Ferie på Telendos, Kalymnos
I 2008 boede vi en uge i Myrties på den græske ø Kalymnos. Herfra tog vi flere gange over strædet til den lille ø Telendos for at spise og gå ture. Sjældent har vi oplevet sådan en fred og spist så godt, så vi besluttede, at vi lige så godt kunne bo på Telendos frem for at sejle frem og tilbage. I september 2009 vendte vi så tilbage, og opholdet blev over al forventning. Telendos er indbegrebet af ro og fred, og ikke alene boede vi godt og slappede grundigt af, men ferien blev også et kulinarisk eventyr, hvor vi oplevede fantastisk græsk gæstfrihed. Beretningen om denne rejse starter her. Færgelejet i MyrtiesFredag den 18. september 2009 Taxien holder ind ved færgelejet i Myrties på Kalymnos. Vi har været en uge på Leros og skal nu videre til Telendos. Den lille færge sejler til Telendos hver halve time, og den sejlede, netop som vi kom. Mens taxichaufføren skriver en kvittering, som jeg skal bruge til Skibby Rejser, ser hun i bakspejlet, at Helle begynder at tage kufferterne ud af bagagerummet. Hun udbryder forskrækket: "Your wife…!" og jeg beroliger hende med et: "Don't worry - she's very strong." Det er selvfølgelig løgn, men hvis hun ikke kan løfte kufferten, burde hun tænke mere på vægten - kuffertens altså. Lige ved siden af molen er der en taverne, hvor en venlig gammel dame serverer græsk kaffe. Mens vi venter på færgen, ser vi forventningsfuldt over på Telendos' knejsende Matterhorn-profil. Vi kommer ombord lidt i 12, og i sidste øjeblik drøner en taxi ud på molen. To engelske mænd i 50-årsalderen står ud. Lejlighedshotellet Seaview
Da vi er kommet i land, ser jeg mig søgende om - hvor er mon hotellet? Det er selvfølgelig bare at spørge en lokal, for byen er knap en by, men før jeg når så vidt, spør' den ene englænder, om vi har værelser. "Ja, men hvor?" svarer jeg med et smil. Englænderne skal også bo på Seaview og viser vej de ca. 100 meter. De har boet der før. Værtinden viser os til rette i en af de 6 lejligheder. Lejligheden er bare så lækker. Det er ét stort værelse med en herlig afskærmet balkon med udsigt til havet og Kalymnos på den anden side. Op ad den ene stolpe klatrer en bougainvillea med røde og lyserøde blomster. Alt ser næsten nyt ud, og der er meget propert. Lejligheden er veludstyret, og der er sågar strygebræt og strygejern. Her er vidunderligt stille. Der er ingen biler på Telendos, så der er ingen trafikstøj. Man hører kun fugle- og cikadesang og så en hane, der galer i det fjerne. Det med trafikstøjen må jeg tage i mig igen - der var lige et æsel, som skrydede. George's Restaurant - et eventyr begynderDer er næsten ingen vind, og det er en fløjlsblød lun aften. Der er over 25 grader på balkonen kl. 19:10. Stik den Danmark! Jeg fikser et par ouzo fra flasken, der var billigere end 3 dåser tun, og vi sidder stille og nyder roen, som kun brydes af isterningernes klir-klir. Stilheden og udsigten til Kalymnos i gyldent aftenlys giver fred i sjælen. Vi slentrer ned til George's Restaurant på havnefronten, hvor færgerne lægger til. Her spiste vi fire gange i 2008, og jeg skrev nogle rosende ord om stedet på siden "Restauranter på Telendos og i Myrties". Historien om Nikos Nistazos' gæstfrihed og vores kulinariske eventyr på George's Restaurant begynder her. Der er god plads, så vi tager et bord uden at vente. Bordene i 1. række ud mod vandet er optaget. Georges søn kommer med menukort, og George selv stopper op og hilser. Ja, vi har hidtil kaldt ham George efter restauranten, men han hedder egentlig Nikos. Nikos Nistazos. Han