Herregårdsmuseet Sæbygaard
Vi får en let frokost på Café Mathilde i gågaden. Vi sidder udenfor, og da den unge servitrice stiller bakken på nabobordet for at servere, vælter hun Helles kakaoglas, så nabobordet oversvømmes. Heldigvis er der voksdug på, og vi bliver ikke ramt. Den stakkels pige undskylder febrilsk og løber for at hente en karklud. Jeg rækker armen ud og flytter diskret stolen, der trues af den brune sø med flødeskumstoppe. CykellejeRundt om hjørnet ligger cykelhandleren, som lejer cykler ud. Vejrudsigten for i morgen kan ikke blive enig med sig selv og spår snart tørvejr, snart skybrud, så vi lejer kun for én dag. Cykelsmeden har et velsmurt snakketøj og fortæller bl.a., at de ikke lejer de bedste cykler ud, for det er ikke alle, der behandler dem lige godt. Det hænder sågar, at cykler afleveres i Sæby Å, der løber lige ved siden af. SæbygaardCyklerne er helt givet ikke blandt de bedste. Faktisk er de meget lidt letløbende, og de ca. 3 kilometer til Sæbygaard føles meget længere. Sæbygaard er en gammel herregård, som frem til reformationen hørte til bispen i Børglum (i 1536 Stygge Krumpen). I 1536 overgik herregården til kronen, som i 1560 mageskiftede stedet til admiral Otto Rud og hans hustru Pernille Oxe.
Fra 1723 var ejendommen på familien Arenfeldts hænder. Julius Frederik Arenfeldt var den sidste beboer på ejendommen, og han døde i 1982. I 1990 overdrog arvingen hovedbygningen til den selvejende institution Sæbygaard-Fonden. Støtteforeningen Sæbygaards Venner lægger et stort arbejde i bl.a. vedligehold, og måske har de en herregårdsurmager som medlem, for uret slår et sprødt og præcist slag, da vi går gennem hovedporten kl. 13. Museet åbnede for sæsonen i dag kl. 12, og et entusiastisk medlem af støtteforeningen fortæller glad, at vi er sæsonens første gæster. Vi viser vores coronapas, for det skal man jo, og sådan et har han tydeligvis ikke set før. Og nu siger jeg ikke et ord om smitterisikoen på herregårdsmuseer sammenlignet med fx fodboldfest på Rådhuspladsen. Entusiasten tegner og fortæller på brochurens grundrids, og så slippes vi løs på egen hånd. Der er mange stuer, sale og værelser, og der er masser af møbler, malerier, giner i klæder, porcelæn, bøger, tæpper, jagttrofæer og jeg skal komme efter dig. Vi nøjes med det helt overfladiske indtryk og er tilbage ved indgangen efter en lille time.
Hos entusiasten køber vi is og kaffe, som nydes ved et bord på gårdspladsen, inden skærveknuserne finder tilbage til Sæby. På hjemturen kører vi ned til stranden, hvor en bænk på promenaden byder sig til. Solen skinner, der er dejlig varmt, og havet giver hvile for øje og sjæl.
Sæby Bryghus
Hjemme lægger Helle an til afslapning og Tour de France. Jeg går ned på torvet, hvor det lokale Sæby Bryghus har et udskænkningssted - den lokale øl skal smages. Pigens kortautomat virker ikke (ingen internetforbindelse), men heldigvis har jeg noget så sjældent som kontanter. Der er flere øltyper at vælge imellem, og den, jeg får, er mørkgylden og humlestærk. Bestået! Jeg sidder på torvet og betragter livet, mens glasset langsomt tømmes. En lastbil med studenter kommer forbi. Jeg kunne høre dem længe inden, selvom de ikke spiller øredøvende musik.
Glade unge mennesker. Tænk, at det er 46 år siden, jeg blev student og kørte i hestevogn. Hvor tiden går, jeg sidder sgu og bliver helt pladderfilosofisk. Vi går til Camillas wine hour, nyder et glas nektar fra Toscana og taler med en norsk kvinde, som har et godt humør. Hun og hendes mand vil se, om ikke de kan få ændret færgebilletterne, så de kan blive et par dage mere. Hotelpension Aahøj er et godt sted, og vejret er fint. Bella Firenze igenVi går på Bella Firenze på torvet for at få pizza. De har forrygende travlt, selvom der ikke er fyldt op. På indgangsdøren siger et skilt, at de søger en tjener. Jeg ville søge to. Pizzaen smager godt, men bunden sender grillkniven på overarbejde. Jeg bestiller grappa til kaffen, og indehaveren serverer. Grappaen er i et likørglas, og på overfladen svømmer nogle kaffebønner. Dem nipper jeg udenom. Indehaveren vifter med en bordlighter og spørger, om han skal brænde grappaen af. Forfærdet siger jeg "Nej!", og så går det op for mig, at han forveksler grappa med Sambuca. Det siger jeg til ham, og straks er han lutter undskyldninger og bytter lynhurtigt likørglasset ud med et cognacglas, som ikke er fyldt med målebæger, og som ikke indeholder kaffebønner. Dialog er en god ting.
|
