|
Home > Rejser > Tenerife 2019 > Slentretur
Slentretur og indkøb
Jeg vågner ved halvtretiden og sover derefter kun klatsøvn.
På et tidspunkt er Helle oppe, og jeg spørger, hvad klokken er (der er meget mørkt). Hun svarer "halv otte," og lidt efter står jeg op. Da er klokken lidt i syv - Helle havde ikke fået stillet mobilens ur.
Der er mørkt og koldt, så jeg tager bukser på over pyjamassen og så vindjakken. Så kan jeg lige klare at få en smøg på altanen.
Badeværelset har ingen fungerende udsugning, så badet slutter som dampbad, men i det mindste har vi egen vandvarmer, så man ikke skal vente på det varme vands lange færd gennem hotelrørene.
Præcis kl. 9 står solen op over bjergkammen, og temperaturen stiger hurtigt til behagelige. Vi spiser morgenmad på altanen og efter at have nydt solen en stund spadserer vi en tur.
Fortovsdæksler i Puerto de la Cruz. Klik for større foto
En del fortovsdæksler er bemalet med forskellige motiver, og det lyser op. Nogle af affaldscontainerne er også malet på sjov manér.
Der er rigtig mange ældre turister. Det er ømt at se, hvordan nogen støtter hinanden. Det er ikke kun kærlighed, der får dem til at gå hånd i hånd eller arm i arm.
Der er også dem, hvor den ene part er i kørestol, eller dem der har en lille hund. Der er mange små hunde i Puerto de la Cruz, og byen er kørestolsvenlig.
På vejen køber jeg et par pakker tobak; hernede koster det mindre end halv dansk pris. Vi holder pause i den lille park ved kirken, og Helle overtaler mig til at købe en fleecetrøje, så jeg ikke skal bruge vindjakken. Trøjen koster 12 euro plus 10 cent for en lille plastikpose.
Helles engangskuglepen er ikke for god, men vi finder ingen på vejen og heller ikke i det sædvanlige supermarked, hvor vi køber et par af de gode pateer samt vand, cola og lommeletter.
En hel Serranoskinke til 45 EUR frister, men den klarer vi ikke på en uge. Det er ellers billigt.
Man kan også købe et kilo kogte eller ukogte kæmperejer til knap 10 euro. Jeg har været fristet, men så skal man til at kokkerere og pille. Det ville jeg normalt være tilpas med, men det er ligesom anderledes, når vi er på ferie.
Altanhygge
Hjem på altanen, som nu er i skygge, men med behagelig temperatur. Lejligheden er blevet rengjort, mens vi var ude.
Vi får frokost, nyder altanlivet med krydsord, sudoku og e-bøger, og så er det tid til siesta. Jeg får ikke sovet, men det er godt at slappe af.
Bagefter kaffe og mere altanhygge. Snart er det tid at spadsere en tur.
Aftentur
Aftenturen går forbi Café Ebano ved kirken, men her er alt optaget, og vi går i stedet rundt om hjørnet, hvor der også er en café.
Her får vi en halv liter lokal hvidvin for 6 euro. Det er et pandekagested med balkansk inspiration (sikkert serbisk). Stolene er gode, der er lunt i solen og ikke for varmt.
Fisk på La Cazuela
Vi er ved La Cazuela ved halv syv-tiden og sætter os udenfor. Hverken Dario eller Musta er at se i dag, de har sikkert fri.
Vi bestiller tapas til forret og en "Peter's fish fillet" til hovedret. Hertil en hvidvin fra Cadiz.
Tjeneren serverer ikke de bestilte tapas, men noget der ligner, og hvad pyt, de smager godt.
Fisken er god, men myntesaucen smager mere af kapers end mynte. Der er et par kogte kartofler og et miks af aubergine, gulerødder m.m. Fisken er lidt tør - har sikkert ventet for længe i varmeskab.
Tjeneren har tændt "kaminen" (gas) lige ved siden af mig, og det er behageligt. Når solen går ned, bliver det omgående køligere med luft fra oceanets køleskab.
Vi slutter af med kaffe + amaretto til Helle og en brandy til mig.
Et par modne englændere har slået sig ned ved siden af os for at høre guitaristen, og vi falder i snak. Det er nu mest hende, der snakker, men han tør gadvis op.
De er fra Birmingham og har en datter, som arbejder med vulkanologi. Derfor er der planlagt en tur til Island.
Pludselig kommer den kvindelige tjener med endnu en Carlos til mig, men ikke noget til Helle. De har ofte givet en på huset, når vi skulle gå, men hvorfor ingen til Helle?
Jeg tjekker ikke regningen, men betaler bare, og først senere, hjemme, tjekker jeg regningen og ser, at jeg har betalt for begge brandys. Jeg havde ikke bestilt den sidste, og hvordan den misforståelse er opstået er en gåde.
Never mind, men husk at tjekke regningen før du betaler!
|