Rejsebeskrivelse fra et krydstogt på Donau. Onsdag den 21. juni.

Kalocsa i det sydlige Ungarn

I nattens løb har skibet lagt til ved en ganske lille dok. Bortset fra et hus på bredden med en souvenirbutik er det småt med bebyggelse. Det er en smuk og velduftende morgen.

Træerne langs flodbredden spejler sig i vandet, og nattergale hilser dagen med begejstring. Vi er i det sydlige Ungarn og er virkelig kommet på bøhlandet.

Min ven fra i går, den pensionerede sagfører, går langs bredden og kaster med sin spinnestang, men enten er fiskene ikke stået op endnu, eller også fristes de ikke af texansk lokkemad.

Vi går i land og venter på busserne. En amerikaner, som ligner en ældre udgave af Dennis Weaver, forsøger sig med en pisk fra souvenirbutikken, og den ungarske indehaver demonstrerer, hvordan den skal svinges for at smælde.

Jernbanestationen i Kalocsa

Busserne kommer og kører os til den lille by Kalocsa, som ligger 5 km fra floden for at undgå oversvømmelser. Første stop er byens jernbanestation.

Der går kun fire tog i døgnet til nabobyen 28 km væk, og turen tager en time. Så det er ikke trafikforskning, der får os til at besøge stationen, men fordi den er flot bemalet med blomsterranker og landlige motiver.

Stationen i Kalocsa

Toiletdør Fra stationsbygningen Dør på stationen

Perronen i Kalocsa Vinduesparti Ventesalen for de fine
Klik for større billede

 

Paprikamuseet

Tørret paprika

Dernæst kører vi til et lille paprika-museum. Vi er i paprika-land, og i 2002 indviede man det lille museum, som fortæller om dyrkningen og dens historie på egnen.

Der er nu ikke så meget at se, men vi køber nogle poser med det velsmagende pulver. Selvom det er turistpriser, er det meget billigere end hjemme.

Kirkens rigdom

Kalocsa har længe været ærkebispesæde, og vi besøger et museum, hvor kirkens sammenpugede skatte er udstillet.

Her er opulente alterkalke, juvelbesatte krucifikser, bispestave, røgelseskar og mange andre kostbarheder. Der er også en helgenbuste, og til fremstillingen af denne er der brugt ikke mindre end 46 kilo sølv.

Den katolske kirke gør meget godt i dagens Ungarn med socialt arbejde og hospitalsdrift, men for puritanere som os er det ubegribeligt, at kirken har skullet rage så megen rigdom til sig, når folket levede i armod. Med irrationel væmmelse flygter vi fra montrernes ødsle display.

Orgelkoncert

Klokken 11 er der orgelkoncert i katedralen. Der spilles Bach, Händel og Schubert for fuld udblæsning, og det er pragtfuldt.

Derefter har vi en times tid på egen hånd. I gågaden finder vi og flere andre danskere hurtigt en fortovscafé, som giver ly for den nu brændende sol.

Vi har medbragt lidt ungarsk valuta hjemmefra, men med de priser, de holder sig her, kan vi umuligt få pengene brugt - en halv liter fadøl koster kun 240 forinth eller lidt over 7 kr.

Orglet i katedralen Ungarsk fadøl Fra gågaden i Kalocsa
Klik for større billede

Efter frokost (bøf Stroganoff) på skibet tager nogle på ekstraudflugt til pusztaen, mens vi går i brædderne i kahytten. Der er drønhedt, og vi er glade for, at vi ikke tilmeldte os ekstraturen.

Efter et hvil står jeg op og besøger den lille souvenir-biks på bredden. Her bruger jeg 2000 af de sidste 2200 på et glas honning og endnu mere paprika.

Sejlads mod Kroatien

Ved femtiden kommer puszta-gæsterne tilbage, og vi sejler sydpå mod Kroatien. Udflugten til pusztaen havde været fin med en imponerende opvisning af heste og ridekunst, men som ventet havde det også været varmt - meget varmt.

Så snart skibet lægger sig midt på floden og kommer i fart, lufter det, og snart har alle passagerer fundet op på dækket.

Til dagens middag serveres stegt paneret ost til forret. Det falder ikke i alles smag, kan jeg se. Dernæst er der suppe, og hovedretten er en kotelet med skinke, ost, tomatsauce og spaghetti. Det er lidt vammelt. Desserten er chokoladebudding.

Min sidemand, John, elsker is, og da chokoladebuddingen serveres, spørger hans kone drilsk: "Hvordan klarer du slet ikke at have fået is i dag?" John, der ikke er sådan at slå ud af stilen, svarer: "Jeg bærer med smil min byrde!".

Da middagen er overstået, har vi lagt til i en grænseby, hvor formaliteterne med told og pas skal klares, før vi kan forlade Ungarn.

På dækket overfaldes vi af myg, før vi kan nå at sige "donorkorps", og flygter ned i loungen, hvor skibsorkesteret spiller sigøjnermusik.

Det er topprofessionelle musikere med et stort repertoire, men skibets aircondition er ikke i topform (det var det i øvrigt ikke på noget tidspunkt), så i pausen vover vi alligevel at trodse myggene på dækket.

Mærkværdigvis er myggene væk nu, så vi slår os ned med en drink og hyggesnakker med nogle af de andre gæster. Tolderne tager sig god tid - formentlig vil de se VM i fodbold, før de gider beskæftige sig med vores papirer.

Skipper og styrmanden tripper utålmodige omkring i styrehuset, og da vi går til ro ved 23-tiden, har vi stadig ikke fået lov at sejle.