Home > Rejsebeskrivelser > Miniferie i Riga > Museer i Riga
Museer i Riga
Der er talrige museer i Riga. Vi besøgte kun nogle få i den gamle bydel. Kirker er jo også en slags museer, og kirker er der også en del af, men de siger os ikke så meget, så de led samme skæbne som kunstmuseerne.
Nationalmuseet
Nationalmuseet har til huse i slottet (se på kort), og mens vi var der, var museet indrettet på 3. sal, fordi slottet var under tiltrængt renovering.
Det er ikke sååå spændende. Der er de obligatoriske flinteredskaber, økser og fiskekroge, våben og giner med hjemmevævet mode anno 1000, madonnaer og andre skulpturer fra kirker, kopier af landbrugsredskaber, møbler fra overklassens hjem og så selvfølgelig et skelet.
Men som nationalmuseum med pligt til at værne om kulturarven er det nok også svært at være underholdende samtidig.
Egentlig er det imponerende, at man på så få år har opbygget en samling, for mens Letland var okkuperet af Sovjetunionen, var det næppe velset at dyrke historie med lettiske briller på.
Det farmaceutiske museum
Eller apotekermuseet, kunne man kalde det. Museet ligger i et gammelt hus i flere etager, og her er udstillet masser af gamle krukker, glas og remedier fra det gamle apotek. (Se museets placering på et kort).
Klik for større billede
Det er lidt eksotisk at se de gamle krukker med latinske påskrifter, som fortæller dig, at de indeholdt alt fra drageblod til arsenik. Det var vist også apotekeren, der lavede Riga Balsam.
I dag produceres Riga Balsam industrielt, og den smager lidt i retning af Fernet Branca.
To ældre kvinder bestyrede butikken, mens vi var på besøg. Jeg tror ikke, de kunne et kvidder engelsk. Jeg kunne selvfølgelig have prøvet med tysk, men vi var der ikke for at konversere.
Fotomuseet
Fotomuseet var ganske interessant. Udover en masse gamle fotografiapparater og udstyr til fremkaldelse m.m. var der masser af fotos helt tilbage fra fotografiets barndom.
Vidste du i øvrigt, at det lille bitte Minox-kamera blev opfundet af en lette? Siden røg rettighederne og fremstillingen som så meget andet til Tyskland.
På førstesalen var der en midlertidig udstilling af Valda Brauna: Sort/hvide fotos af lettiske fiskere og deres småbåde tilbage i 70'erne. Fremragende billeder!
Museet har til huse i et gammelt palæ med flotte parketgulve. (Se placering på kort.)
Billet til fotomuseet
Okkupationsmuseet
Okkupationsmuseet har til huse på rådhuspladsen i et arkitektonisk stilbrud af rang, men fordi den moderne rædsel var under renovation, var der en midlertidig udstilling et andet sted.
Mere præcist i det palæ hvor den amerikanske repræsentation tidligere har været, og det er forklaringen på det svære jerngitter rundt om palæet og de skudsikre, tunge døre. Der blev bygget om efter en vis septemberdag.
Letland har haft mange herrer gennem historien, men i 1918 blev landet en selvstændig nation. Det fik en ende under 2. Verdenskrig, hvor det snart var besat af tyskerne, snart af Sovjet.
Som bekendt blev landet annekteret af Sovjetunionen og fik først sin selvstændighed igen i 1991.
Udstillingen handler om besættelsen under verdenskrigen, frihedskampen og årene frem til 1991. Det er mest plancher med billeder og ikke så mange ting/effekter, men det skyldes måske udstillingens midlertidige karakter.
Vil man sætte sig ind i landets nyere historie og forstå nogle af de nationale traumer, er museet absolut værd at besøge. Som på okkupationsmuseet i Tallinn, Estland, fik jeg det indtryk, at man vil vaske tavlen ren, men aldrig glemme, hvad der stod.
Der var gratis adgang, men man kunne donere en skilling, som sikkert går til gode formål.
Andre museer
Der er adskilligt flere museer i Riga, men vi orkede ikke mere. Går du på turistkontoret og får et bykort, kan du se, hvilke der er, og hvor de er placeret.
Der er også en oversigt hos virtualriga.com.
|