Lørdag var der fuldmåne. Vi havde glædet os til at se den drysse sølv på havet, men blev snydt af feriens første skydække.
Helt snydt blev vi dog ikke. Den svage vind gav næsten havblik, og bugtens vand blev som kviksølv.
Havet blev som kviksølv
Vand
Søndag blev indledt med stille, silende regn i nogle timer. Regnen var velkommen, for alt er meget tørt, og der er kritisk vandmangel på Leros og de andre øer i regionen. Så stor mangel, at myndighederne kalder det en nødsituation.
Det er ikke nyt. Der er to nye afsaltnigsanlæg på tapetet, men det græske bureaukrati kværner ikke hurtigt. Den samlede afsaltningskapacitet skulle blive 2000 m³ om dagen, men lad os nu se.
Mens vi venter, smager vandhanevandet af salt.
Fra varmt til tempereret
De første dage, efter vi ankom, var der 27-29° i skyggen. Det gav nogle dejlige lune aftner på stranden, men nætterne var varme. Siden er temperaturen faldet til 20-23°. Det kan være køligt i skyggen, når nordenvinden puster, hvad den gerne gør, men i solen er der meget varmere.
I slutningen af september falder antallet af turister en del. Så meget, at strandcaféen ikke gider udskifte solsengene med borde hen under aften. Med blæst og de faldende temperaturer har tavernen, Psaropoula, flyttet borde indenfor og sløjfet servering helt nede ved vandet.
I bugten er der ikke nær det antal lystyachter for anker, som der var, da vi kom. Vi fantaserer af og til om, hvordan det ville være med sådan et flydende sommerhus (med besætning naturligvis), men det bliver ved snakken – det kniber med handlekraft og den slags.
Ved det gamle
Alt synes ved det gamle. Sådan da. Der er lukket flere butikker i Platanos. Bageren på Platanos’ torv lukkede sidste år, vistnok pga. alder.
Den anden og nu eneste bager i Platanos har installeret en stor espressomaskine, og det giver ham vistnok caféstatus, så han ikke længere skal holde lukket om søndagen. Snedigt!
Skobutikken på hjørnet lige før torvet har drejet nøglen om, vistnok også pga. indehaverens alder. Og dog, det var måske sidste år? Ingen har overtaget butikken, der synes end ikke at være ryddet op i vinduet.
Den lukkede skobutik
Til gengæld er der åbnet en elcykeludlejer på samme strøg. I dag gik jeg ind i butikken for at høre, hvad det koster: 15 euro for en dag, og 10 per dag derudover. Det er til at overkomme, hvis vi pludselig skulle blive energiske.
Tøjbutikken skråt over for supermarkedet eksisterer stadig. Den har i mindst 10 år haft 70 % rabat på et eller andet. De 70 % står malet på vinduet; måske kan de ikke få det af.
Pengeautomaten på torvet virker igen. Den var ellers i udu sidste år, hvor jeg måtte gå ned til Agia Marina og et stykke ud mod Alinda for at finde et alternativ. Men det er ikke så vigtigt med kontanter mere, brugen af kort nærmer sig danske tilstande.
På torvet står en kort-telefon. Altså kortbetaling, ikke mønter. Om den virker, aner jeg ikke, men den ender vel snart som museumsgenstand.
Korttelefon på torvet
Hen under aften får vi en rituel aperitif på strandcaféen i Panteli. Vi sætter os bare, så kommer tjeneren med to ouzo, vand og en lille mezé (små hapsere som oliven, tomat, agurk, rødbeder, marinerede ansjosfileter o.l.).
En græsk trold på stranden
Så sidder vi bare og vegeterer, mens solen går ned, og himlen rødmer. Da ferien var ung, kunne vi sidde i T-shirts, nu skal vi have en trøje på.
Den søde servitrice på torvecaféen spørger heller ikke, hvad vi skal have. Hun kommer af sig selv med en græsk kaffe (”with a little bit of sugar”) til Helle og en espresso til mig. Med kaffen følger to flasker vand og to småkager. Prisen er overkommelige 3,5 euro, og vi lader den ene vandflaske stå uåbnet.
På torvecaféen sidder man i skygge og læ, det er et godt sted. I dag sad der tre præster i kakkelovnskostume, da vi kom, og de sad der, da vi gik. Jeg ville gerne have taget et billede, men kunne ikke få mig til det – selv præster med fuldskæg har vel ret til privatliv.
Ferien lakker mod enden
Nu kan der jo nå at ske meget på denne action-ferie, men ellers er programmet, at vi flyver til Athen fredag den 9. oktober, om vejrguderne vil. De små propelfly er vindfølsomme, og aflysninger forekommer hyppigere end sjældent på denne årstid.
Det kan være irriterende, men vi skal ikke hjem og passe et arbejde. Vi er frie fugle.
Relateret:
Det var en fin billedrundtur, ledsaget af en god beskrivelse, du gav her.
Vand som kviksølv … hvor malende … de ord ville jeg ønske, jeg selv havde fundet på.
“..tre præster i kakkelovnskostume..” 😀 – jeg beundrer din rygrad. Jeg tror ikke jeg havde kunnet modstå fristelsen til at bringe et billede af dem.
Lystyachter har også optrådt i vores drømme, men som i jeres med fuld besætning. I drømmene lider man heldigvis ikke af pengemangel.
@Ellen
Havde du set vandet lørdag aften, var ordet kommet helt af sig selv.
Det var fristende at tage et billede af kakkelovnene, men jeg er ret strikt på det punkt. Jeg kunne selvfølgelig have spurgt om lov, men altså …
I drømme kan man være von And, og det kan være ganske sjovt 🙂
Det lyder som den perfekte actionferie: havblik som kviksølv, ouzo ved solnedgang, småkager til kaffen og tre præster, der har siddet så længe på caféen, at de må regnes som inventar.
God vind til propelflyet – og skulle I strande på øen, er der jo altid mulighed for at leje en elcykel. Hvis I altså kan mobilisere kræfterne.
@Uffe
Ja, der bliver gået til den 😉
Skulle vi strande pga. vind, gør det ikke så meget, bortset fra at man skal have bøvlet med at ombooke fly fra Athen til Dannevang.
Meget på øen forekommer efter beskrivelserne at være i lavt gear, hvilket kan være sundt nok. Men man(d) sidder også tilbage med tanker om, f.eks. hvad hvis befolkningen skal anskaffe større møbler, hårde hvidevarer etc.? – Ingen butikker (som mange steder i DK), købes der så via nettet (hvis det er anvendelse?).
I min nuværende lille hjemby på Vestfyn (aktuelt 21 C i skyggen) er marinaen fyldt med både i næsten alle størrelser. Der ligger for x mio. kr. Så tænkes ”timeprisen” for anvendelse og tiden til vedligehold. Hvis jeres interesse er stor nok, kunne starten være at leje en båd og lade en græker sørge for transporten ligesom på film.
@Erik
Jeg bliver dig svar skyldig i spørgsmålet om anskaffelse af større ting som fx hårde hvidevarer, møbler og deslige.
“Storbyen” Lakki synes velforsynet med butikker, men logistikken og omkostningen til lagerbinding i et øsamfund på størrelse med Samsø må lægge en dæmper på mulighederne. Jeg formoder, at man i nogen grad må bestille over nettet eller via en lokal forhandler – ganske som i danske øsamfund.
Det kan være sjovt at lege med tanken om at besejle Middelhavet i eget eller lejet skib med besætning, men det harmonerer (desværre) ikke med vores pensionistøkonomi at realisere fantasien 😉