Tag-arkiv: Slægtsbog

En aftægtskontrakt

Min tiptipoldefar indgik ca. 1844 en aftægtskontrakt med sin yngste søn, og kontrakten giver et indblik i livet på landet dengang.

TræMin søster skrev i 1992 en slægtsbog om farmors og farfars slægter. Jeg har tidligere bragt historien om farmors far, der blev myrdet, og farfars far, der var indremissionær i Thy.

Der er andre interessante historier i slægtsbogen, om end de er knap så spektakulære.

Min tiptipoldefar

Om min tiptipoldefar (farmors fars fars far), Mads Pedersen, er der flere detaljer end for de fleste af anerne, bl.a. en aftægtskontrakt.

Han blev døbt 5-12-1779 i Vester Hjermitslev og giftede sig med Kirsten Pedersdatter i 1802. De fik syv børn, som alle blev voksne. En af døtrene fik et uægte barn, uha, men det er ikke det, historien skal handle om.

Mads Pedersen var først fæster under Schell Birkelse gods, men blev senere selvejer i Hune sogn. Den yngste søn Bent overtog gården (jeg springer detaljerne over) og udstedte en aftægtskontrakt til Mads.

Det er den kontrakt, der med sit tidsbillede er interessant, og til forståelse var et lispund ca. 8 kg, en tønde 130-140 liter og et lod 15,6 gram.

Aftægskontrakten

Bent skulle give Mads fri bopæl, så længe han levede, samt årligt give ham (citat fra slægtsbogen):

”2 tønder rug, 2 tønder byg, 1 tønde kartofler, 1½ lispund flæsk, ½ lispund talg, 20 tørre fisk, 10 __ flæsk, 6 lod skudtørv og 4 lod vandtørv, ligesom han årlig lige med sine kreaturer skal fodre og græsse for Mads en ko og 2 lam, de sidste med deres yngel. Han skal også malke den ko og bære Mads mælken, ligesom deres egen, når det forlanges årlig køre Mads 2 gange til og fra kirke med gårdens befordring – ligesom besørge Mads sit korn kørt til og fra mølle, og desuden forbeholdt Mads sig fri adgang til brønden. Mads’ brød skulle gårdens ejer få bagt og hans øl brygget og i sygdoms og alderdomsdage skulle han give Mads den fornødne pleje og opvartning og han skulle også have visse klædningsstykker.”

Det med at få mælken bragt kan være det samme, når jeg ikke længere kan forsvare mig selv, men at få sit øl brygget kunne nok skabe misundelse på nutidens plejehjem.

/Eric

Rovmorderen fanget

(Fortsættelse af ”Rovmordet på min oldefar”)

Natten til søndag den 3. februar 1917 fangede politiet manden, der myrdede min oldefar.

Mord var også godt stof dengang, og aviserne svælgede i historien. Hvis man tror, at useriøs og farvet journalistik er et nyt fænomen, tager man grundigt fejl. Aalborg Stiftstidende skrev den 4. februar:

”Det er en arbejdskarl fra Aalborg Chr. Madsen Jensen, nærmest dagdriver og formentlig alfons. Han er født i Hjørring. […] Chr. Madsen var allerede som dreng på gale veje og har således været udsat af værgerådet. Og han har senere været straffet for tyveri og sædelighedsforbrydelse.”

Tydeligvis en helt igennem skidt fyr. Vendsyssel Tidende var knap så blomstrende i sin beskrivelse. Måske var man lidt flov over, at banditten var fra Hjørring:

”Chr. Madsen Jensen 26 år gl. født i Hjørring som uægte søn af fhv. gendarm Madsen.”

I Hobro havde han slået om sig med penge og havde i fuldskab sagt:

”Hvis jeg bliver dømt til døden så hils min moder.”

Opvarteren, som tjenere blev kaldt dengang, fattede mistanke og ringede til betjent Klitten. Opvarteren kunne fortælle, at den mistænkte havde billet til ekspressen sydpå, og politiet ventede, da toget ankom til Fredericia.

Morderen tilstod straks. Ved anholdelsen var han i besiddelse af 1900 kr. og et falsk pas.

Læs resten

Fornemmelsen for tid og fortid

Som dreng regnede jeg en gang ud, at jeg ville blive 50 år i 2005, hvis jeg da levede så længe. Jeg nævner det ikke som en matematisk bedrift, men blot som noget jeg husker.

Det føltes dengang som et helt uoverskueligt åremål, en veritabel rumrejse i tid. Jeg havde slet ikke forestillingsevne til at se mig selv så gammel.

Nu er det snart 5 år siden, jeg mellemlandede på 50-årsplaneten. Jeg kan stadig se mine fødder, når jeg står op, men når jeg ser tilbage, er årene passeret hurtigere og hurtigere.

Fornemmelsen for tid ændrer sig, jo ældre man bliver.

Fortiden

Jeg har netop genlæst slægtsbogen for min fars familie, og igen får jeg en ny fornemmelse for tid. Så mange generationer, så mange liv. Det er svimlende.

De fleste spor ender i 1700-tallet med brændte kirkebøger, men enkelte går tilbage til 1600-tallet. Om de fleste aner er der kun sparsomme oplysninger om fødsler, giftermål og død, men om mine oldefædre er der en del at læse.

Den ene, Mads Peter Bentzen, var bogholder i Hvetbo Laane- og Sparekasse og blev myrdet af en bankrøver i 1917. Det var en drabelig historie, som aviserne skrev meget om.

Den anden, Jesper Nielsen, var indremissionær i Thy fra 1876. Han vandt mange af de fattige fiskere for Herren, før han døde i 1896. Det er sælsomt at tænke på, at hans arbejde på en måde lagde grunden til Hans Kirks debutroman ”Fiskerne”  (1928).

Har man læst Fiskerne, og har man det mindste kendskab til Indre Mission, må man undre sig, når nogen i dag taler om fundamentalisme som noget fremmed i Danmark. De må mangle fornemmelse for fortiden.

En dag vil jeg skrive om fortiden. Den er mere end blot en fornemmelse.