Home > Rejsebeskrivelser > Krydstogt på Donau > Gennem Jernporten - fra Serbien til Rumænien

Rejsebeskrivelse af et krydstogt på Donau. Den 24. juni 2006.

Gennem Jernporten til Rumænien

I dag sejler vi til Rumænien, og uret er stillet en time frem. Da Helle er på vej under bruseren, lyder det over højttaleren, at det serbiske paspoliti vil foretage individuel paskontrol i kahytterne om 10-15 minutter.

Helle er lige ved at droppe morgenbadet, men så får Søren mikrofonen og fortæller, at politiet lige har ombestemt sig - vi får alligevel ikke besøg.

Var det bare nogle bureaukrater, som ville spille med musklerne, eller var det mon for at se, hvordan cruise manager Gordon ville reagere? Det får vi næppe opklaret, og Helle går i bad.

Jeg går på dækket og hilser på morgenholdet. Det er en smuk morgen, som kun forstyrres af den amerikanske dame med morgenhåret og hendes strækøvelser på skakbrættet. I dag er det blå sokker med røde hæle, der rokerer i luften.

Paskontrollen går fra borde, og vi lægger fra land med kurs mod Jernporten. Jeg bemærker slet ikke hvilken by, vi havde anløbet for kontrol.

"Jernporten" kaldes denne strækning af Donau, som er flodens smalleste og engang den vildeste. Vi skal sejle ca. 100 km gennem slugter. Før Jugoslavien og Rumænien i 1972 byggede en dæmning, som hævede vandstanden på denne side med 30 meter, var det en farlig passage med rivende strøm og skarpe klipper, hvor skibene måtte trækkes op mod strømmen.

Vejret er gråt, og skytotter hænger lavt over klipperne. Sceneriet er flot, og selvom det for første gang er jakke-vejr, er der er trængsel på dækket. Ingen klager, da solen får magt og fordamper skyerne og tågen. Hvor vi tidligere ikke har kunnet se meget af landskabet bag flodbreddens træer, tårner det sig nu op på begge sider.

Klik for større billede

Dæmningen hævede som nævnt vandstanden med 30 meter, og 25.000 mennesker måtte evakueres og genhuses. Udover at have gjort sejladsen mere sikker producerer turbinerne masser af strøm til Serbien og Rumænien.

For at komme forbi dæmningen og de 30 meter ned, skal vi passere to sluser. Skipper har bestilt tid til 12:30, og på slaget glider vi ind i den første sluse. Mens skibet synker i slusen, synker vi en ovnbagt forel med rosenkål og stegte kartofler.

Turnu Severin

Tre kvarter efter sluserne anløber vi den rumænske by Turnu Severin. Formaliteterne er overstået ved 15:30-tiden, og vi kan gå i land. Vi har hver især vores pas med og afleverer det til en betjent, som først ser på billedet og dernæst på dig for om muligt at se ligheden.

Vi har kun én bus, som efter tur kører først amerikanerne og dernæst danskerne til byens historiske museum. Der er drønvarmt og lummert. Da vi stiger ud af bussen, er horisonten ildevarslende mørkegrå. Åh-åh! Vi tænkte kun på solbriller og skygge, da vi forlod skibet - ikke på paraplyer.

Turnu Severin kan bryste sig af at have haft noget af Europas ældste bebyggelse, og det historiske museum er ganske flot og interessant. Særligt spændende er afsnittet om og modellen af kejser Trajans bro.

På dette sted, hvor Donau er mere end en kilometer bred, byggede romerne en bro. En imponerende ingeniørmæssig bedrift når man betænker de mekaniske hjælpemidler, der var til rådighed.

Mens vi går rundt inde i museet, kan vi høre tordenvejret nærme sig, og da vi skal ud og tilbage til bussen, er det lige over os. Regnen vælter ned. Ingen har lyst til at løbe ned til bussen - endsige se resterne af broens gamle fundamenter.

Guiden får kontakt med chaufføren, og det lykkes at bakke bussen næsten op til hoveddøren. Måske ryger der et par blomsterbede i sagens tjeneste, men de kan lige så godt være skyllet væk af syndfloden.

