Tag-arkiv: Brændsler

De seneste år på cementfabrikken #10

Om projektarbejde, forsøg og valg af råmaterialer og brændsler til cementproduktion. Fabriksbesøg og afsluttende betragtninger.

I dag er det så præcis 30 år siden, jeg startede på cementfabrikken, og dette er sidste afsnit i tilbageblikket.

Projektarbejde og forsøg

Der har også været projektarbejde med nye anlæg, store som små. Nogle anlæg blev lavet, andre blev vraget. Projektgrupperne er oftest et team af ingeniører og procesfolk.

Der har også været mange driftsforsøg: Nogle med henblik på at reducere emissioner fra ovnene, nogle med henblik på produktudvikling og nogle for at afprøve nye råmaterialer.

Nogle af forsøgene var fiaskoer, andre har ført til ændringer, som har sparet tocifrede millionbeløb på årsbasis. Man ved først noget endeligt, når man har prøvet.

Forsøg med lignosulfat

Forsøg med lignosulfonat som “afspændingsmiddel” i kridtslam. Laboratorieforsøg var lovende, og det virkede i storskala, men for langsomt til vores brug.

Læs resten

Brændsler til cementproduktion

Det kræver rigtig meget energi at brænde cementklinker, og dette indlæg handler om brændslerne.

Mellemlager for kul og petcoke

Aalborg Portlands mellemlager for kul og petcoke. Kilde: Aalborg Portlands arkiv.

Oliekrisen i 1973 ramte cementproduktionen hårdt i det meste af verden. Olie var et nemt brændsel at bruge, men pludselig var det en mangelvare, og siden var det for dyrt.

Man begyndte at formale kul til fint pulver og brugte det i stedet for olie. En sky af formalet kul blæses ind i roterovnen, hvor det antænder næsten øjeblikkelig.

Kul skal være fintformalet, for det går ud over kvaliteten, hvis der er større partikler, som falder ud af flammen og brænder nede i materialefyldningen.

Tommelfingerreglen er, at kul skal formales så fint, at sigteresten (altså det der er tilbage) på en 90 µ sigte er 50 % af gasindholdet. Gasindholdet i stenkul er typisk 20 – 36 %.

Brænderrør

Brænder med flere kanaler, som fyrer brændsler ind i ovnens brændezone. Billedet er fra en fabrik nær Berlin.

Petcoke

I den stadige jagt på billigere brændsel begyndte man også at bruge petroleumskoks, petcoke, der er et affaldsprodukt fra olieraffinaderierne.

Det gav problemer for mange. Petcoke er ofte hårde at formale, har lavt gasindhold (10-11 %) og kan indeholde temmelig meget svovl.

Mange oplevede et fald i cementens styrkeudvikling, fordi svovl blev indbygget i mineralet C2S og stabiliserede dette, så det fik svært ved at reagere videre til C3S.

Problemet kan modvirkes ved at sørge for balance mellem svovl og alkali, så der dannes alkalisulfat. Man kan også tilsætte fluorid, som hjælper dannelsen af C3S.

Det ændrer dog ikke ved, at svovl påvirker ”lavaens” viskositet og overfladespænding, så der dannes færre noduler, og ovnen bliver mere støvet – man skal finde et balancepunkt.

Et scoop

Stigningen i olieprisen var et stort problem for producenter af hvid cement som Aalborg Portland (AP), fordi stenkul ikke kunne erstatte olie. Kullenes askerest ødelægger nemlig den hvide farve.

Læs resten

Vildfarne forespørgsler om råmaterialer

Det sker, at folk kommer direkte igennem til mig og spørger, om cementfabrikken kan bruge dit eller dat – fx hestemøg fra travbanen.

Jeg har gennem årene fået stor erfaring i at vurdere, om et råmateriale eller brændsel kan bruges i Aalborg Portlands cementproduktion.

Normalt er det vores indkøbere, der spørger, hvis en kravspecifikation ikke giver entydigt svar, og hvis folk vil sælge noget, er det da også rigtigst at kontakte indkøbsafdelingen.

Men det hænder, at nogen kommer direkte igennem til mig. Som regel fordi de kender nogen, som kender mig, eller fordi omstillingen misforstår og tror, at det er noget procesrelateret.

Den sjoveste forespørgsel, jeg har fået, var nok dengang en fyr ringede og spurgte, om vi var interesseret i hestemøg fra travbanen – han havde jo læst i avisen, at cementfabrikken brænder det tørrede spildevandsslam fra Aalborg kommune. Læs resten