ligner sig selv, som vi husker ham: kompakt statur, hvalrosoverskæg og kraftige øjenbryn som giver de brune øjne ekstra varme. Nikos siger til mig: "Du ligner en tvillingebror, som var her sidste år ved samme tid." Jeg svarer: "Jeg har ingen bror, så det må have været mig," og det var det jo også. Vi stikker på næven, og Nikos læner sig lidt ind over bordet og siger lavmælt, at de har ged i dag, selvom det ikke står på kortet. Det var da en forbløffende hukommelse, den mand har! Vi fik jo netop ged efter særligt ønske den sidste aften i fjor. Men det er ikke gjort med det: "Og i morgen vil jeg servere en fiskesuppe meget bedre end den, I fik på den anden side sidste år!" Dermed afslører han, at hukommelsen har fået hjælp. "Ah, du har været inde på vores hjemmeside," siger jeg, for ellers kunne han umuligt vide det med fiskesuppen. Nikos siger, at det vil han fortælle om senere; men det, jeg skrev om hans restaurant, har betydet meget for hans forretning, siger han forblommet, og i aften skal vi være hans gæster. Vi er lidt benovede, for vi har jo så ofte bare skrevet ærligt om de spisesteder, vi har besøgt. Vi bestiller en portion friterede spinat- og fetaboller til deling og så den ged, der er i køkkenet, men ikke på kortet. Hertil husets røde + vand.
Vi deler spinatbollerne og skærer humpler af det hjemmebagte brød, som har meget sprød skorpe. Nikos har serveret en flaskevin, som bestemt ikke er "husets". Det er en krydret grenache/syrah, som noget usædvanligt for en rødvin er på klar flaske. Geden serveres med et fadfuld kogte, marinerede kartofler for "almindelige mennesker" med en henvisning til sidste års ordveksling. De store klumper gedekød i mørk tomatsauce er meget møre og velsmagende, men selvom jeg sagde til Nikos, at han skulle "go easy" med kartoflerne, er der meget mere, end vi kan spise.
En lillebitte rød-hvid kattekilling går rundt og bedårer alle. Nikos' datter, Maria, er en pige i 10-årsalderen. Hun går ved vandkanten og holder øje med sine maritime kæledyr. Hun tilkalder Nikos, men da han ikke kan se noget, henter han en lommelygte, og så kan vi pludselig alle se blæksprutten, som trykker sig ned mellem stenene og antager en hvid farve som lyskeglen. Helle forærer killingen lidt ged, og dens lille mave er helt udspilet. Den er så mæt, at den end ikke vil røre den fisk, Nikos tilbyder senere. Nikos' historie og taknemmelighed
Den græske kaffe ledsages af to ballonglas Metaxa, og da de øvrige gæster er gået, sætter Nikos sig, og vi får en sludder. Han har haft en god sæson, selvom den først kom i gang i juni, fordi de arbejdede i Australien i vinters. Fremgangen var tiltrængt, for det havde haltet lidt. Han har især mærket en kraftig stigning i antallet af danske og svenske gæster, og det tilskriver han det, jeg har skrevet om hans restaurant. Det var nogle gæster, der gjorde ham opmærksom på hjemmesiden. Jeg bedyrer, at jeg blot har skrevet min ærlige mening, og at han har fortjent hvert et ord. Nikos takker og siger, at han blot gør, hvad han holder af. Har han lidt fugtige øjne? Det skete har imidlertid gjort det klart for ham, at Internettet har stor magt, og han overvejer nu at få lavet en hjemmeside. Vi siger godnat, og Nikos foreslår, at vi jo kan kigge ind og få en kop formiddagskaffe, og menuen i morgen aften ligger fast: hans fiskesuppe er meget bedre end den, vi fik på den anden side sidste år. Og sådan startede det, der skulle blive vores kulinariske eventyr udi græsk gæstfrihed. Du kan læse mere, om hvad der fulgte, på de følgende sider.
|
