Sandino og restaurantens hierarkiOsteria da Mariano i Siracusa har som så mange arbejdspladser et hierarki, og tjeneren Sandino er i bunden. Vi kalder ham "hundehvalpen". Det er venligt ment, for vi kan godt lide hundehvalpe. Uanset hvor meget de andre hundser med ham, logrer han med sin imaginære hale, smiler, er glad og løber. Han er på pletten, når der skal ryddes af og dækkes til nye gæster. Han er glad, hvis han kan vise dem til rette, og mumler "pane, pane!" når han styrter af sted efter brød.
Når de andre tjenere har taget mod bestilling, får Sandino besked om at servere vin:
Han løber ikke sådan rigtigt, det ville nok være upassende, men han går meget hurtigt med lange skridt i sine sorte, fornuftige sko, og armene er strakt i en vinkel fra kroppen, som vil han slå med vingerne og lette om et øjeblik.
Det er sikkert en praktisk arbejdsfordeling, for der er ofte travlt på Mariano, og hvis Sandino serverer vinen, kan tjeneren komme videre til næste bestilling. Vi har oplevet, at han var i færd med at dække et bord, og da der blev sagt "Sandino!", adlød han straks og lod knive og gafler falde på bordet med stort spektakel. Sandino må være født glad. Smilet kommer indefra. Men der er nok også en grund til hans plads i hierarkiet. Da vi trådte ind fredag aften, var han på pletten og anviste glad bordet nærmest døren, men blev underkendt af overtjenerens "No, no, no!" - stamkunder skal ikke sidde i træk fra døren. Sandino glemmer også at løsne vandflaskens skruelåg, men han sætter den på bordet med et stort smil og et "prego". Det er svært at bedømme hans alder, men jeg vil tippe den til 40-45 år. Nogle af de andre tjenere er afgjort yngre, så alder spiller åbenbart ingen rolle for hierarkiet. Paolo
Hierarkiet toppes af Paolo, som vistnok er indehaveren. Han går rundt og er gudfaderlig, byder velkommen og tager afsked, giver kindkys eller hånd alt efter relationen. Han kan godt hjælpe, når der er allermest travlt, men det er ikke en hjælp, han rutter med. Paolo tager mod betalingerne, og hans lommer svulmer. Tjenerne undtaget én bærer uniform: sorte bukser, hvid skjorte og sort vest. Sandino bærer dog ikke vest. Paolo er typisk i grå eller lyseblå bukser, hans skjorte er bukket op i manchetterne, og så har han ofte en trøje skødesløst draperet over nakken. Han har værdighed, og han bruger sin charme. Han ligner en, der gerne vil køre i en hvid sportsvogn med soltag, så det gør han. Fiat. Paolo ville så gerne tale mere med os, men han kan kun italiensk, og der kommer vi til kort, hvis der skal konverseres. Det nærmeste, vi kom denne gang, var da Paolo spurgte, hvor vi var henne sidste år, og jeg svarede: "Siamo stati a Polignano a Mare". Men den havde jeg også øvet mig på, jeg havde forudset spørgsmålet. Paolo lod med komisk kropssprog forstå, at Polignano a Mare er mondænt. Måske er det den haltende verbale kommunikation, der gør, at Paolo ofte giver min skulder et klem, når han passerer. Helle kalder han "principessa" (prinsesse). Han er en charmør, er han. OvertjenerenOvertjeneren har et langt, magert og furet ansigt, som ikke gør meget for at skjule kraniets form. Tandsættet er ligesom fremskudt. Hesteansigt, sagde man engang. De røde briller fik han for 2-3 år siden. Farven er lidt af et stilbrud, men de klæder ham på en måde - de lyser op i det lidt strenge og koncentrerede. Han har fuldstændig styr på, hvad alle i den store restaurant har fået, selvom der er drøntravlt. Han husker og regner som en computer. Regningen skrives på en ulæselig lap, som man så afleverer til Paolo ved kassen, når man skal betale. Finanspolitiets besøg
Det kører ikke helt efter bogen. Loven kræver vist, at kunden får en bon fra et kasseapparat, så skattemyndighederne kan have styr på indtægterne, men kom nu ned på jorden, ikke? Vi er i en dunkel, siciliansk gyde, og der er langt til Rom og Milano, meget langt. For nogle år siden oplevede vi, at finanspolitiet "angreb" restauranten. Det tog Paolo helt roligt. Han bød dem velkommen og forsvandt ind i et baglokale med de to flotteste uniformer. Der var de omtrent så længe, som det tager en siciliansk revisor at drikke en kop espresso. Så kom de ud igen og tog pænt afsked. De andre tjenereDer er én af tjenerne, der ikke bærer uniform, men som blot er velklædt. Han synes mere betroet end de andre, serverer sjældent og kan lejlighedsvis tage mod betaling, hvis Paolo ikke lige er der. Måske er han familie. Og så er der en to-tre andre tjenere, som serverer og rydder af, hvis ikke Sandino er i nærheden til at gøre det. Tirsdag aften, hvor restauranten havde lukket, så vi Sandino nede ved Fonte Aretusa. Han var i grøn T-shirt og sad uden for en isbutik med familien. Han så os ikke, men han smilede. Vi har passeret Osteria Mariano i dagtimerne, hvor Sandino sad på hug og fjernede cigaretskodder o.l. fra blomsterkummerne udenfor. Han sang muntert for sig selv. Sandino er bare glad af natur.
|
