|
Rom 2003
"Domus Nova Bethlem, buon giorno!"
Sådan omtrent lød det, da jeg sidst i april ringede til hotellet i Rom, for at høre om de havde et dobbeltværelse fra den 6. til 18. juni, hvor vi skulle på ferie i Italien. Det havde de. Ankomst til RomFredag den 6. juni 2003
Heden er intens, da vi fredag den 6. juni kommer ud af Fiumicino lufthavnen, og den er endnu værre i Leonardo-ekspressen kl. 13.37 mod Rom. Vi har med vilje lagt ferien i starten af juni før den værste varme. Hvem kunne vide, at det skulle blive den varmeste juni siden 1782? Nå, men det ved vi heller ikke endnu. Som for to år siden bor vi på Domus Nova Bethlem, et hotel på Via Cavour skråt overfor kirken Santa Maria Maggiore og tæt på hovedbanegården, Termini, hvorfra alle veje fører. Rundt om hjørnet ligger Caffé Fantini, og efter at have købt ugekort til busser + metro får vi en forfriskning og en bid brød under parasollerne, mens trafikken raser forbi i vildskab for at nå det, trafik nu skal nå. TrastevereVi har ikke travlt. Vi skal være her i 12 dage og har tid til en tiltrængt siesta, før vi ud på aftenen tager bussen til Largo di Torre Argentina og herfra sporvognen til Trastevere på Tiberens nordlige/vestlige bred. Enoteca Trastevere
Vores foretrukne vinbar Enoteca Trastevere ligger, hvor den plejer, i Via della Lungaretta. Vi slår os ned under parasollerne og bestiller vand plus et glas af den gode hvidvin, Greco di Tufo. Hvor er det godt at være tilbage! Alt synes ved det gamle. Den solide sortklædte kvinde sidder ved sit stambord og får sin fyraftensøl, og i døren ligger den gamle lavbenede terrier med hovedet på poterne og kigger ud under pandehåret. Med mellemrum inspiceres og markeres territoriet med ejermine, og enkelte forbipasserende får et myndigt bjæf med på vejen.
En japaner (?) stopper op og synger italienske serenader. O Sole Mio af en japaner i korte bukser, blå sandaler og rød kasket. Ja, hvorfor ikke? Hans spinkle stemme kunne dog have godt af noget mere jomfruolie. Servitricen sætter sig og snakker med den sortklædte. Det kunne være mor og datter. Den endnu ældre gråhårede kunne være bedstemamma og behandles med kærlig respekt, men hun bor vist bare ved siden af. De tre generationer af italienske kvinder går helt i selvsving over en meget lille og meget blond turist i lyserødt tøj. Der kysses og der krammes og der leges og der snakkes. Babysprog er internationalt. Da forældrene gør mine til at gå, udspilles en større afskedsscene, og ungen, der sikkert aldrig har fået så megen opmærksomhed, vinker henrykt tilbage. Ved siden af caféen forsøger en langhåret italiensk mand forgæves at få mønttelefonen til at virke. Man må beundre hans ihærdighed, for gang på gang indkaster han den samme mønt, som automaten prompte spytter ud igen. Da han endelig giver op, er det med en ed om disse forbandede italienske telefoner, der aldrig virker. Der passerer mange forbi vores oase. Nogle lokkes som vi af parasollernes skygge, og det summer af samtaler på mange sprog. Sådan er det i Rom: sæt dig et sted, og livet folder sig ud. Osteria der Belli
Vi spadserer en tur i kvarteret, og det lykkes os at miste orienteringen i labyrinten af smågader. Vi finder dog tilbage og spiser på Osteria der belli. Det er godt. Til forret får Helle skiver af røget sværdfisk og jeg sardinske ravioli. Som anden ret får vi saltimbocca alla romana med en lækker tomatsalat. Hertil husets røde sangiovese og mineralvand. Vi slutter af med espresso. Under middagen spiller et gade-band med sax, bas, guitar og violin. De spiller helt godt, og vi giver gerne en skærv under kollekten. Et par knægte med harmonika dukker også op, men får besked af tjeneren om at forføje sig. Da vi spadserer ned mod Viale Trastevere og sporvognen, er der tykt af mennesker i Via della Lungaretta. Mest turister, men også italienere. Det er et rent marked med gadesælgere, der har sat borde op overalt, hvor de faldbyder alt muligt ragelse. Der er også flere tiggere, end vi husker fra 2001. Én sidder læner op ad en husmur. Ved siden af sig har han en hund med 4 meget små hvalpe. De ligger næsten urørlige, hundene altså. På et papskilt står noget, som starter med: "Abbiamo fame…", vi er sultne. En sigøjnerkvinde bærer et barn på armen, går pågående ind i din bane og rækker et plastickrus frem, så du må vige udenom. Vi erindrer ikke, at der var sådan et cirkus sidste gang. Bus nr. 70 holder lige ud for Caffé Fantini, hvor den engelske indehaver går rundt og hygger om gæsterne i den lune aften. Han har et godt snakketøj. Vi er i seng lidt over midnat. Herunder er der links til de følgende sider. Du kan også navigere fra menuen i top og bund.
|
