Smag på Malta

Om avl af tomater med mere på Malta og om mandefald i bogstavelig forstand.

Mandag lærte vi en del om tomatavl. Det var nu også en smal sag, for vores forhåndsviden var uhyre beskeden.

Efter ca. en uge med fremragende vejr byder onsdagen (i dag) på spredte og kraftige byger. Lige nu øser det ned. Det glæder sikkert tomatavleren Joe, som vi besøgte mandag på en folkeferie-udflugt, ”Smag på Malta”.

Maltesiske tomater

Maltesiske tomater

Busturen til Joes drivhuse tog 20 minutter. Joe tog imod, og i drivhuset med op mod 26.000 tomatplanter fortalte han en masse om tomatavl og landbrug på Malta. Det var ganske interessant for uvidende byboer som os.

Tomaterne plantes i august og vokser til en længde af 7-8 meter støttet af snoreophæng, så de ikke knækker. Joe bruger ikke pesticider, og bestøvningen udføres af ulønnet arbejdskraft, nemlig humlebier som bor i specialdesignede kasser af plastik. Kassen er biernes hjem, og selvom de kan flyve flere kilometer, vender de altid hjem.

Humlebikasse

Humlebikasse

Hele produktionen af tomater, squash, auberginer m.m. sælges på det maltesiske hjemmemarked, der er ikke nok til eksport.

Malta er én stor knold af kalksten, og i drivhusene er der kun en halv meter jord ned til klippegrunden. Iflg. Joe gør kalken tomaterne sødere end ellers, men om det passer, kan jeg ikke sige. Mit bud er snarere, at basisk calcium dæmper frugtsyren og dermed ændrer smagsbalancen, men hvad ved jeg om det?

Det er altafgørende for avlen, at der falder regn nok i vintersæsonen, og i år er der (indtil i dag) et regnunderskud på mindst 200 mm. Snart er vinteren omme, og så er det slut med regn. Joe er forståeligt nok bekymret for klimaforandringerne.

Delikatesser og frokost

Joe & familie er driftige folk og har skabt en forretning, hvor de sælger hjemmelavede og selvdyrkede delikatesser. Vi så også butikkens vinkælder, som er hugget ud i kalkstenen 10-11 meter under terræn. Det undrede mig, at temperaturen var så høj som 15-20°.

Fritstående maltesisk vinstok

Fritstående maltesisk vinstok

Nogle af Maltas endemiske druer undslap vinpesten og dyrkes i dag i beskedent omfang. Vi smagte vinene til frokosten: Den hvide var behageligt fyldig med et strejf af sødme, den røde var tyndbenet og næsten næseløs.

Frokosten var fin med brød, olivenolie, soltørrede tomater, syltede squash, kikærtepuré m.m. Alt undtaget brødet og vaniljeisen var hjemmelavet.

Vi hjemførte 1 kilo selvplukkede drivhustomater, et glas soltørrede i olie og en citronlikør. Likøren ville helt sikkert mistrives under danske himmelstrøg, men ingen grund til bekymring, det bliver ikke dens skæbne.

For stenbromennesker som os var det et interessant besøg.

Lad falde, hvad ikke kan stå

Det gjorde jeg natten til tirsdag. Jeg var oppe for at slå en streg, og da jeg efter endt ærinde ville sætte mig på madrassen, tog jeg gal pejling af landingsbanen og faldt, så ryggen/ribben ramte kanten af sengebordet, før jeg landede på gulvet med et brøl.

Det gjorde ondt som bare pokker, og jeg er stadig meget øm. Det er svært at finde hvile, og visse bevægelser kræver forsigtig planlægning. Jeg kan dog spore en lille bedring fra i går, og om få dage er jeg sikkert ovenpå igen.

Jeg benægter pure, at det har noget med alderen at gøre – moralen er, at man skal tænde lyset, selvom det kan genere andre.

Halvvejs

Vi er nu halvvejs gennem ferien, og efter mandagens udflugt er vi igen på magelighedskurs. Vejrudsigten truer også med byger i morgen, men derefter skulle solen igen modne Joes tomater.

Og lige nu er regnen stoppet. Det er ikke værst.

Relateret:

/Eric

12 thoughts on “Smag på Malta

  1. Donald

    Det var interessant med humlebierne. Mon det kunne være en løsning for danske planteavlere, hvis de kommer i en situation, hvor de mangler bier?
    Der er jo stadig biavlere, som kommer rundt med et stade til landmænd, som har brug for det. Men måske en kasse med humlebier vil være en god reserve.

