Strejftog og terrasselarm i Polignano

Tirsdag den 10. maj 2016

Jeg er oppe ved sekstiden og nyder en times ro på tagterrassen, inden vejarbejdet går i gang.

Vi går til delikatesseforretningen, hvor vi fandt brød i går. Den samme gamle mand sidder på stolen inden for døren, men i dag er han vågen. Han bærer jakke, halstørklæde og kasket.

Vi skal kun have brød, og for de prisinteresserede koster det 1,30 eller en lille tier i danske penge. Kvaliteten er i orden - hvorfor er brød så dyrt i Danmark? Nogen må score kassen.

Turistkontoret ligger lige ved siden af. En sorthåret, ung kvinde taler i telefon på rivende italiensk, men får indskudt et buongiorno.

Vi studerer opslag, og mens hun snakker, kommer der flere turister i butikken. Hun har dog sans for rækkefølge, for selvom vi står lidt væk, henvender hun sig til os, da hun er færdig med telefonen.

Jeg spørger, om de har et detaljeret bykort, som det der hænger på døren. Hun siger ja og finder et andet, som ikke er detaljeret. Hun spørger, om hun må tegne på det, og da jeg bekræfter, fyrer hun en remse af på halvdårligt engelsk, mens hun tegner streger og cirkler.

Til sidst beder hun mig udfylde et skema: Antal personer, navn, dato, e-mail, tid og så "Regione". Ikke "land," men region. Det bekræfter, at de fleste turister her er italienere.

De får ikke min e-mail, den rutter jeg ikke med.

Byens berømte søn, popsangeren Domenico Modugno
Klik for større foto

Vi spadserer en tur ud til statuen af byens berømte søn, popsangeren Domenico Modugno, der tjener som baggrund for turister, der tager billeder af hinanden. Solen er ved at brænde skyerne væk, temperaturen er behagelig.

Domenico skrev med en anden hittet "Volare" i 1958. Det er den med omkvædet: "Volare, åh-åh, cantare, åh-åh-åh-åh" som på dansk blev: "Vi har det, åh-åh, så dejligt ..."

På vejen hjem gør vi holdt på Caffè dei Serafini. Her kan man sidde i fred og læse, løse krydsord eller blot glo på de forbipasserende. En lille orange mis kommer og hilser - hun kunne være Tots italienske kusine.

Hjemme igen udholder vi larmen, til vejarbejderne går til frokost kl. 13, og vi klarer den også fra 14:30 til 16:30.

Vi er dog ikke optimister af den grund, for på et skilt står, at arbejdet forventes at vare 120 dage, og det startede 15. februar.

Udsigt Polignano a Mare Polignano a Mare - udsigt og klart vand Bro i Polignano a Mare
Klik for større foto

Ved sekstiden går vi ud og slentrer fra udsigtspunkt til udsigtspunkt i den gamle by, til vi slår os ned på en café og nyder en aperitif. For italienerne er det istid.

Trattoria Casa Mia

I aften vil vi spise på Casa Mia, et trattoria på Piazza Garibaldi uden for den gamle byport. Vi studerede spisekortet søndag aften, og det så interessant ud - bl.a. havde de Coda di Rospo, som ikke sagde os noget.

Jeg slog coda og rospo op i e-bogens italiensk-engelske ordbog, og svarene var "hale" og "tudse". Vi spekulerede på, om det mon kunne være frølår, men da jeg spørger den unge, kvindelige tjener, svarer hun "fish".

Da kortet kun er på italiensk, spørger jeg hende, om hun taler engelsk, og selvom hun svarer nej, kan hun altså noget, da hun tager mod til sig - måske opmuntret af mit dårlige italienske.

Røget laks og sværdfisk med melon
Klik for større foto

Til forret får Helle friteret klipfisk i beignetdej, og jeg får skiver af røget laks og sværdfisk med melon.

Til hovedret har vi bestilt braciole, som viser sig at være kødruller i en kraftig tomatsauce. Som tilbehør deler vi en salat og noget kogt spinatkål (eller whatever). Det er lidt bøvlet med tilbehøret, fordi braciolaen serveres i en dyb tallerken.

Jeg bad om en karaffel af husets røde til, men de har kun flaskevin, så jeg pegede på en tilfældig rød, "Tre pini" (tre pinjer), med en passende pris: 16 €.

Det viser sig at være en særdeles kraftig og delikat sag, ikke ulig den rødvin vi fik søndag aften. Den holder ikke mindre end 15,5 %, men har sødme og krop til at bære den høje alkoholprocent.

Der er ildsjæle her i Puglia, som virkelig går efter at lave kvalitetsvin med lokalt særpræg.

Til dessert får vi citrontærte med husets melonlikør til. Helle synes tærten er god, jeg er lidt mere loren, men jeg er heller ikke kagemand.

Alt i alt et godt måltid, og måske vender vi tilbage, for jeg har nu fundet ud af, at Coda di rospo er havtaske, og det er en lækker fisk. Lokal er den ganske vist ikke, men det kan man heller ikke sige om klipfisk eller laks.