Home > Rejser > Ischia 2009

Ferie på Ischia, Napolibugtens grønne ø

Lørdag den 16. maj 2009

Vi skal til Ischia, Napolibugtens grønne ø. Ischia er ikke nær så kendt som naboøen Capri og heller ikke nær så overrendt af turister. Det passer os fint.

Ischia er nok bedst kendt for sine termiske bade, der efter sigende kan kurere de fleste dårligdomme. Jeg tvivler dog på, at bade kan kurere min høfeber, men vi rejser også bare for at holde ferie.

Vi har tilbragt et par dage i Napoli, og færgen til Ischia afgår kl. 13:55. På soldækket er der nogle få stole, som vil være i skygge under overfarten.

Det er som ferien først rigtigt begynder nu, hvor kølvandsstriben peger tilbage mod Napoli og Vesuvs profil. Færgen duver blødt, og der er skumsprøjt i luften.

Der er mange tyskere blandt passagererne, og nogle har svært ved at sidde stille. De må hele tiden hen til rælingen for at kigge og fotografere. Er det mon havet, der fascinerer, eller er det bare feriebegejstring?

En ældre herre sidder i solen iført kasket, jakke og trøje. Han må bestemt være sicilianer, mener Helle, for alle andre har det behageligt eller varmt i sommertøj.

Ankomst til Ischia og Posidonia Residence

Adskillige taxichauffører tilbyder deres tjeneste de første 100 m efter landgang, men jeg ryster på hovedet, for kortet viser tydeligt, at der ikke er længere, end vi kan gå.

Kortet viste imidlertid ikke, at vejen er belagt med ujævne sten, så kufferterne hopper og danser, og kortet røbede heller ikke, at vejen op til lejlighedshotellet er en skihopbakke uden lift.

Men op kommer vi, selvom det holder hårdt. Vi sætter os åndeløse foran Posidonia Residence, hvor vi har booket en ferielejlighed gennem In-Italia. Klokken er 15:50, og check in er kl. 16 - 19.

En fyr kommer rullende på en scooter, som ikke er spor forpustet. Han præsenterer sig som Francesco og giver hånd. Et øjeblik efter stikker han hovedet ud af døren og spør' på engelsk, om jeg er Mr. Bentzen? Jeg bekræfter med et enstavelsesord, og da pulsen er kommet ned i det grønne felt, hanker vi op i kufferterne og går indenfor.

Check in er uformel, og en anden ung fyr, Guiseppe, ledsager os til lejligheden. Vi har bestilt en 1-værelses uden havudsigt, men de har ikke så mange gæster på denne tid, forklarer Guiseppe, så vi har fået en 2-værelses med havudsigt uden ekstra beregning. Se, det var et smukt træk!

Lejligheden på Posidonia Residence

Lejligheden er ikke stor, men moderne og velindrettet. Der er masser af skabsplads og køkkenudstyr - dog ingen elektrisk kogekedel eller nordeuropæisk kaffemaskine. Skidt, vi kan koge tevand i en kasserolle til Helle, og jeg foretrækker alligevel espresso, og en espressokande er der selvfølgelig.

Fra den lille altan er der udsigt over byen Ischia Porto og til Castello Aragonese i Ischia Ponte sydpå. Napolibugten skinner blåt, og i det fjerne aner man Vesuvs profil. På den anden side af strædet ligger naboøen Procida. Der er et lille rundt bord med glasplade og to caféstole i jern. Stolene har gummidutter på fødderne, så de ikke skramler mod fliserne.

Dette er bare LÆKKERT! Skihopbakken var et uforudset motionstillæg, men uden den havde vi jo heller ikke denne flotte udsigt. Da vi har pakket ud, sætter vi os med friskbrygget espresso på altanen og bliver enige om, at livet kunne være betydeligt værre.

Et opslag på døren viser, at vi er her på den billigste årstid. I august, hvor italienerne holder ferie, koster lejligheden mere end dobbelt så meget.

I receptionen viser Guiseppe på mit udprintede kort, hvor vi kan finde et supermarked. Der er ikke langt, og da supermarkedet har åbent til kl. 20, beslutter vi os for at gå lidt længere udad og handle ind på tilbagevejen.

En tak længere nede mod vandet ligger en lang gade, Via Roma, med masser af forretninger og nogle restauranter. Det hele synes noget turistfokuseret, og vi finder ikke et spisested, som straks siger "Spar 2".

Tilbage på hovedvejen vender vi om og handler ind i supermarkedet. Det er i to etager og er meget velassorteret. Rovet bæres op ad bakken. Pyh!

Aften i Ischia Porto

Ved halvottetiden går vi igen ned ad bakken. Vi følger havnefronten et stykke og inspicerer spisesteder, men som forventet tager de sig betalt for havneudsigten.

Priserne er dog ikke afskrækkende, og hvis vi ville spare, havde vi vel bestilt en 1-værelses lejlighed, men tjenere prøver aktivt at hverve kunder, og jeg kan ikke døje den anmassende facon.

På et gadehjørne betragter vi folkelivet over kanten på et vinglas. Ud mod fortovet sidder unge italienske pyntepiger med kulørte drinks og kvidrer, når de ikke spiser snacks. Lokale familier går aftentur, og mange har en trøje over skulderen, selvom det for os nordboere føles ganske lunt.

En lille hund kommer forbi og vælter om på ryggen, da Helle nulrer den lidt bag øret. Vi sidder fint, men hvidvinen smager og lugter ilde, og tjeneren er en hoven fyr.

Aftensmad på Ristorante Ciro

Vi vakler lidt mellem forskellige spisesteder, men vælger så Ristorante Ciro, som ligger i Via Roma 33. Det viser sig at være så udmærket, at vi spiser her resten af ferien på Ischia.

Helle får pasta med laks, og jeg får gnocchi Sorrrentina, som er gnocchi med tomatsauce og mozzarella. Derefter får Helle cotoletta Milanese, som er et tyndtbanket paneret stykke kød. Jeg får en meget mør og meget stor bistecca (bøf). Husets rødvin er saftig og ikke uden krop. Vi er ved at revne og har ikke plads til dessert. Regningen lyder på 45,50 euro.

Ved nabobordene spiser italienerne, hvad der falder dem ind. Ét par starter med at dele en pizza og får dernæst østers. Så følger grillet fisk med kartofler til damen og skinke med mozzarella til herren. Man bestiller, deler og spiser som man har lyst, og det er en fornøjelse at se tjeneren partere og anrette fisken med en gaffel og flad ske.

Med fulde maver krabber vi os op ad bakken for tredje gang i dag. Støn!