Alle vil tilbage til skibet, men nogle vil dog gerne veksle penge først. Det må være med henblik på sidste dag i Bukarest, for ingen kan vel finde på at s(h)oppe her?

Nogle steder er vejene forvandlet til floder og søer. Det viser sig, at vekslebutikkernes computere er gået ned pga. tordenvejret, så ingen får vekslet, men vi samler nogle strandede amerikanere op og kører retur til Noahs ark.

Klik for større billede

Guiden siger farvel og er ved at knække sammen af grin, da hun udtrykker sit håb om, at vi nød det korte ophold og snart vil vende tilbage til hendes by. Ja man ved jo aldrig - damen med morgenhåret troede f.eks., at vi skulle sejle tilbage til Wien fra Bukarest.

Kaptajnens gallamiddag

Kaptajnens gallamiddag er udsat til klokken 20, fordi det trak ud med toldmyndighederne i eftermiddags. Alle bydes velkommen i baren af kaptajnen, cruise manager Gordon og de to guider.

Der holdes taler og overrækkes drikkepenge til besætningen, mens vi nyder en pink bobledrink af champagneglas. Besætningen præsenteres endnu en gang i deres stiveste puds, og så defilerer vi ind i restauranten.

Forretten er en platte med røget laks, revet selleri og gulerod med rejer samt en skive god leverpaté. Dernæst en suppe med gris, estragon og fløde. Hovedretten er chateaubriand med kartoffel, champignon og grøntsager. Desserten er islagkage, som bæres ind og skæres for af kokken og frue. Som altid er der også salatbar.

Under måltidet går skibsmusikanterne rundt mellem bordene og spiller på violin og harmonika. Det er stemningsfuldt. En af de amerikanske damer synger en sentimental sang om at vende tilbage til Wien med sin elskede. Hun har tydeligvis trænet opera en gang og behøver ikke mikrofon.

Før skibsorkesteret kommer til i baren, giver Jørgen og Paula fra Skjern et par numre. Jørgen trakterer klaveret, og Paula synger. Deres sidste nummer er en vise ("Styrmand Mohr") om en pige, der så gerne vil ud i verden. En sømand lokker hende ombord, idet han bilder hende ind, at de skal sejle til Tahiti. Der går ca. 14 dage før hun opdager, at hun er ombord på en færge, der sejler mellem Gedser og Hundested.

Paula fremfører visen og dens underfundige rim og pointer aldeles fortræffeligt, og Helle og jeg, der aldrig har hørt den før, er helt syge af grin. Søren forklarer kort amerikanerne, hvad visen gik ud på, men mon ikke vores krampelatter har fortalt dem, at den havde lidt flere pointer end som så? De sidste to strofer lyder:

Man forsoner sig med meget, når,
man ved Thaiti venter udenfor,
det gik 14 dage mindst på rad,
hvor vi delte seng og mad.
Vi elsked hedt over bølgens toppe
og jeg var nede skiftevis og oppe
og når han hviskede sit go on
var jeg som leret, i hans hule hånd.
Jeg var lykkelig ved tanken
om at være 1000 mil fra Skamlingsbanken,
og skønt jeg blind var som passager,
så fik jeg fuld forplejning som i ser.

Men en skønne dag da ventede jeg
helt forgæves Mohr sku´vise sig
ind der trådte en Kaptain, og sa´,
Hvem er De hvor er de fra.
Hvad gør De her på min stolte skude
jeg sa´ lige på nippet til at tude
tar´til Thaiti med styrmand Mohr.
Da sa´kaptainen: Ved de hvad jeg tror
De er en dum lille fregne
at tro De kommer nogen vegne
hvem fa´en tror De De sejler med
det he´r er færgen Grenå - Hundested

Skibsorkesteret tager over. Danskerkolonien har det herligt, og mange tager en tur på dansegulvet. Amerikanerne nyder som sædvanlig ingenting, og de fleste trækker sig tilbage - nogle med et glas isterninger. Vi trækker os også tilbage (dog uden isterninger), da vi har passeret midnat og sunget fødselsdagssang for Marianne, der runder de 30.