Pinsesøndag kl. 10 ringer det katolske vækkeur: kirkeklokker bimler og bamler for at kalde til messe. Mine sidste bønner er i espressokoppen.
Kirkeklokkerne får den sorte hund på altanen skråt overfor til at hyle fortvivlet. Hvis jeg ikke allerede var stået op, ville jeg stemme i.
På vej til supermarkedet passerer vi en af de mange kirker, og indenfor synger menigheden glad akkompagneret af en guitar. Hvad skete der med orglet? Og mens bønnerne lyder i kirkerne, køber jeg bønner i supermarkedet – espressobønner forstås.
Vi skal også have toiletpapir. Pakkerne står i høje stabler på en hylde over hovedhøjde. Det kræver stige at nå den øverste pakke.
Her er det sikkert meningen, at man skal tilkalde en serviceivrig butiksassistent, som så finder en stige i baglokalet og tilkalder en kollega med stigecertifikat.
Det vil jeg ikke vente på, så jeg griber den nederste pakke (den jeg kan nå) og trækker den ud i ét hurtigt ryk.
Tyngdeloven bekræftes igen. Stablen ovenover udfylder det opståede tomrum og svajer faretruende som i en tegnefilm, men kun den allerøverste pakke mister balancen og lader sig falde ned i min favn.
Sådan en dag kan intet gå galt!