Det første måltid i Siracusa

Det er lørdag aften, og vi er netop ankommet til Siracusa på Sicilien. Vi finder en lille købmand og køber nødproviant. I morgen vil vi finde supermarkedet, som Massimo har markeret på kortet.

Lige om hjørnet i Via Teresa står fire borde, som betjenes fra en lille biks overfor. Man kan spise her, og skal man dømme efter indehaverskens svulmende krop, spiser man nærende. Vi nøjes med en aperitif.

Indehaversken serverer mad for et turistægtepar. Hun nedkalder forbandelser over bilerne, som kører igennem hendes restaurant, og roser sin mad til skyerne uden at ænse, at de spisende gæster ikke forstår et ord.

Osteria da Mariano

Lidt længere henne ad Via Teresa og lidt op i en gyde, Vicolo Zuccolà, ligger Osteria da Mariano i bekvem nærhed fra hjemmet. Det tager vi!

Vi får bord lige inden for en dør ud til gyden, og umiddelbart efter bænkes et italiensk par ved nabobordet. De er uformelt velklædte og kunne fx være milanesere.

Uden indledende dikkedarer spø'r tjeneren på italiensk, om vi vil have vand med eller uden gas? Vi får intet menukort. Da vandet er serveret, spø'r hun, om vi kunne tænke os antipasti med sicilianske specialiteter? Vi siger bare "ja." Det lyder lovende, og vi morer os over situationen.

Et nyt spørgsmål rammer os ubarmhjertigt: Vil vi have vin, og skal det være hvid eller rød?

Den var værre! Vi ved jo endnu ikke, hvad vi skal have at spise, og da vi ikke har fået et menukort, slår mit italienske ikke til. Jeg spø'r pigen, om hun taler engelsk, men det gør hun ikke.

Som så mange sicilianere er hun kun tosproget: italiensk og siciliansk, og kollegaerne kan vist kun engelske enstavelsesord.

Herren ved nabobordet spørger på engelsk, om han kan hjælpe, og taknemmelig svarer jeg, at valget af vin afhænger af, hvad vi skal have at spise.

Det oversætter han for overtjeneren, som har taget over. Tjeneren begynder straks en rablende remse, med det vi kan få, og vi taber lynhurtigt tråden.

Jeg spørger opgivende, hvad han vil anbefale, og får omgående orakelsvaret: "Pasta!". Det bliver vi ikke klogere af, men en beslutning skal træffes, så jeg siger handlekraftigt: "Vino rosso!".

Herren ved nabobordet siger: "Very good choice!" og vi kommer alle til at grine.

Antipasti

Forretten er ristet brød med olivenolie (bruschette) og så en tallerken med forskellige lækkerier: Spinat, peberfrugt stuvet med tomat og oliven, grillet aubergine og zucchini, en skive stærk pølse og lidt mere.

Primo

Efter forretten spø'r en ældre tjener, som vist er indehaveren, Mariano, hvilken pasta vi vil have: siciliansk eller international? Igen kommer vi til at grine, for "Hvad er international pasta?" spørger den fastlands-italienske herre ved nabobordet.

Vi vælger selvfølgelig siciliansk og får to portioner til deling. Den ene er spaghetti med soltørret tomat og kapers, den anden er penne i flødesauce med krydderurter og finthakkede mandler.

Dolce

Klik for større foto

Da Mariano spørger, hvad vi vil have som secondo, svarer vi, at nu kan vi kun klare dolce (dessert). Vi forventer en ny remse med valgmuligheder, men han råber bare "Dolce!" til overtjeneren, som er på vej ud i køkkenet.

Ind kommer en tallerken med sesamfrø i tynde flager af sprød karamel samt små gule sukat-agtige skiver med kraftig smag. Vi tror først, at det er kandiseret citronskal, men det er ingefær. Hertil et glas vin som kunne være rosinvin eller lignende. Den arabiske indflydelse er tydelig.

Vi slutter af med kaffe og grappa. Der er mange gæster nu, og de fleste er lokale. Regningen lyder på 47 €. Vi går hjem og er i seng ved titiden, dødtrætte og en oplevelse rigere.