Tag-arkiv: E-bøger

Bogudrensning

Når bøgerne står i to geledder på hylderne, har man enten for mange bøger eller for få reoler. I dag røg et par meter ud efter et nyt princip.

Bøger

Bøger

At eje bøger beriger mig en særlig glæde, men alligevel har jeg før ryddet op efter det benhårde princip: ”Er det en bog, du vil læse igen?” Var svaret nej, røg bogen ud.

Alligevel har vi for mange bøger, for der er ikke plads til flere reoler.

Forleden slog det mig, at vi efterhånden har en del dubletter, nemlig bøger vi også har som e-bøger. E-bøger fylder ikke, og tilmed er mange af dem på engelsk (originalsproget), hvor mange af de ”rigtige” bøger er oversættelser.

Det var et enkelt kriterium, og i dag gik jeg i gang.

Adskillige af Chandler, Clavell, Dickens, Kipling, London, Marryat, Somerset Maugham, Sayers, Verne med flere røg ud efter dubletprincippet. Dashiel Hammett glemte jeg, men det er der råd for.

Lord of the Rings og The Hobbit var de eneste dubletundtagelser; det nænnede jeg ikke i dag, men det er et spørgsmål om tid.

En 20-30 Maigret-krimier af Simenon blev også containerføde. Ikke fordi jeg har dem som e-bøger, men fordi jeg ikke har læst dem i mere end 25 år og ikke kommer til det.

Et par vinbøger blev hældt ud. De vine, de omtalte, er for længst for gamle.

Jeg burde selvfølgelig have foræret bøgerne væk, men bøger er pokkers tunge, så når man ikke har bil, er den slags for besværligt. Hvis folk skulle have tilbuddet om at hente, ville vi have et rend i lang tid, og de ville rode. Bøgerne altså.

Nu står de skånede bøger igen i ét geled med en smule plads til tilvækst, overskueligt og med genoprettet alfabetisk orden.

Spørgsmålet er så, hvad jeg gør med de bøger, der står stablet i kælderen. Jeg får nok en lys idé, når jeg kommer på efterløn.

/Eric

Vintage port og e-bøger

Det er rart med nogle stille fridage. Det mest dramatiske var da proppen gik i stykker, så portvinen måtte dekanteres gennem et tefilter.

Bøger

Bøger

Men den var også gammel, proppen altså. Portvinen var fra 1989 og blev tappet efter et par år på fad.

Vi købte den for nogle år siden, hvor brugsen byggede om og solgte vin til spotpriser. Hvis de byggede om noget oftere, ville jeg nok gøre det mere i årgangsportvin.

Ellers er der ikke meget at skrive om, når man ikke laver en pind udover at skrive om det. Jo, jeg har da skrevet et par julemails. Med de posttakster, Post Mord har i dag, er kort kommet til kort, og det kan jo klares fra lænestolen.

Fra min lænestol har jeg også opdaget, at Canada kun har 50 års copyrightbeskyttelse af litteratur, og at man fra gutenberg.ca kan downloade gratis e-bøger, som ikke er tilgængelige andre steder, hvor ophavsretten gælder i 70 år.

Der er fristende vintagebøger af Dashiel Hammett, Raymond Chandler, Somerset Maugham, Chesterton m.fl., men jeg kunne naturligvis ikke drømme om at downloade bøger, som stadig er beskyttede i DK. De fleste har jeg alligevel som rigtige bøger.

Forfattere kan være en historie i sig selv.

Læs resten

Drilleri med DRM-beskyttelse og e-bogslæseren

I går købte jeg bøger på nettet, men filerne var DRM-beskyttede, så min SONY e-bogslæser ikke kunne læse dem. Det var der heldigvis råd for.

Bøger”A Game of Thrones” er meget oppe i tiden, havde jeg bemærket uden at tænke videre over det, men da en ven anbefalede bøgerne, købte jeg dem på nettet. 20 $ for 5 e-bøger var til at overkomme, også selvom prisen steg til 25, fordi jeg bor i Danmark.

Men da jeg ville importere bøgerne til programmet Calibre, kunne de pludselig ikke konverteres til epub-format, fordi de var DRM-beskyttede.

DRM-beskyttelse slavebinder kunderne til en bestemt digital platform, fx Amazons Kindle, så jeg har ikke haft skrupler overhovedet ved at bruge et plugin, som løste det problem, men nu virkede det ikke længere.

Jeg bandede stygt!

Men hvor der er ufine restriktioner, er der hjælpsomme frihedskæmpere, og det viste sig, at plugin’et bare skulle opdateres. Pyh!

For min skyld kan de store, internationale boghandlere gerne indføre deres egne formater, hvis de er bedre, eller man kan konvertere dem til et fornuftigt standardformat, men hvis ingen af delene er tilfældet, bliver jeg mopset.

Når jeg fravalgte Amazons Kindle som e-bogslæser, var det bl.a. fordi filerne fylder ca. 4 gange så meget som epub-formatet, og så har jeg svært ved at se andre fiduser, end at Amazon vil score på at sælge deres egen reader.

Læs resten