Hvis man afslører sig som inkarneret cyklist i et selskab af bilister, skal man ofte stå til ansvar for andre cyklisters påståede lemfældige omgang med landets færdselslove. Det er selvfølgelig ikke retfærdigt, og man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i glashus.

Jeg har de sidste mange år, når det bliver tid at tænde cykellygterne om morgenen, på min tur til arbejde talt lygtefejl hos både de 2-, 4- og mange-hjulede trafikanter, og her fører bilisterne stort. Et sted mellem hver fjerde og hver tredje bil/lastvogn har forkert lygteføring – og min statistik tæller ikke blinklys med. Cyklister uden lys er så sjældne, at der kan gå uger imellem, at jeg ser én.

I de lyse timer kigger jeg efter bilister, der taler i håndholdt mobiltelefon. Her er gennemsnittet 3 på min korte – ca. 3,5 km og ca. et kvarters – cykeltur. Hvis man ganger op til hele dagens længde og landets samlede vejnet samt kompenserer for, at jeg kun har talt de helt sikre med (det kan ofte være svært at se ind i en bil i fart), så giver det et meget skræmmende billede på bilisters uopmærksomhed i trafikken.

En af mine værste oplevelser er fra en regnfuld novembereftermiddag, hvor en hyrevogn kommer bragende ud over en stribe hajtænder, lige som jeg passerer. Jeg undviger med et stort sving ud på kørebanen, ryster en bevantet næve af chaufføren og fortsætter så.

Ganske kort tid efter skærer samme hyrevogn ind foran mig og stopper, så jeg også må bremse og hoppe af. Chaufføren ruller vinduet ned og spørger, om det var en fuck-finger, jeg gav ham lige før, for det var nemlig ulovligt!

Hermed afslørede manden sig som et fjols såvel som en ignorant, hvilket jeg foreholdt ham på min sædvanlige, høflige facon. Ordet ”klaphat” optrådte, så vidt jeg husker, et par gange.

/Helle