Gråvejr og regn i Polignano a Mare

Onsdag den 11. maj 2016

Vejret er gråt, og Helle vil hellere drive på terrassen end gå tur. Så jeg spadserer hen til det supermarked, vi opdagede lidt længere ude af vejen med politistationen og turistkontoret.

Det har et større sortiment end det lille supermarked, vi fandt forleden, bl.a. er der frugt og grønt. Jeg indskrænker dog varekøbet til det absolut nødvendige, nemlig brød, limoncello og hvidvin.

Da jeg spadserer tilbage mod den gamle by, begynder det at dryppe ganske lidt. I dag er vist ikke en af de dage, hvor solen brænder skyerne væk.

Jeg sætter mig under en parasol med god dække på Caffè dei Serafini, bestiller kaffe og vand og finder krydsogtværsen frem.

Pigen, der serverer i dag, taler glimrende engelsk, men lader mig venligt øve mit dårlige italienske.

Paraplypriser i tørvejr og regn
Klik for større foto

Regnen tager til. Ikke voldsomt, men nok til at servitricen begynder at flytte borde og stole i ly. Forbipasserende turister søger tilflugt og skal finde på et eller andet, de kan bestille.

Bag mig sidder tre ældre englændere. Jeg fordyber mig ikke i deres samtale, den er ikke dyb, men jeg bemærker, at den ene kvinde taler meget om sin mand, som levede hun livet gennem ham og hans meninger. Måske er hun enke.

Det småregner, da jeg går, og kalkstensfliserne er meget glatte.

Regnen kommer og går, og vi fordriver tiden på tagterrassen. Vi nærer kortvarigt håb om, at regnen vil sende vejarbejderne hjem, men føreren af rendegraveren sidder jo tørt og godt i sin kabine.

Regnen letter, og vi går en tur ved sekstiden og er bl.a. nede på den lille badestrand, som nås via trapper. Det er en stenstrand, men det er nu engang den, de har, og derfor er den populær.

Trattoria della Nonna

Vi får en aperitivo og går så hen til La Locanda Porta Picc for at spise. Men restauranten har onsdagslukket, og plan B træder i kraft: Trattoria della Nonna ligger i Via Roma 95, hvor vi bor i nummer 81.

Vi har studeret spisekortet tidligere, og om ikke andet kan vi snuppe en pizza.

Der er ikke mange gæster, seks inklusive os. Restauranten lider sikkert under vejarbejdet, som besværliggør adgangen og forhindrer udendørs servering.

Kortet er mest fisk og pizza med kun tre kødretter til dem, der har forvildet sig ind ved en fejltagelse og ikke kan få sig til at gå igen.

Til forret deler vi små skiver af tun, der er råmarineret i noget æblenoget med rucola og høvlet grana hen over. Helle synes det smager godt, og jeg er enig, men principielt er jeg imod, at tunens smag helt overdøves.

Involtini di pesce spada - sværdfiskeruller
Klik for større foto

Til hovedret får vi involtini di pesce spada, sværdfiskeruller, og de er møre og smager godt. Hvidvinen er en frisk Verdacca fra Salento.

Betjeningen er god og opmærksom, men med så få gæster skal man jo også have tiden til at gå.

Til dessert får vi citronsorbet uden den lovede creme af røde skovbær. Alt i alt okay uden at være prangende, og vi slipper med 65 €.

Hjemme på terrassen smager vi den indkøbte limoncello. Så kom solen alligevel frem i dag.