YouTube har erklæret krig mod adblockere, altså programmer der blokerer reklamer på websider, men hvor der er en vilje, er der en vej.
Jeg bruger en del tid på YouTube, der har videoer om alt muligt. Meget er godt, noget er skidt. Det gælder også på YouTube, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det sikkert løgn.
Jeg følger bl.a. med i amerikansk politik og de mange retssager mod Donald Trump. Det er fascinerende vanvid, som danske medier kun dækker i beskeden grad – derfor YouTube.
Nå, til sagen!
Adblockere og YouTube
Jeg har i årevis brugt browseren Chrome, og en adblocker (tilføjelsesprogram) har trofast fjernet reklamer fra de sider, jeg besøger.
Jeg har ikke noget imod en diskret reklame i ny og næ. Jeg under gerne folk en biindtægt for deres flid, men alt for mange websider har så påtrængende og distraherende reklamer, at det overskrider min tolerancetærskel. Derfor har jeg været glad for min adblocker.
Forleden dag kom YouTube så med en besked om, at jeg skulle deaktivere min adblocker, ellers ville de spærre for min adgang. Man kan købe sig fri for reklamer, men jeg er for nærig og vil ikke betale beskyttelsespenge.
Jeg led i nogle dage. Næsten hver eneste video blev indledt med en til to reklamer for ting, jeg aldrig kunne finde på at bruge/købe, og undertiden blev afspilningen af selve videoen afbrudt af endnu flere reklamer.
I tide og utide skulle lyden skrues op og ned, og/eller jeg skulle klikke i panik for at slippe for resten af en reklame. Det var for meget, jeg kunne ikke holde det ud.
Browseren Brave
Browseren Brave blev min redning. Den har indbygget adblocker og blokerer reklamer uden protester fra YouTube. Jeg kan igen se videoer uden at få røde knopper.
Brave har også større respekt for dit privatliv end fx Chrome og Edge og blokerer trackers – du ved, de små spioner der sladrer om din færden på nettet, så annoncører bedre kan målrette de reklamer, du ikke vil se.
Denne video kigger under motorhjelmen og sammenligner forskellige browseres respekt for dit privatliv.
Braves brugerflade ligner Chromes meget, så skiftet var nemt. Da der ikke skal indlæses reklamer, er browseren også hurtig, og man sparer båndbredde.
Det er ikke så ringe, og jeg nyder det, så længe det varer.
En tjeneste som YouTube skal selvfølgelig finansieres på en eller anden måde, det siger sig selv, men mit blodtryk holder ikke til deres reklamebombardement, når jeg ved, at jeg kan slippe.
/Eric
Den må jeg sætte mig ind i. Brave lyder som en god browser. Allerede for 20 år siden faldt jeg over en web-artikel – fra en privat, lille webside – om hvordan “magten” over browseren er et politisk ømt emne, fordi man mente det ville være umuligt at finansiere driften af infrastruktur (netværk) hvis ikke websider havde reklamer. Jeg lagde mærke til at den webside blev solgt og den artikel taget ned.
Foreløbig har jeg stor glæde af Firefox, updates disabled. Men jeg ved at fox også kæmper mod regler og ting og sager sker bag gardinerne. Brave må være en god løsning indtil videre.
Alternativet er at holde sig væk fra alle kommercielle webservices.
Desværre holdt det ikke længe – i går fandt YouTube ud af, at også Brave blokerer reklamer. Jeg må se, om der er et “fix”. Men bortset fra det, synes Brave at værne bedre om brugerens privatliv.
Jeg ville ønske jeg havde nysgerrigheden til at sætte mig ind i denne verden, du beskriver. Men irritationen over reklamer genkender jeg 🙂
Den irritation er vist ret universel 🙂
Hvis du med “denne verden” tænker på YouTube, er der noget for enhver smag og grad af nysgerrighed – det er blot at søge.
nej mere al den viden om adblocker, browsere, hjemmesider osv 🙂
You tube er jeg ikke selv fanget af, men bruger det i ny og næ. Min mand finder utroligt meget viden om det, der interesserer ham
Ah, okay 🙂
Jeg takker for informationen. Jeg havde i et års tid light-versionen af YouTube. Den kostede kun omkring det halve af ‘det rigtige’ abonnement, men var rigelig til mig, bl.a. fordi jeg ikke streamer musik. Den mulighed har de desværre ladet gå ind, så nu skal jeg betale fuldt abonnement, og det er for dyrt, synes jeg.
Jeg valgte at betale af samme årsag som dig, for jo mere jeg så (jeg var blevet ret begejstret for Absolute History), jo flere reklamer kom der, og inden længe var der mere reklame end film (de er jo ikke dumme … og så alligevel …). Jeg var ved at blive vanvittig … lige indtil jeg opdagede, at de havde den omtalte light-version, men det varede som sagt desværre kun et års tid.
Jeg har også forståelse for nødvendigheden af reklame, men har det lidt ligesom nogle har det med vindmøller: “Selvfølgelig. Bare ikke i min nærhed!”. Jeg kan acceptere, at reklamerne kører som de gør i TV2Play: Før og imellem udsendelserne, men IKKE de evindelige afbrydelser inde midt i det hele.
Så YouTube mistede en abonnent, for de fik mig ikke til at betale for det dyre abonnement. Der er alt for mange features, jeg ikke har brug for.
Jeg har aldrig abonneret på YouTube – jeg er bare logget ind på min Google-konto. Måske det betyder noget, at jeg har en kanal med nogle få videoer?
Jeg er fuldstændig enig i dine meninger om reklamer, og mon ikke Google overlever alligevel?
Det tror jeg er uden betydning, for det har jeg også. Det har vist intet med et abonnement at gøre.
Tak, jeg kom i tvivl.
Navnet til den anbefalede browser synes meget velvalgt. Tak for gode tips om blokerede trackers og adblockers. Selvom det ikke er indenfor den mest intime skive af min interesse og spidskompetence, giver din glimrende forklaring mod på en refleksion m.m.
Hvis du følger linket til videoen, er der mere info om, hvad (især) Chrome og Edge sender af oplysninger. Alt det med privatlivet er dog for mit vedkommende mindre vigtigt end reklamerne!