Tag-arkiv: Pressemøde

Hypotetiske spørgsmål på statsministerens pressemøde

Statsministeren afviste i dag alle spørgsmål som hypotetiske og benægtede, at han træder tilbage den 25. februar kl. 10:01:47.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen var i dag i Danmark for at holde sit ugentlige pressemøde. På spørgsmålet, om han kandiderer til udenrigsministerposten, svarede han:

“Det er et rent hypotetisk spørgsmål. Jeg er i forvejen regeringens mest udenrigs minister. I øvrigt sorterer udnævnelser under statsministeren, og jeg kan klart afvise, at jeg træder tilbage den 25. februar kl. 10:01:47.”

Hirsthalsløs Folkeblad:

“Gør det indtryk, at den sidste meningsmåling peger på et rødt flertal?”

Statsministeren:

“Det er et rent hypotetisk spørgsmål. Jeg bliver som statsminister, så længe vælgerne ønsker det.”

Seddelpressen:

“Er De enig i Deres hustrus udtalelser om finanskrisen – altså det med hvor den er?”

Statsministeren:

“Det er rent hypotetisk, at jeg tør være uenig med statsministerfruen. Anne-Mette kan som alle begå fejltrin, men hun danser ikke efter min piben.”

Gæt&Vind:

“Vil Løkke blive en god statsminister?”

Statsministeren:

“Det er et rent hypotetisk spørgsmål, men der er intet bilag for at tro andet, og jeg ved, at han kan stå for mosten.”