|
Home > Rejser > København 2019 > Koncert
Koncert med Andrea Bocelli
Tirsdag den 12. marts 2019
Turens højdepunkt, dens egentlige mål, er i aften: Koncerten med Andrea Bocelli.
Helle har ikke sovet så godt, og vi går sent ned til morgenmaden og dernæst tilbage på værelset.
Her tager vi den med ro til kl. 10:30, hvor vi går ud og stiler mod Cafe Katz, Frederiksholms Kanal 1.
Klik for større foto
|
Det går fremad med kønnenes ligestilling. Fodgængerfeltet ved Glyptoteket har nu fået et ventesymbol for kvinder og mænd i kilt, men det er stadig kun buksemænd, der må gå.
Det er uvist, hvad kvinder med bukser på må - det behandles sikkert i fodgængerlysudvalget.
Mødet med P.
Jeg har aftalt et møde med P., en klassekammerat fra gymnasietiden der arbejder på Nationalmuseet.
Jeg indleder med at sige, at det var pænt af ham at ville møde os i arbejdstiden, hvortil han svarer, at han har ferie - den slags ferie man kan blive pålagt at holde, så det falder i hak med ferieår og budgetter.
Han har dog ikke mere ferie, end at han kommer fra museet, hvor han er ved at forberede sig til i morgen, hvor museet modtager en donation.
Mæcenen ønsker at være anonym, og det er lidt bøvlet på den pikante måde, for anonymiteten skal jo sikres mod aktindsigt og den slags. Det er ikke så lige til, og Ekstrabladet m.fl. har altid antennerne ude.
Vi får støvet minder af og får også vendt nutiden - bl.a. ændringen af nationalmuseets vikingeudstilling, som har skabt en del debat.
P. har humor, tiden går godt, og vi skilles ved 12:30-tiden. P. går tilbage til sin pind, og vi går til Glyptoteket, hvor der er gratis adgang om tirsdagen.
Glyptoteket
Vi har besøgt Glyptoteket adskillige gange før, men malerisamlingen fra den danske guldalder tåler altid et gensyn.
Hvad mon DF, Støjkilde og andre med hovedbeklædningsaversion ville sige og ikke mindst gøre, hvis denne kyse hang på et statsligt museum? Udflytte museet til Midtjylland?
Vi går hjem til hotellet. Planen er lidt afslapning, og derefter noget at spise, så vi kan holde den gående uden aftensmad. Værelset er heldigvis rengjort, så freden er sikret.
Til koncert i Royal Arena
Det begynder at regne, ganske som lovet. Jeg henter nogle sandwich hos eleven fra 7., og ved 18:30-tiden går vi til hovedbanegården og snupper et Øresundstog til Ørestad. Den tur tager kun 6 minutter.
En del flere end os står af; de skal også til koncert. Der er halvmørkt, og regnen er taget til. Det er umiddelbart ikke nemt at orientere sig i den futuristiske bydel, hvor bygningerne er klonet i glas og stål. Kun neonskiltene skiller sig ud i tusmørket.
Men vi følger flokken, og efter godt 5 minutter kan vi se et neonskilt med Royal Arena inde til højre. Koncerten starter kl. 20, og selvom vi synes, vi er tidligt på den, er der rigtig mange mennesker. Kontrollørerne har dog styr på tingene, og menneskeflowet er okay.
Vi har gode pladser lidt hævet over gulv og centreret i forhold til scenen. Der er ikke udsolgt, men der er heller ikke mange ledige stole. Der er vist (variabelt) 10.000 - 15.000 pladser.
Inden koncerten starter, vover jeg mig ud i forhallen og stiller mig i kø ved en bar. Det går op for mig, at det er kaffeafhentningskøen, så jeg skifter til en anden kø, og her belønnes min tålmodighed: Jeg slipper med 130 kr. for to små glas hvidvin.
For 190 havde de lettet champagneproppen, og man kan minsandten også købe ørepropper. Jeg ser ikke, hvad de koster.
Koncerten er fin som forventet. Første halvdel er med klassiske arier, mens anden halvdel er mere "populær" musik. Vi synes, at lydmanden med fordel kunne give koret mere volumen, men pyt.
Det gør ikke så meget, at personerne på scenen er bittesmå, for kameraer projicerer dem op på store skærme.
Bocelli har rundet de 60, og selvom manken er blevet mere grå, er stemmen intakt. Publikum er begejstret, og det bliver til ikke mindre end tre ekstranumre med nogle af de bedst kendte glansnumre.
DSB-koks og våd hjemtur
Flowet ud af salen går bedre, end jeg havde forventet. Udenfor regner det middelkraftigt, og der er vandpytter med anselig dybde. Vi kunne have taget paraplyer med, men det blæser lige vel meget og er ikke smart i menneskemylderet, når man er under 2 meter.
Flere hundrede mennesker flokkes ved spor 2, hvorfra der går tog mod hovedbanegården kl. 23:01. Folk finder ly for regnen, hvor de nu kan.
Vi søger ind under en bro, som giver delvis beskyttelse mod regnen, men ikke mod den stride blæst. Det er koldt, og det er vådt.
Højttalerne annoncerer, at toget 23:01 ankommer om få minutter til spor 2. Det var dejligt, vi har vel ventet i 20 minutter. Højttalerne retter det umiddelbart efter til spor 1. What???
Vi og mange andre begynder at gå op ad trappen for at komme over til spor 1, men ingen når det, før toget kører. De kunne lige så godt have aflyst det pokkers tog. Så meget for DSB.
Hvad nu? Vi er ikke så godt inde i det københavnske transportsystem, men går med mange andre mod metroen.
Et metrotog holder og venter. Det kører mod Vanløse, og jeg spørger en uniform, om det stopper ved hovedbanegården. Det gør det ikke, men det stopper ved Nørreport, og det er ikke så lidt bedre end her.
Toget er propfyldt, vi kan lige klemme os ind bag dørene. I Japan har de ansatte til at skubbe, og det havde ikke været af vejen her.
Vi står af ved Nørreport og tjekker ud med rejsekortet. Herfra kan vi gå hjem, men det bliver ingen fornøjelse i regnen.
Oppe på terræn kan jeg ikke lige orientere mig. En ung mand passerer, og jeg spørger ham om retningen mod Nørregade/Fiolstræde, hvorfra vi kan finde vej.
Han peger retningen ud, men siger at han selv skal til hovedbanegården, og at vi kan følge ham, hvis vi vil. Flink ung mand!
Han fører os ned under jorden igen, og 4 minutter efter kører et S-tog til hovedbanegården. Vi har tjekket ind og ud med rejsekortet flere gange på denne odyssé, men et senere tjek på rejsekortets hjemmeside viser, at det kun er registreret som én tur. Der er noget der virker.
Dagen efter går turen hjem til Aalborg. Det har været en fin lille ferie. Som vejret artede sig, kunne den godt have været kortere, men vejret er svært at planlægge.
|