Altanen, slentreture og siciliansk mad

Søndag den 6. maj 2018

Vi står op til en umanerlig smuk morgen uden en sky på himlen og med Giardini Naxos badet i lys.

Der er nogle få motionister og hundeluftere på promenaden, men det meste af byen sover stadig, og de unge mennesker, som var på stranddiskotek til ud på natten, sover med garanti.

Vi sidder bare og nyder det på altanen, solen er endnu ikke for varm.

Naxos og Etna
Klik for større foto

Ved halv ti-tiden spadserer vi ud til havnemolen. Etna er ikke fuldt synlig, nogle skyer omfavner tinden, men ellers er der utrolig smukt, og bugten er som et blåt gulv.

Vi får kaffe på Angelina. Helle sidder i skygge, og jeg kan lige klare at sidde helt stille i solen. Adskillige røde stig-på-hop-af-busser passerer, før vi hæver taflet.

Vi går den vej ad Castello Schisò, men det er ikke åbent for besøgende, som de ellers annoncerer med på hjemmesiden. Det var det samme sidste år. I en butik på vejen køber vi vin, brød og tomater. Billigt er det ikke, men bekvemt.

Her boede vi

Hjemme er der for varmt på altanen, indtil Helle finder ud af at rulle markisen ned. Det er den blå-og hvidstribede på billedet til venstre. Jeg ordner nogle billeder på computeren, Helle læser og løser sudoku.

Vi går en tur nordpå langs promenaden. Der er ikke meget, der har ændret sig, nogle forretninger og restauranter er skiftet ud med nye.

Turistkontoret har lukket i weekenden, men på tilbagevejen ser jeg, at bussen til lufthavnen kører torsdag morgen kl. 06:30.

Efter en tur hjemom spadserer vi ud til Angelina, hvor vi bliver godt modtaget. Vi deler en mezzo (= ½ liter) hvidvin, mens en masse biler passerer. Det er søndag, nogle promenerer til bens, andre i bil.

Taverna Naxos igen

Pasta med favabønner
Klik for større foto

Herfra direkte til Taverna Naxos, hvor vi er lidt over 19:30. Angelo stiller nogle favabønner, som vi kan gnaske, og foreslår pasta til forret. Vi deler en med mumsede sardiner, og en med favabønner.

Der er andet end sardiner i sardinpastaen, men det er ikke så nemt at identificere. Fava-pastaen er lavet på en god grisefond, smager det som.

Fire svenskere i den modne alder sidder også indenfor i underetagen, og de bestiller kaffe med cognac til damerne.

Mændene får corretto (kaffe med et stænk grappa), og senere skruer Angelo op for charmen med små glas limoncello på huset. Svenskerne er vist svært tilfredse, og truer med at komme igen.

Til hovedret får vi to lokale, grillede fisk og nogle dybrøde kæmperejer. Fiskene er lidt tørre og har rigtig mange ben, men smager godt.

Som dessert stiller Maria nogle overskårne jordbær og appelsinstykker, og Angelo kommer farende med et Maraschino-stænk.

Grillet fisk Sicilien Frugtdessert Sicilien
Klik for større foto

Vi slutter af med kaffe og mandarincello til Helle, grappa dell'Etna til mig. Regningen er ulæselig, men kun på 40 €. Jeg runder op, og så er det hjem.

Mandag den 7. maj 2018

Jeg står op ved halvsyvtiden. Vejret er fantastisk, sådan skal det være!

Både i Giardini Naxos
Klik for større foto

Efter morgenmad m.v. spadserer vi ud mod molen. Over for Castello Schisò er der brud på en vandledning, og et par mænd er i gang med opgravning og dykpumpe.

Etna er næsten skyfri, men også kun næsten, og skytotten vokser i takt med, at solen får magt.

Der holder et par taxier og venter, så der kommer nok krydstogtsskib i dag, men det er ikke i syne.

09:50 sætter vi os uden for Angelina. Der er gang i rengøringen inden døre, men serveringen starter vist først kl. 10. Det er OK, vi har ikke travlt, og der er dejligt i solen.

Lidt i 10 kommer la signora ud og tager mod bestilling: Cappuccino til Helle, espresso til mig og så en lille flaske vand naturale.

Bestillingen ankommer kort efter inklusive en udskåret cornetto med aprikosfyld samt en lille kande opskummet mælk. Her er godt at sidde.

Regningen lyder på 4 €, men da signora ved kassen ikke kan give tilbage på en tier, siger hun: "Domani" - i morgen.

Da vi når hjem til gadedøren, kommer Alfio på scooter. Buon giorno! Vi har et spørgsmål om affaldshåndtering, som vi får svar på.

Alfio siger, at han vil komme forbi senere med noget frugt fra haven. Det viser sig at være nogle gode, rød-hvide bær med sart smag. De ligner nærmest aflange hindbær, men er ikke så røde. Vi har set dem før, men ved ikke, hvad de hedder.

Resten af dagen sker der ikke det store. Vi får frokost og siesta, og jeg er en smut i supermarkedet for at købe brød og juice.

Det blæser op over middag, og krydstogtpassagererne (skibet kom 11:15) får sig en gyngetur til og fra moderskibet.

Vi klæder os godt på, før vi går ud til Angelina og får en aperitivo, og jeg får også betalt for formiddagskaffen.

Hos Angelo

Blækspruttesalat
Klik for større foto

Hos Angelo får vi blækspruttesalat til forret. Søster har også puttet nogle blåmuslinger i.

Dagens hapser er et stykke kold aubergine-lasagne. Helle vil prøve at lave den, når vi kommer hjem. Til hovedret får vi kødruller - involtini di carne.

Vi bestiller husets rødvin til, men Angelo kommer med en flaske Barbazzale, den Etna-rødvin Henrik Hadsund importerer til Danmark.

Jeg snakker kameraer med Angelo. Et af hans er gået i stykker, og nu overvejer han, om det skal sendes til reparation, eller … og han gnider tommel og pegefinger mod hinanden.

Hans Vespa er også gået i stykker, så det bliver nok ikke i nær fremtid, han kan gå på pension.

Vinden har lagt sig, da vi går hjem.