Tag-arkiv: Overvægt

Om vægt og at veje. Dansk er en svær en #30

I disse tider er der næsten hysterisk fokus på kropsvægt og overvægt, og alt det med vægt og at veje gør ikke sproget lettere.

BadevægtSundhedslobbyens succes sætter sit præg på sproget; fx har folketinget indført fedt- og sukkerafgift som nye synonymer for vægtafgift. Kropsvægt er kommet på finansloven, som dog ikke er blevet læse let af den grund.

Nogle mennesker er overvægtige, mens andre er vejet og fundet for lette. Har man en kropslig skæv fordeling af over- og undervægt, er man uligevægtig og må gå balancegang.

Mange dyrker vægttræning, tager på og får vægtfylde. Det kaldes også opvejning, og man overvejer, når man er blevet for tung. Man kan veje for eller imod, bagveje og omveje, men vægttab forbliver en afvejning, og nogen afgiver derfor vægtløfter.

Nogle er tungnemme og tager let på, og tager de let på det, forbliver de evigtunge. Heldigvis er der mennesker, som er glade for deres vægt. Disse huldsalige giver pokker i sundhedsapostlenes præk om kontravægt og polstrer sig ubekymret til alderdommen.

Inden for visse professioner har vægt en særlig betydning. Fx er vægtere en slags vægtvogtere, og lidt morbidt går bedemænd op i dødvægt. Astronauter indtager en misundt særstilling, for de har rumvægt, når de er vægtløse.

Og tag det nu ikke så tungt, jeg er heller ikke atlet, og det var jo bare et indlæg om, hvor svært det kan være.

 

Slankekure, kalorier og vægttab

Hvad der kommer let, går let, siger ordsproget, men det gælder ikke overvægt.

Vil man tabe sig, skal man så at sige løfte sig selv op ved hårene og give slip, og det er svært. Derfor tjener mange fedt på at love mindre fedt, og de færreste produkter giver tab. Slankedoktoren kan huldsaligt henvise til, at kundens tegnebog da er blevet tyndere.

Slankekurens ligning er ellers enkel: Man skal forbrænde flere kalorier, end man indtager, før det svinder i kroppens kalorielager; men det er ubehageligt for de fleste.

Balance mellem indtag og forbrænding af kalorier er ikke nok – så opretholder man bare status quo og taber sig ikke. I bedste fald opnår man lagerforskydninger.

Men det er svært at lægge sit liv om, og der er ingen lette løsninger, medmindre man har råd til at blive vægtløs, og det har kun de astronomisk rige. Det varer en rum tid, men er ikke permanent. Man kan gratis lette sin samvittighed, men det godkender badevægten ikke som en slankekur.

Hjernen udgør ca. 2 % af kropsvægten, men står for ca. 20 % af energiforbruget. Man burde derfor kunne tabe sig ved at bruge hovedet noget mere, men man bliver sikkert kun tynd i toppen, og det vil ingen være.

Nogen vil sikkert bebrejde mig, at jeg pjatter med noget så alvorligt som overvægt og vægttab, men de burde hellere glæde sig over, at Newtons tyngdelov blev grundlagt på det princip, at legemer med lille masse tiltrækkes af legemer med en masse masse.