Der er kommet et nyt museum i Siracusa, et Arkimedes-museum. Han er byens berømte søn, og museet ligger meget passende på Arkimedespladsen.
Nogle af Arkimedes’ matematiske og geometriske landvindinger gennemgås, som fx at han beregnede pi med 100 decimaler, og så er der fine ”hands on” demo-maskiner, som gør det abstrakte håndgribeligt.
Et plus er også den dæmpede guitarmusik – Bach. Museet er et oplagt udflugtsmål for skoleklasser og barnlige sjæle.
Fra museet slentrer vi gennem en labyrint af gamle gader og kommer ud i lyset ved ruinerne af det gamle Apollontempel.
Vi får en kop kaffe på en dyr bar over for marinaen. En flok spejderpiger standser ved vores bord, og en hvalpebuttet pige skubbes op foran. Hun spørger genert, men på nydeligt engelsk, om vi vil støtte deres spejderlejr ved at købe noget.
Helle spørger, hvad de sælger – det er jo en del af gamet. Pigen rækker en lille gul kurv frem, og Helle spørger, hvad den koster. Svaret er: ”An euro or whatever you like.”
Vi køber en af de små kurve, som pigerne sikkert har brugt vinteren på at fremstille. Så er vi også fredet for de andre spejderflokke.
Spaghettifrokost
Under de skyggefulde træer langs havnefronten pådrager Helle sig et myggestik, og så går vi op til frokost på spaghetteriaet, do Scogghiu, hvor vi har spist før.
Det kan varmt anbefales – fremragende pasta. I dag vælger vi spaghetti puttanesca, som er med tomatsauce, sorte oliven og pancetta (italiensk bacon). Forrygende godt. Helle får en rød dråbe på brystet, men den kan heldigvis fjernes, da vi kommer hjem.
Bryllupper
Lørdag er bryllupsdag. På vores tur så vi to gange bryllup, og det ene i domkirken. Ja, vi var altså ikke inde, men brudeparret stod udenfor i fuldt skrud.
Det anses sikkert for særlig romantisk at blive gift i Siracusas gamle by, ganske som vi så adskillige bryllupper i Cefalu i 2010.
Og bagefter skal det lykkelige par foreviges. I flere timer turer de rundt til de mest romantiske pletter med et team af fotografer, som tager fotos og video. Det må være hårdt.
Jeg tror, det måske er en pakkeløsning, hvor alt arrangeres.
Fennikelpølse hos da Mariano
Vi går relativt tidligt ned til da Mariano. Lørdag er en travl dag, og vi ved, at der kommer mange.
De har allerede forrygende travlt, men indehaveren, der svæver over vandene med sit lyse overskæg, får os bænket lige inden for døren.
Han spørger, om vi vil have bruschette, vi siger ja, og pludselig dumper siciliansk antipasti for to ned på bordet som ved Harry Potter-magi.
Jeg fanger en tjener i flugten og får bestilt vin – vandet er kommet som en selvfølge. Senere lykkes det at få to menukort, og vi bestiller stegt pølse med en salat til deling.
Pølsen ligner en medister, men pølseskindet bedrager. Denne pølse har intens kødsmag, og det dominerende krydderi er fennikel. Himmelsk!
Den store restaurant er fyldt op, og tjenerne næsten løber. På et tidspunkt er der kø udenfor af ventende gæster. Men der er styr på kaos. Jeg beundrer professionalismen og tør slet ikke tænke på, hvordan det må være i køkkenet.
Til slut får vi serveret de sædvanlige stykker kandiseret ingefær og karamelliserede sesamfrø, men fordi jeg bad om to limoncello, får vi ikke den sædvanlige flaske med moscato, men derimod en lille flaske hjemmelavet limoncello.
Den er ikke helt så sød, som man er vant til, og så har den skarpere smag af citronolie. Fantastisk!
Jeg vil blive her. Jeg vil ikke hjem …
Jeg har tænkt på, hvad jeg kunne trøste dig med og fremhæve her f.eks vejret, maden, og arbejdet, men nej jeg giver op og ønsker jeg bare fortsat god tur.
Man skal kende omstændighedernes begrænsninger. 😉 Og: Tak.
Du må se, om ikke du kan få arbejde hos det reklamebureau, der laver Spies’ reklamer. Sjovt nok, så har jeg aldrig været ked af at komme hjem fra en ferie. Et par uger væk fra ens “sager” er nok til at få mig på andre tanker.
Ja, jeg ville da se på arbejdet med friske øjne! Jeg modtager ikke reklamer og zapper væk, så snart de dukker op på skærmen.
Misundelig…nej, ikke mig. Det ser herligt ud. Man skulle tage sin pension, og blive på et sådant sted. Lige til man ikke gad mere, og så videre til et andet. Verden er jo fuld af dejlige steder.
Hvad jeg laver, jo jeg arbejder bare igennem. Fortsat god tur.
Det er skam herligt, så længe det varer. Din pensionsmodel lyder tiltrækkende 😉 Træls at du må knokle sådan, men desto sødere er ferien, når den endelig kommer.
Jeg forstår godt, at du vil blive – som de siger hos Spies: ‘Ferier, du ikke vil hjem fra’. Alene det at kunne være ude det meste af døgnet, vel at mærke uden at fryse, det at spise godt og spændende hver dag, det at kunne sidde udenfor og nye et glas kølig hvidvin og kigge på de forbipasserende. Jeg har aldrig været på Sicilien, men dine rejsebeskrivelser og bloggen giver mig lyst til at prøve det.
Det med ferie er jo generelt en velbehagelig ting, men at man kan tilbringe den under disse himmelstrøg gør den ikke ringere. Sicilien kan anbefales. Her er ikke så billigt som i Grækenland, og der er mere sprogforbistring, men så er der så meget andet … 🙂