Rejsen til Siracusa 2014
Vi skal til Rom for at rejse videre til Limoncello-land, Sicilien. I Rom er himlen blå, og der er mindst 20 grader i skyggen. Trøjen ryger i kufferten - på Sicilien bliver det endnu bedre. Der er nogle timer til afgang, men da vi skal flyve med Alitalia, kan vi tjekke ind med det samme i terminal 1, komme gennem security og få frokost. Ankomst til SicilienFlyet lander i Catania kl. 18. En ung mand venter med et skilt: "BENTZEN". Denne luksus har vi bestilt hjemmefra. Ranglede Peppe står ved siden af og peger os ud. Peppe kørte os sidste år, og vi hilser i forbifarten. Det går stærkt på motorvejen. Vi undgår myldretiden og er fremme på knap 50 minutter. I fjor tog det noget længere tid. Langs indfaldsvejen til Siracusa er der citruslunde, faldefærdige huse og deciderede ruiner. I byens banegårdskvarter er der store huller i vejen, og husene er også i en sørgelig forfatning. Første gang tænker man uvilkårligt: "Hvad er det da for et hul, vi er kommet til?" Siracusa har god plads til avancement i byernes skønhedskonkurrence - altså Siracusa på fastlandet, hvis man da kan kalde Sicilien for "fastland". Men når man passerer broen til Ortigia, øen med den gamle by, ændrer billedet sig. De gamle huse her er i bedre stand, forfaldet er mere ædelt, og selvom palæerne ikke har fordums glans, udstråler de alligevel værdighed.
Det var her, grækerne slog sig ned i 734 før vor tid. Velsagtens fordi øen var nem at befæste, og fordi kilden, som i dag hedder Fonte Aretusa, også dengang løb non stop. Siracusas spændende historie har jeg skrevet om før, fx her. Lejligheden i Via Salomone
Vi har lejet en lejlighed i Via Salomone, i hjertet af den gamle labyrint og 5 minutters gang fra Piazza Duomo. Det er vist Lilla og Massimos største og bedste lejlighed, og der er tagterrasse og elevator. Billeder kan ses her. Den lille købmand rundt om et par hjørner har brød, vand og vin, og da vi har pakket ud, sidder vi lidt på tagterrassen og nyder freden. En stillits synger jublende, pibende mursejlere flintrer rundt på aftenhimlen, og hunden på naboaltanen gør af dødsfjender nede på gaden. På Lungomare Alfeo ligger Cafe del Mar perfekt til en aperitivo med havudsigt. Solen har gavmildt efterladt en rødmende strimmel over bjergenes silhuet. På Osteria da MarianoOsteria da Mariano ligger i en gyde rundt om hjørnet. Det er vores yndlingssted for indtagelse af sicilianske lækkerier. Gensynshilsnerne er hjertelige. Paolo giver hånd, og vi skal redegøre for vores velbefindende, før vi får lov at sidde. Ungtjeneren kommer farende og spørger: "Aqua naturale o gassata?"
Det er en selvfølge at drikke vand, medmindre man vil have øl, og brød kommer også på bordet, før vi kaster os over husets antipasta med specialiteter fra Monte Iblei. Maden er traditionel, men restauranten er skam forandringsparat. For tre år siden var det fx næsten umuligt at få et menukort. Man bestilte i dialog med tjeneren, men nu lander menukortet automatisk. At der så er flere retter på kortet, de ikke har, opvejes vel af de retter, som ikke står på kortet, men som man kan få. Vi springer primoen (typisk pasta) over og får lammekoteletter som hovedret. Vi glemmer helt at bestille tilbehør, men det gør ikke noget: Den sicilianske appelsinsalat er fremragende, og brødet er frisk. Husets dessert serveres uopfordret. Det er kandiseret ingefær, karamelflager med sesamfrø og sød moscat-vin i en flaske med patentprop. Vi går trætte hjem. Ferien er kun lige begyndt, det er en jublende fornemmelse.
|
