Jeg har spist talrige pizzaer i flere europæiske lande, men den bedste har jeg fået i fiskerlejet Panteli på den græske ø Leros.

Det lille pizzeria i Panteli har eksisteret nogle år, men først sidste år besøgte vi stedet og blev overraskede.

Pizzaen var klart den bedste, vi nogensinde havde fået. Det er ikke fyldet, jeg taler om. Enhver pizzasnedker kan (hvis han vil) finde ud af at putte velsmagende fyld på – nej, det var bunden, eller brødet om man vil.

Ikke blot var bunden velsmagende og svampet, men den hævede kant forblev skærbar, hvor det ellers er normen, at den ”størkner” på 5-10 minutter og ikke er til at skære, medmindre man virkelig lægger kræfter i.

Selv de bedste pizzaer, vi har fået i pizzaens hjemland (fra Venedig i nord til Sicilien i syd), står ikke mål med pizzaen i Panteli.

Baggrunden

Tjeneren var en mand i tyverne, som talte både græsk, engelsk og italiensk. Der stod 9 borde på terrassen, og indenfor var der et par borde til dårligt vejr.

I et hjørne på terrassen viste et fjernsyn italienske TV-shows med letpåklædte kvinder, reklamesmil og fanfaremusik.

Da vi skulle betale, priste jeg pizzaen i høje toner og sagde, som sandt var, at det var den bedste pizza, jeg nogensinde havde fået.

Tjeneren takkede og fortalte, at hans sicilianske stedfar stod for pizzaerne.

Af og til havde vi set stedfaderen, når han kom ud i det fri for at komme lidt væk fra den varme stenovn, få en smøg og en tår øl.

Han var en mager, læderbrun mand med høgenæse, gråt hår og et ansigt mere furet end Tollundmandens. Ikke særligt høj, velsagtens omkring 1,65. Formentlig var han først i 70’erne, men det var umuligt at afgøre, om furerne var gravet af sol eller alder.

Der forlød ikke noget om, hvad der havde bragt ham fra Sicilien til Leros. Jeg spurgte ikke, og derfor har fantasien frit spil.

Vi spiste der en gang eller to mere, og pizzaernes kvalitet var stabil.

Et år senere

Forleden dag, et år senere, vendte vi tilbage til det lille pizzeria i Panteli. Græsk mad er godt, men forandring fryder.

Fjernsynet i hjørnet viste en C-film med Bud Spencer i hovedrollen som øretæveleverandør. Filmen var eftersynkroniseret til italiensk, men heldigvis var der skruet godt ned for lyden.

Pizzaen var lige så god som i fjor, og da jeg sagde det til tjeneren, fortalte han, at stedet desværre skulle lukke den 14. september (i dag). Udlejeren har opsagt lejemålet, og stedfaderen har nået en alder, hvor han kun kan vælge at gå på pension.

Jeg spurgte tjeneren, om han selv har planer om, hvad der skal ske. Det har han ikke konkret. Han har en japansk kæreste, så måske tager han til Japan.

Det lyder vidtløftigt og kan meget vel være en trøste- eller afværgehistorie. På den anden side er jobmulighederne ikke gode på Leros, og mange græske unge søger til andre EU-lande, så hvorfor ikke Japan?

Men trist er det. Vi kommer til at savne Europas måske bedste pizza.