Home > Rejser > Paphos på Cypern > Klostre, vin og landsbyer

Landsbyer i Troodosbjergene

Neophytos klosteret

I dag skal vi på landsbytur. Efter et opsamlingsheat ved de andre hoteller kører bussen mod Neophytos klosteret oppe i bjergene. Klosteret blev grundlagt i det 12. århundrede, og der er bl.a. nogle gamle klippehuler med fine freskomalerier.

Munken Neophytos, som klosteret er opkaldt efter, var egentlig først eneboer og udhuggede egenhændigt nogle klippehuler, hvor han kunne sidde og skrive religiøse skrifter og kritiske artikler om det samfund, han havde isoleret sig fra. Nogle af hans skrifter er bevaret, og findes vistnok på British Museum.

Efterhånden blev Neophytos betragtet som så hellig, at han fik proselytter, og for foden af hans klippehuler voksede et kloster op. Surt show, når man nu helst vil være fri for selskab.

Neophytos trak sig stadig tilbage til sin klippehule i lange perioder og from ensomhed, og så var det selvfølgelig ganske praktisk at have folk til det med madlavningen, så man bare kunne hejse det op.

Ved indgangen til klippehulerne sidder en kutteklædt munk i et glasbur og sælger billetter. En kat kommer hen til buret og siger "Miav!" i kommandotone og får straks serveret tørkost og vand.

Vinsmagning i Panagia

Turen går videre til et cypriotisk vinhus, Vouni Panayia Winery, i landsbyen Panagia. Her bydes der på smagsprøver i kælderen, men selvom vi virkelig prøver at være positive, synes vi ikke, vinen er noget særligt - kvaliteten står slet ikke mål med prisen.

Klik for større billede

Makarios' fødested og frokost i Nata

Ikke langt derfra ligger ærkebiskop Makarios' fødested, en beskeden stenhytte. Makarios, der blev Cyperns første præsident, er noget af en nationalhelt på øen, og dasset i gården dokumenterer, at han havde rod i folket.

I landsbyen Nata indtages frokosten på en taverna med storslået udsigt over bjerglandskabet. Måltidet er græsk salat efterfulgt af friturestegte turist-keftedes (krydrede farsruller) med friturestegte turist-kartofler. Så vender vi tilbage til Paphos.

Efter siestaen nyder vi tilværelsen på altanen. Vejret i dag har været det bedste hidtil, og altanens hjørnestolpe kaster en smal strimmel skygge, som man lige kan gemme sig i, hvis man flytter sig med solen en gang imellem.

Agia Kyriaki, Erik Ejegods gravsted

Ved 18.30-tiden spadserer vi ned for sammen at se kirken, Agia Kyriaki, hvor Erik Ejegod menes begravet. På vejen kommer vi forbi de "Frankiske bade", som der står på kortet. Her gik jeg og troede, at man ikke gjorde meget ved hygiejnen i middelalderen.

Klik for større billede

Kirken, som står i dag, er lille i forhold til den oprindelige basilika, hvis fundamenter er blotlagt og dækker et større område. En ydmyg søjlestump er efter sigende den pæl, man bandt Paulus til, da han fik pisk for sin agitation.

Ikke langt fra kirken ligger supermarkedet Ermes. Her finder vi en vingeproptrækker, som måske kan få has på gevinst-rødvinens genstridige prop. Det skal i hvert fald forsøges!

Ouzo aperitif og aftensmad

På vores ouzo-sted nyder vi den blå halve time, og aftenen er lun - der er ikke den for årstiden så karakteristiske kølige søbrise. Ved nitiden melder trangen sig til et let måltid - pasta eller pizza kunne friste. Næsten for enden af den lange restaurantgade finder vi en ristorante, Porta Romana, som ser ud til at kunne tilfredsstille vores behov.

Det er et pænt sted med god betjening. Tjeneren taler fransk med nabobordet og engelsk med os. Helle får hvidløgsbrød med ost samt spaghetti carbonara. Jeg bestiller en pizza med ansjos og oliven. Hertil en Othello vintage (1996), som er den bedste rødvin, vi har smagt hernede: muskuløs med karakter og egesmag, men samtidig rund og blød.

Helles spaghetti er god, og der er ikke sparet på mine ansjoser. Jeg betaler de 20-21 £ (7,1 £ for vinen) med VISA, og da jeg rutinemæssigt checker regningen, spørger den opmærksomme tjener straks, om der er noget galt? Nej-nej, det er der ikke, og vi dapper hjem.

Vi får omsider has på proppen

Hjemme får de udsatte hudpartier en omgang med Helles myggespray, og duftende af citron gør vi os det komfortabelt på altanen. Med den nye proptrækker lykkes det omsider at åbne gevinst-rødvinen, men vinen er så jomfrunalsk, at vingeproptrækkeren havarer på sin første mission og næppe åbner flere flasker.

Den ærbare er en Fikardos fra Paphos-distriktet, og den smager heldigvis udmærket, så flasken med resten emballeres i en plasticpose, før vi går i seng. Proppen er massakreret og kan ikke genbruges.