    Svar
    1. Eric

      Om det kan være en løsning for danske avlere, skal jeg ikke kloge mig på, men det er da smart, at de ser kassen som deres hjem og vender tilbage hertil, uanset hvor langt de flyver væk. Det kræver immervæk noget arbejde at bestøve +20.000 planter.

      Svar
  2. Lene

    God bedring med ryggen. Det med at bo et sted i længere tid giver den fordel, at der er tid til dykke ned i det lokale. Jeg har altid drømt om at besøge nogle af de landmænd på de ture, vi har været på rundt i alperne, Pyrenæerne og nu i Norge. Det er aldrig blevet til noget, fordi vi altid er på vej.

    Svar
    1. Eric

      Tak, der er bedring at spore.
      Betingelserne for landbrug på Malta er MEGET forskellige fra DK. Vandmangel er et problem, det siger sig selv, og den enkelte landmand har typisk små og spredte jordlodder. Det er resultatet af mange års arveskifter, hvor jorden deles mellem sønnerne. Sådan er vilkårene så forskellige fra land til land, fra egn til egn.

      Svar
  3. Ellen

    26.000 planter! Jeg synes jeg med mine 14 havde mange sidste år 😀
    Jeg eksporterede heller ikke …
    Det er lidt underligt, at så mange kan finde ud af at lave hvidvin, men ikke rødvin. Det gælder i høj grad også de danske vinavlere: Rødvinene er aldrig særlig gode, men avlerne/producenterne er gode til at rose sig selv i høje toner. Danskerne skulle hellere holde sig til øl, for det er der mange, der er rigtig gode til.
    De mangler regn. Frankrig mangler regn. Vi har ALT for meget regn. Det er ikke godt.
    God bedring med ryggen – sådan et slag kan desværre godt holde i nogle dage, men lidt regnvejrshygge er vel heller ikke at foragte.

    Svar
    1. Eric

      De mange tomatplanter var mildt sagt et imponerende syn, og tænk så bare på det arbejde, der følger med, når planterne er vokset noget, så bæresnorens længde skal justeres! Jeg har ikke smagt dansk produceret “klassisk” vin, så der kan jeg ikke være med, men at vejret er af lave, og at det kun bliver værre, er der ingen tvivl om. Jeg er glad for, at vi bor i kote 30+

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Kortere rejser (1-uge) opleves ofte (medmindre man kender destinationen) for presset til udflugter. Fordelen ved at nyde en (tomat-) udflugt etc. ved et længere ophold er netop, at det giver den fornødne ro til fordybelse og erkendelse.

    Lykkeligvis sket ”kun” knubs ved det natlige uheld. Det kunne sagtens være gået meget værre. Selv medbringer jeg altid (i hverdag og på rejser) en lommepencillygte, der følger mig også under natlige udflugter (både de korte og de lange) – God bedring!

    Svar
    1. Eric

      Det med udflugter giver jeg dig ret i, om end nogle rejser er designet som én lang udflugt.
      Vi kan nu begge kalde os lygtemænd 😉

      Svar
      1. Pia

        Udflugten “Smag på Malta” er pt. ikke på Folkeferies udflugtsprogram.
        Mon én af jer kan hjælpe med adressen til Joes farm eller en hjemmeside?
        På forhånd tak

        Svar
        1. Eric

          Adressen på farmen kan jeg ikke hjælpe med, men det kan de sikkert på feriecenteret. På guiden lød det som en fast udflugt året rundt.
          Familien driver dog en delikatesseforretning med egne og lokale produkter (det var der, vi spiste frokost). Deres hjemmeside kan du finde på https://maltasunripe.com/.

          Svar
  5. Stegemüller

    Avs … Det har gjort rigtig ondt. Jeg forstår så udmærket brølet. God bedring.

    Lækre tomater! Jeg køber af og til Aarstiderne “Avlernes måltidskasse”, hvor man bl.a. kan få tomater på stilk dyrket hos en nøje udvalgt avler, som de kender. De smager himmelsk af sol selv på en grå januar-/februardag. De skulle egl. bruges i en ret, men jeg kan ikke lade være at spise dem som “guf”.

    Svar
    1. Eric

      Ja, det gjorde og gør nas, men det hjælper sikkert med lidt regnvejrsbetinget ro.
      Trods deres flotte udseende har Joes drivhustomater ikke nær så megen smag som de (efterhånden mange) mindre sorter, men når de er soltørrede, er de sande smagsbomber.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *