Tag-arkiv: Produktivitetsstigning

Danmarks produktivitet og velstand, Lenes afgrund

En rapport siger, at Danmarks produktivitetsstigning er helt til rotterne. Vi er langt dårligere end f.eks. Irland og Island. Øh…pause!

En artikel i Politiken bærer overskriften: ”Rapport: Vores velstand er truet” og nedenunder er der et stort billede af Lene Espersen.

En nærliggende kobling, vil nogen sikkert mene, men artiklen drejer sig faktisk om produktiviteten i Danmark. Ifølge en rapport fra Økonomi- og Erhvervsministeriet har stigningen i Danmarks arbejdsproduktivitet været helt til rotterne siden 1995, og det truer vores velstand, så vi ender i Lenes afgrund.

Ja, jeg ved ikke, hvordan det er på din arbejdsplads, men jeg kan forsikre, at på min er antallet af ansatte faldet støt i den nævnte periode, og de, der er tilbage, løber stærkere end nogensinde før.

Nå, men se så nedenstående graf over den gennemsnitlige årlige vækst i arbejdsproduktiviteten:

Årlig stigning i procent.

Årlig stigning i procent.

Grafen har jeg uproduktivt sakset fra ministeriets skrivelse, og den illustrerer jo glimrende, hvor ringe det står til.

Det er nok bare mig, der ikke forstår sammenhængen mellem produktivitet og velstand. For jeg kan jo ikke forstå, at Irland og Island kan være bankerot og dybt nede i Lenes afgrund, når de topper flittig-listen. USA på femtepladsen har længe været statsbankerot – der er bare ikke nogen, der tør erklære dem konkurs.

Så her punkterede min ballon, og al forståelse fes ud. Jeg kunne ikke tage rapporten alvorligt længere og gad ikke læse den færdig. Så jeg er måske gået glip af forklaringen på dette velstandsparadoks.