Vi håbede, at vores ferie ville få katten Tot til at tabe modet og forlige sig med sin familie og navnet Hugo, men nu er han tilbage igen.
Før ferien i september skrev jeg om det kattens dilemma, Tot havde bragt os i, fordi han forfærdelig gerne ville flytte ind hos os og hedde Tot i stedet for Hugo.
Vi håbede, at godt to uger med en lukket dør ville få ham til at tabe modet og forlige sig med familien, men da vi kom hjem, var der fantastisk vejr til at sidde ude, og gæt hvem der kom på besøg: Tot.
Han var velnæret og havde fået et lyserødt halsbånd med små rhinstene, men hans brændende ønske om at flytte ind var usvækket, og han bebrejdede os ikke det mindste, at han var gået forgæves i næsten tre uger.
Han fik at vide, at han skulle gå hjem at spise, og det gør han sikkert også, men han dukker jævnligt op og gør sig lækker. Han hopper op på sålbænken uden for køkkenet, kigger ind på os og mjaver indtrængende.
Han er så fysisk kontaktsøgende, at der nok ikke er meget kæleri derhjemme. Søndag var han hos os det meste af dagen, og først efter flere timers nærkontakt og kælen, faldt han med et suk til ro i en lænestol.
Han øser så uforbeholdent af sin kærlighed, at vi kun kan gengælde, så vi er selv skyld i det – jeg ved det godt. Men selvom Tot ønsker et fast forhold, må det altså blive ved besøgene.
Vi får se, om den hjemlige radiator kan holde på ham, når det bliver rigtig koldt. Jeg tror ikke, de har sat varme på endnu.
Relateret:
Han trådte ud af baghavens vildnis og stoppede op, da han så mig på terrassen. Jeg sagde indsmigrende: ”Hej misser!” eller noget lignende begavet, og han svarede højlydt: ”Miau!” og kom så løbende.