Home > Rejser > Sæby 2018 > Spadseretur og respekt

Spadseretur og respekt

Morgenmaden på Hotelpension Aahøj indtages i den lyse og luftige udestue, som er møbleret med rustikke, afsyrede borde og stole.

Da vi var her i oktober 2016, buldrede det i pejsen, men det ville være malplaceret i sommervarmen.

Morgenmaden er en buffet af økologiske lækkerier: Blødkogte æg, hjemmebagt brød, boller og rugbrød, müesli, oste, skinke, pølse, marmelader, honning, ymer, jordbær, blåbær, sydesalt, friskpresset appelsinjuice m.m.

Jeg ville ønske, min appetit var bedre om morgenen, men det laver man ikke sådan om på, og morgenmaden på Aahøj er ikke det eneste, der vidner om Camillas kvalitetsbevidsthed. Det er ikke tilfældigt, at der i biblioteket ligger en stak "Bo bedre".

Skønt sengene er gode og brede, sov vi dårligt og vågnede tidligt. Måske var der lidt for varmt, måske var der for fremmede lyde, måske er vi ikke gearet ned endnu.

Klik for større billede.

Spadseretur i Sæby

Hvorom alt er, er vi ikke ladet med energi, men op ad formiddagen går vi da en tur. Gennem gågaden til museet og langs åen til havnen, hvor vi går op til Algade og retur til gågaden.

Der er overskyet og lidt koldt, så vi har jakker på. Mon ikke solen får magt senere? Algade er Morten Korch-idyl med gule byhuse og stokroser. Glaspusteren puster foran sin hvidglødende ovn, og ravsliberen sliber, men vi går ikke ind.

Vi stikker hovedet ind på Bella Firenze på torvet og bestiller bord til i aften. Vi ved af erfaring, at der er ventetid, hvis man som de fleste kommer uanmeldt.

Ved slagteren har vi købt håndmadder til frokost. Dem indtager vi senere på værelset, og så er det tid til siesta. Jeg kan dog ikke sove; der er snik-snak fra fællesarealet, og senere starter støvsugeren, men det er godt at ligge lidt.

Ved totiden har solen fået magt, og vi nyder livet på terrassen med krydsord, sudoku, computer og strikketøj. Indtil kaffetørsten melder sig.

Vi slentrer ned til Café Mathilde og får espresso og vand i skyggen udenfor. Der er stadig overraskende få mennesker for sæsonen, men det gode vejr holder dem sikkert i sommerhusområdet og på stranden.

Lige over for caféen ligger en Vero Moda-butik. Et norsk ægtepar med to teenagedøtre gør holdt, og kvinderne forsvinder ind i forretningen.

Udenfor står far og ved ikke rigtig, hvad han skal gøre af sig selv, mens pigerne ransager butikken. Han ser lettet ud, da de efter en tid lang dukker op med rovet i bæreposer.

Vi går hjem til terrasselivet.

Aften med respekt på Bella Firenze

Claus og Klaus spiller på torvet. To mænd, to guitarer. Noget er country-inspireret, og resten er gamle numre af bl.a. Shubidua og Kim Larsen.

Der er som ventet fyldt op både ude og inde på Bella Firenze, og de har meget travlt. Godt vi reserverede bord.

De unge mennesker, som serverer, har drøntravlt. De er ikke professionelle, og indehaveren må styre slaget med fast hånd. Tonen er bestemt, men de skal lære at prioritere. Fx er det vigtigere at rydde borde end at dække dem.

Jeg tror, at indehaveren er fra Mellemøsten. Han taler godt dansk, bærer grå kasket og styrer med overblik sin restaurant gennem stormen.

Vores tjener er ældre end de mange unge. Han er høj og ranglet, håret har været klippemodent en måneds tid, og han er kultiveret og venlig.

Dog mangler han og hans unge kollegaer den professionelle tjeners øje på hver finger. De haster af sted med én opgave af gangen uden at se til siderne.

Helle bestiller en brasiliansk oksefilet, jeg en plankebøf, og hertil får vi en okay rødvin, som efter sigende er fra Piemonte, men det er etiketten for beskeden til at indrømme.

Vinen er alt for varm, og det hjælper gevaldigt at overføre nogle isterninger fra de store glas med isvand.

Bøfferne er okay, tilbehøret lala, men hvad kan man forvente til den pris?

Vi bestiller is til dessert og hertil to Amaretto (italiensk mandellikør). Vi må forklare den ranglede tjener, at likøren står på kortet, og at flasken ser sådan og sådan ud.

"Det har jeg ikke prøvet at servere før, tak!" siger det høflige menneske.

Isen lader vente på sig, og på et tidspunkt kommer indehaveren hen og undskylder: Isen er ikke glemt, de har bare travlt i køkkenet.

Isen ankommer. Anretningens kunstneriske indtryk vidner om travlheden i køkkenet, men isen smager godt, og tjeneren fandt den rigtige flaske.

Da vi har gjort rent bord, fanger jeg indehaverens blik under kasketskyggen og beder om regningen. Dén kommer hurtigt. Jeg skimmer den og siger, at der vist mangler to Amaretto.

Han konsulterer den ranglede og vender tilbage med en ajourført regning. Da jeg betaler, og vi forlader stedet, hilser han os højlydt med ordet "Respekt!" mere end én gang.

Det er ikke et ord, vi danskere bruger så meget i positiv sammenhæng, så mon ikke han har en fortid i et miljø, hvor det at have "ansigt" betyder noget.

Det er tankevækkende, at ærlighed udløser respekt. Jeg håber, at episoden ikke gav for mange hug til den ranglede.