Denne blog har ligget stille, siden vi var på Sicilien i maj. Jeg har simpelthen haft travlt med andre ting, som knap var værd at skrive om.
Rengøring
Når vintermørket viger for lys, har edderkoppespind og støv sværere ved at gemme sig, så vi har pudset vinduer, vasket døre, karme, fodlister, køkkenskabe og hvad ved jeg.
Juni har været meget våd, men for en uges tid siden var der vejr til at male udendørs træværk. Arbejdsstillingen var anstrengt og resulterede i et smertende højre håndled, som krævede ro og hvile.
Det havde så den fordel, at vi kunne flade ud på terrassen de få dage med ordentligt sommervejr.
Flytteklargøring
Vi arbejder støt på at blive klar til at flytte i lejlighed. Der er ikke nogen fast tidshorisont, vi skal bare derhen, at vi er klar og kan slå til, når den rette lejlighed bliver sat til salg.
Huset er på 160 m² plus 70 m² kælder, så at flytte i noget mindre kræver en større indsats med at bortskaffe møbler, bøger og husgeråd. Vi har fået god hjælp af Helles familie til at køre større ting på genbrugspladsen, og der skal flere ture til.
Vi er således kommet af med gamle cykler, en gammel skabsfryser, gamle møbler, havegrill, en udtjent plæneklipper, skabe, reoler med mere, og vores container til genbrug af plast, metal og papir er stuvende fuld til tømning hver tredje uge.
I går ryddede Helle fx mindst en meter med kogebøger. Vi har ikke brugt dem i årevis, og skal vi have kulinarisk hjælp eller inspiration, er det nemt at finde på nettet.
Devisen er: ”Kommer vi nogensinde til at bruge dette igen?” Hvis ikke, så ud!
Teoretisk kunne vi jo ”bare” købe en større lejlighed, men der er også noget, der hedder økonomi.
Tilstandsrapport
Vi har fået udarbejdet en foreløbig tilstandsrapport, en kladde. Det fik vi gjort for at afklare, om der er ting, som fornuftigvis skal udbedres, inden huset sættes til salg.
Der er heldigvis ingen alvorlige skavanker. Vi vil udskifte et vindue i køkkenet, der er lysindfald ved skotrenderne, som skal tjekkes (risiko for fygesne på loftet), og så er der fuger i murværket, som skal repareres/skiftes. Resten er småting.
Min største frygt var taget (asbesteternit), men det, sagde den byggesagkyndige, er i fin stand. Da vi ikke ved, hvornår det blev lagt på, kan han ikke lave tabelopslag og sige det ”officielt”, men han vurderede, at det kan holde 30-40 år endnu. Det var en lettelse!
Fremvisninger
Vi har været til tre fremvisninger. Det var med lidt dårlig samvittighed, for vi er jo slet ikke klar til at flytte, men vi gjorde det bl.a. for at vurdere, om det er lignende lejligheder og kvarterer, vi skal gå efter.
Det er måske tilfældet med én af dem, hvis den er i stueetagen. De to andre var for små. Den ene ”snød” ved at inkludere et loftsrum på 17 m² i det samlede areal, den anden var nyopført (2020) og lækker, men stuen var for lille, som i ALT for lille.
Vi får se. Indtil videre fortsætter vi med at rydde op og ud, og vi har det godt med små, daglige fremskridt. Det må tage den tid, det nu tager, og vi skal nok komme i mål.
Men som sagt er det knap værd at skrive om. Det advarede jeg om allerede i overskriften, men du ville absolut læse videre.
/Eric
Det er jo et interessant indlæg, der inspirerer mig en del. Her har vi en beslutning om ikke at flytte, men det kan jo blive nødvendigt på et tidspunkt. Det betyder ikke, at der ikke smides ud osv. Så sent som forleden endte et gammelt affaldsstativ i metal på genbrugspladsen. Det har hidtil været brugt til at samle forskelligt i, men det er nu ophørt. Det interessante er den opståede tanke om at rydde op og ud som om flytningen står for døren. Det kan formentlig fremme processen med forenkling. Og i øvrigt bemærkede jeg det om den foreløbige tilstandsrapport.
Så tak for det.
Selvom vi ikke skynder os, som om flytningen stod for døren, har vi stor glæde af de daglige små fremskridt.
Når man ikke påtænker et flytte snart, er problemet med tilstandsrapporter (også el), at de har en begrænset gyldighed – de bliver forældede. Den foreløbige rapport tillader os at udbedre det, vi nu vil udbedre, og så kræver den endelige rapport blot et nyt besøg af (formentlig) kort varighed.
Ét er, at man måske ikke har planer om at flytte, noget andet er, at omstændigheder som sygdom eller lignende kan træffe valget for os.
Ak ja begrænsningens kunst kan være svær! Vi har gjort det i etaper, fra de ca 300 m3 i Ingstrup og til 82 m3 i Viby, dig med en mellemstation hos vores datter og svigersøn som havde et ret stort “udhus” som vi brugte som mellemstation. Det sted har de nu solgt, så sidste efterår blev brugt på den virkelige alvorlige begrænsning! Men det er altid svært at erkende at ens behov og muligheder bliver mindre med årene. Det sjove er så, at når det er gjort og tingene er væk, så er det en lettelse at være sluppet af med dem! Men brug gerne en del tid på det, så bliver det nemmere.
Det er godt at høre, at I har fundet jer tilrette!
Det er faktisk tilfredsstillende at få ryddet ud i det, som tager unødig plads op, bare fordi man har pladsen. Det gælder alt fra tøj, man aldrig kommer til at passe igen, til gamle kontoudtog fra tiden før E-boks og netbank.
Rent praktisk tager det så lang tid, når man ikke har bil, men det må tage den tid, det nu behøver, og som pensionister kan vi ikke klage over tidsmangel!.
Åh ja, der er godt nok meget, der skal ryddes op og ud. I går sagde jeg højt til mig selv, at al mit materiale fra diplomuddannelse, kurser og forskningsprojekt herhjemme ikke var blevet rørt siden sidst jeg slankede det= jeg har ikke brug for det længere! Så det røg ud og gav plads til andet, der skal ryddes op i, men nu står det da på hylder og fylder ikke på gulvet 😉
Pøj pøj med det hele, og det er en rigtig god ide at tage på kig rundt omkring. Det er den eneste måde vi kan finde ud af hvor vi vil bo, hvordan vi vil bo osv.
Ja, I står jo i en lignede situation – dog med en deadline. Op- og udrydning er det lange, seje træk.
Man er nødt til at orientere sig og gå til fremvisninger, men indtil vi er flytteklar, har vi en smule dårlig samvittighed ved at “spilde” mæglerens tid.
Der er en del overvejelser at gøre sig. Vi overvejer seriøst, når tiden kommer, at gå efter en lejelejlighed for at være fri for at have mere end et absolut minimalt vedligeholdelsesansvar. Hvis vi får solgt huset godt, vil overskuddet kunne betale husleje i forhåbentlig tilstrækkeligt mange år, så vi har hele pensionen at leve og rejse for. Behov for sidstnævnte bliver jo uomtvisteligt også mindre med årene. Allerede nu tror vi ikke, vi gider de helt lange flyveture mere, fx.
En mindre (men nej, heller ikke for lille) bylejlighed i Præstø med en lillebitte have til ville være særdeles ønskværdigt, men de hænger sandelig ikke på træerne!
God, videre arbejdslyst – det lyder som om I er et godt stykke ad vejen allerede 🙂
Tak, vi er et stykke af vejen, om end der stadig mangler en del.
Hvad der bedst kan svare sig (leje/eje) afhænger af ens situation. Antager man fx en pristalsreguleret husleje på 10.000/md og en inflation på 3 %, vil man på 10 år have brugt knap 1,4 mio. af formuen. Den formentlig beskedne renteindtægt er skattepligtig og kan evt. betyde mindre pensionstillæg.
Da vi ikke skylder noget på huset, kan det bedst svare sig at købe, da lejligheden må formodes at være en rimelig værdifast investering. Men som sagt, det afhænger af ens situation.
Jeg kan varmt anbefale, at du/I fortsætter med ”lejlighedsbesøg” for at klarlægge jeres fremtidige behov. Hvilket område? Etage? Lejlighedsstørrelse? Elevator (husk det)? Depotrum str.? Trafikforbindelse? – Selv har jeg nøje kortlagt, hvilken by/område/størrelse, der er tilstrækkelig interessant, når jeg indenfor en kortere tidshorisont pakker flyttekasser.
Hertil kommer naturligvis økonomi. Der skal også (måske især) i den overmodne alder være plads til lidt sjov (rejser og indenlandske fornøjelser – vælg selv repertoire).
Jeg kender et andet jævnaldrende par, der tog fejl (andelsbolig) og måtte flytte igen knap 2 år senere. I den overmodne alder er det ikke hverken let – og slet ikke sjovt – at flytte igen.
Der er således brug for din/Jeres analysekraft, så det rigtige sted forbliver det rigtige sted, når du/I er flyttet ind.
Det er præcis de parametre, du nævner, vi har in mente, og dertil afstand til supermarked/indkøbsfaciliteter. Da vores transportmidler er gåben, cykler og bus, indgår det også i vurderingen, hvor højt over havet det er – Aalborg har faktisk nogle hidsige bakker her og der (vi bor på en af dem!).
Økonomi er naturligvis også i fokus, men for at kunne være helt skarpe herpå, skal vi først have en realistisk vurdering af husets salgsværdi, og før vi får huset vurderet, vil vi have lavet de planlagte vedligeholdelsesarbejder samt energirapport. Der skal nemlig være overskud til at forsøde alderdommen 🙂