Fra pensionistens positivliste

I dag er det præcis et år siden, jeg blev folkepensionist. Det er ikke så tosset endda, og her følger lidt fra min positivliste.

Hængekøje

Verden er konstant af lave, og så er det godt for mentalhygiejnen med noget positivt. Det kan selvfølgelig ikke opveje krig, klimakuk, inflation og truslen mod Store Bededag, men jeg glæder mig fx over rejsekortets pensionistrabat. Lidt har også ret.

Det glæder mig også, at jeg ikke skal op klokken blæksort for at cykle på arbejde. Jeg snuer, til jeg vågner med naturmetoden, og uanset hvor meget regeringen øger beskæftigelsesfradraget, lokker det ikke mig.

Af samme grund kunne jeg for så vidt være ligeglad med, hvor mange helligdage de eksproprierer, men jeg har da stadig principper og kan huske, at Thorning & Corydon prøvede det samme uden at bruge forsvarsudgifterne som søgt alibi.

Pensionen polstrer ikke pengepungen, når prisen på alting ligger i overhalingsbanen, men den er ikke så tosset endda, hvis man tænker på de små børn i Afrika eller de mange englændere, som må stå i kø for at hæve mad i fødevarebanken. Det er et spørgsmål om perspektiv.

Vores elregning stiger måske til det dobbelte, men vi kan da glæde os over, at vi ikke har gasfyr, og at Aalborgs fjernvarme kun stiger 15 %.

Som pensionist kan man også bruge tiden, som man vil. Jeg har fx fulgt skakturneringer online i fem dage mellem jul og nytår. Verdenseliten spillede i Kasakhstan med start kl. 10 dansk tid, men for pensionisten er tidspunktet ingen hindring.

Nu, hvor covid er på retur, kan man som pensionist også rejse, som man vil, hvis man vil og har råd. En tur til Malta står for døren og derefter måske en uge på Amalfi-kysten med fly fra Aalborg til Napoli. Og derefter måske …

Tid har man nok af som pensionist, indtil den er brugt. Nu er der foreløbig gået et år, og det år er gået godt, hvis man for en stund ser bort fra, at verden er af lave.

Og ikke at forglemme er dagens længde i Aalborg tiltaget med 7 minutter, og det helt af sig selv. Det er da positivt, så det basker!

/Eric

10 thoughts on “Fra pensionistens positivliste

  1. Lene

    Det lyder hyggeligt at kunne vælge at se Skakturnering så længe du vil på netop det tidspunkt, det spilles.

    Svar
    1. Eric

      Det er det nemlig 🙂 Kasakhstan er 5 timer foran DK, så med start (lokal tid) kl. 15 gav det start kl. 10 dansk tid, hvilket er svært foreneligt med normal arbejdstid. Man kan selvfølgelig se partierne, når de ER spillet, men det er jo ikke nær så spændende.
      I øvrigt var det den norske verdensmester, Magnus Carlsen, der vandt, og Norges TV havde også online dækning. Nordmændene er blevet helt tossede med skak (Magnus-effekten), så det er ganske underholdende.

      Svar
  2. Ellen

    Pensionistlivet er nemlig fuldstændig fantastisk, men jeg er også glad for, at der er lidt mere end bare folkepensionen at gøre godt med. Der bliver fra vores side nok trappet lidt ned mht. de helt store rejser, men det skyldes en kombination af flere ting. Herunder det, der desværre også hører med til pensionisttilværelsen: vi bliver ikke yngre! Heldigvis er der stadig mange gode destinationer at tage af 🙂

    Svar
    1. Eric

      Har man lidt på kistebunden, er det ingen offerrolle, men som du skriver, bliver vi ikke yngre, så tiden skal bruges, mens man har den.

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    Da blogejeren var cirka 2 år gammel, blev folkepensionen opstartet i DK til glæde for mange. Selv i nutiden har den sin berettigelse, såvel med som uden diverse tillæg til trods for samfundets generelle opadstigende velstand fra starten.

    Diverse positive tillæg ifm. pensionslivet nævnes også med slet skjult tilfredshed i nytårsindlægget; glædeligvis kan pensionisten alias blogejeren så nyde de aktuelle goder med et godt fysisk og mentalt helbred. Begrebet nedslidning gælder således kun på husstandens kufferter.

    En mangeårig recidiverende kommentator ser frem til fortsatte interessante rejsebeskrivelser m.fl. – Godt nytår !

    Svar
    1. Eric

      Folkepensionen er en rigtig god ting, selvom den er mager, hvis den står alene. Jeg var ikke bevidst om, at jeg er ældre end pensionen – tak for den oplysning!
      Hvad angår helbredet må man glæde sig, så længe det er godt, og jeg håber på mange flere rejsebeskrivelser og dine altid interessante kommentarer 🙂

      Svar
  4. Catarina

    Godt nytår
    Ja, alt kan ses i et positivt lys – også selvom jeg starter op på job i morgen efter en lang ferie. SÅ kan jeg jo se frem til en weekend . Weeee
    Nyd jeres forestående ferie.

    Svar
  5. Stegemüller

    Godt nytår!

    Ja, det handler lige præcis om at sætte det hele i perspektiv, også selv om noget måske består af inkommensurable størrelser. Hvad betyder afskaffelsen af (formentlig) Store Bededag, når millioner af mennesker sulter på Afrikas Horn? Det betyder intet!

    Der er ingen målestok for glæden ved fravær af vækkeuret!

    Svar
    1. Eric

      I lige måde Hanne, og ja: perspektivet er vigtigt.
      Min glæde for vækkeurets fravær måles på richterskalaen 🙂

      Svar

Skriv et svar til Lene Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *