Pinsesøndag kl. 10 ringer det katolske vækkeur: kirkeklokker bimler og bamler for at kalde til messe. Mine sidste bønner er i espressokoppen.

Kirkeklokkerne får den sorte hund på altanen skråt overfor til at hyle fortvivlet. Hvis jeg ikke allerede var stået op, ville jeg stemme i.

På vej til supermarkedet passerer vi en af de mange kirker, og indenfor synger menigheden glad akkompagneret af en guitar. Hvad skete der med orglet? Og mens bønnerne lyder i kirkerne, køber jeg bønner i supermarkedet – espressobønner forstås.

Vi skal også have toiletpapir. Pakkerne står i høje stabler på en hylde over hovedhøjde. Det kræver stige at nå den øverste pakke.

Her er det sikkert meningen, at man skal tilkalde en serviceivrig butiksassistent, som så finder en stige i baglokalet og tilkalder en kollega med stigecertifikat.

Det vil jeg ikke vente på, så jeg griber den nederste pakke (den jeg kan nå) og trækker den ud i ét hurtigt ryk.

Tyngdeloven bekræftes igen. Stablen ovenover udfylder det opståede tomrum og svajer faretruende som i en tegnefilm, men kun den allerøverste pakke mister balancen og lader sig falde ned i min favn.

Sådan en dag kan intet gå galt!

Afslapning

Skønt intet kan gå galt, laver vi ikke andet resten af dagen end at slappe af, hjemme og på Café del Mar. Vi har for længst set de seværdigheder, vi gider at se, og denne ferie er dedikeret til afslapning.

Jeg får dog ringet til Lorrie, vores vært i Giardini Naxos, og vi aftaler, at hun henter os på stationen tirsdag 10:45. Så er det på plads.

Aperitivoen på Café del Mar bliver til to glas. Der er så dejlig varmt og smukt, at vi ikke kan få os til at smutte, før solen er gået ned.

På vej hjem bliver vi overhalet af tre biler fra Guardia di Finanza, ”finanspolitiet,” og vi siger spøgende, at der nok skal være razzia på Osteria da Mariano i aften.

Skatteundragelse er et stort problem i Italien, og Osteria da Mariano er en af de restauranter, som ikke rutter med lovbefalet kassebon eller kvittering. Overtjeneren skribler noget på en lap papir, man afleverer lappen ved ”kassen,” betaler, og lappens korte liv er omme.

Da vi kommer derned, er der ikke helt så travlt som i går. Vi springer antipastaen over og får pasta efterfulgt af mixed grill.

Mens vi deler de delikate penne i rig sauce med mandelmel og spaghettien i skarp tomatsauce med ansjos, træder to repræsentanter for Guardia Finanza ind ad døren. Det er en mand og en høj dame, og de er iført flotte operetteuniformer.

”Så er Fanden løs!” tænker jeg. Indehaveren materialiserer sig, og sammen forsvinder de ud af syne til et sted i restaurantens indre.

Måske skulle betjentene bare have en kop kaffe, for der går ikke lang tid, inden de igen forlader stedet. På den tid kan de umuligt have undersøgt noget som helst.

Hvis de ville knalde stedet, kunne de bare postere en betjent for hver ende af gyden, og så bede gæsterne, som forlader stedet, om at vise den kvittering, de skulle have haft.

Man kan forestille sig så meget, og i det italienske samfund (for ikke at nævne det sicilianske) er der mange underfundige traditioner med mange år på bagen.

Indehaveren ser helt rolig ud og vinker, da vi går.