeg kan godt tage mig i at synes, at vi er heldige her i landet. November er kold, grå og kedelig, men det behøver man ikke nødvendigvis dø af. Og andre naturkatastrofer er vi jo nærmest forskånet for, bortset fra nogle oversvømmelser og lidt orkaner af og til. Ingen jordskælv (af betydning), vulkanudbrud, jordskred, pludseligt opståede kløfter – så vidt vi da ved – der var jo den i Lønstrup en gang.

    Nej, vi har det da vist godt her i DK, hvad den slags angår.

    Svar
  3. Lene

    Det bliver dejligt med lune vinde, sol og tid til blot at være. Det sidste er I to rigtig gode til. jeg får altid Malta og Madeira forvekslet, så jeg skulle lige tjekke, at jeg havde placeret øen rigtig inde i mit hoved 🙂

    Svar
    1. Eric

      Nemlig: lune vinde og kvalitetstid 🙂
      Det er nemt at forveksle M-navnene, men hvis man husker, at Malta er øen, hvor Johanitterordenen huserede, efter den blev fordrevet fra Rhodos og omegn, er det nok nemmere.

      Svar
  4. Ellen

    Det bliver lidt interessant for jer at se hvad der er sket i de mellemliggende år, siden I var der sidst – tiden har nok ikke stået stille dernede heller.
    I skal nok blive glade for danskerbyen, for det er gode lejligheder – der er godt nok nogle ‘sjove’ typer af gæster der (læs: turisttyper, jeg bestemt ikke bryder mig om), men man kan da heldigvis bare passe sig selv. Det gjorde vi …

    Svar
    1. Eric

      Jeg tvivler egentlig på, at Valletta har ændret sig synderligt; byen er i en vis forstand et stort museum, men i Sliema er der sikkert sket noget.
      Vi plejer at være gode til at passe os selv, og ellers må man prøve den humoristiske vinkel 🙂

      Svar
  5. Erik Hulegaard

    Til lykke med det gode rejsetilbud. Dansk Folkeferie har løbende appetizere, dog (næsten) altid for 2 pax. Også jeg har smag for Malta og vil derfor imødese din anmeldelse i jan. kvt. 2023 med ægte interesse. I en fortid (1975) oplevede jeg Malta (og Gozo) på et tidspunkt, hvor kun briterne havde øje for stedet. Jeg var begunstiget af både besøg i et maltesisk hjem samt som kontrast et livsvarigt minde fra det fabelagtige Dragonara Casino på halvøen tæt ved hovedstaden.

    Dine omtaler af italienske destinationer associerer klimamæssigt til de stadige store COP-møder, hvor ord og løfter flyder i stride strømme, medens de manglende eksekveringer fortsat bevises på diverse destinationer.

    Svar
    1. Eric

      Tak, det var et godt tilbud. Med mad på flyet og transfer endte det på 10.000 plus en anelse for to i to uger. Det er godkendt.
      Mht. min “anmeldelse” tror jeg nu ikke, den bliver så omfattende, men det kan da godt være, at vi snupper et par arrangerede ture og/eller bussen til Valletta – som sagt har vi allerede set en del, så det skal stort set kun være for at se forandringer (hvis der er nogen). Casino er ikke lige os – skal der spilles, skal det være skak 😉
      Klimaforandringerne er ikke til at løbe fra, desværre. I Middelhavsregionen skal man udover sommerens tørke bemærke, at der kommer flere og voldsommere orkaner grundet havets opvarmning. Det er helt analogt med orkanerne i Mellemamerika og det sydlige USA. Vi burde selvfølgelig cykle i stedet for at flyve, men der er for langt til Malta. Vi lever med den dårlige samvittighed og sparer på CO2’en andre steder.

      Svar

Skriv et svar til Henny Stewart Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *