Den gamle by, caféliv og hjemrejseVi står op lidt over otte. Vejret ser fint ud. Ikke skyfrit, men fint. Vi fik også rigelig regn i går! Vi går ud lidt før 10 og spadserer ned om havnen til den gamle by. Husene er smukke her, små og i klare farver med gyldent træværk.
Vi drejer op ved det lille torv med palmerne. Her spiste vi engang glimrende iberisk sortfodsgris, men den restaurant findes ikke mere, der har været en anden i nogle år. Jeg havde egentlig forestillet mig kaffe på en café lidt tilbage mod det moderne centrum, men den café, jeg havde i tankerne, er lukket nu. Den murede bar står tilbage, men ellers er lokalet tomt. Sidst vi var her, prøvede jeg kluntet at bestille på spansk, og det var helt til grin, for servitricen var englænder. På caféI stedet går vi til kirkepladsen og Café Ebano. Alle polstrede stole er optaget, så vi sætter os på nogle hårde stole med stålskelet, efter jeg har tørret sædet fri for krummer. Vi sidder et øjeblik, og så foreslår jeg, at vi i stedet går rundt om hjørnet til pandekagecafeen. Vi får et bord og bestiller espresso ("cafe solo") og vand. Fire lokale og højrøstede unge mænd sidder ved nabobordet. Især en af dem synes vred på tilværelsen. Det er en lettelse, da de går; vrede unge mænd er trættende. Det er godt at sidde ned, og så er det underholdende at betragte de forbipasserende. Der er mange ældre turister, men også en del lokale, og mange har små hunde. Desto mere overraskende er det, da en lokal passerer med en (lille) Grand Danois. SiestaVi spadserer hjem og lejrer os på altanen, hvor Helle opsnapper de sidste solstråler, inden solen bevæger sig rundt om hjørnet mod syd. Jeg lægger mig ved totiden, men står op efter en halv time, netop som Helle er ved at finde sofaen. Jeg sætter mig på altanen og planlægger "projekt kælder," som skal starte, når vi kommer hjem. Det banker på døren. Det er en handyman; rengøringen har rapporteret, at der skal skiftes en pære. Det er loftslyset i soveværelset. Gedekid og høj musik på La CazuelaVi grovpakker og går så ned på La Cazuela og får et bord tæt på kaminen. Ved nabobordet sidder tre tyskere, de får paella. Specialkortet er skiftet ud, og man kan nu få gedekid med kanariske kartofler. Det skal vi selvfølgelig have! Som forret deler vi to tapas: En med røget laks og noget småsødt koriander-mojo samt rejer i sesamfrø med ingefærsauce.
De andre dage har musikken været guitar- eller klaverhygge, men i aften begynder en pige med ravnsort hår og tætsiddende, sorte skindbukser at rigge til. Derefter synger hun til dåsemusik. Hun synger såmænd meget godt og er god til at vrikke med bagen, men hun synes selvoptaget i svær grad, og musikken er alt, alt for høj - vi kan ikke føre en samtale. Så vi springer kaffen over og går ned på baren, hvor vi forestiller os at Kurt (en bekendt) kom gennem mange år. Her får vi avec uden kaffe, og så er det hjem. HjemrejseSøndag den 20. januar 2019 Helle har fået sat sin alarm forkert, så den ringer for tidligt. Vi får ryddet køleskabet og pakket det sidste. Bussen vil samle os op kl. 09:50, men den er der allerede 8 minutter før. Han havde givetvis ventet; det gør han senere ved andre opsamlingspunkter. Fra vi stiger på, tager det 45 minutter at samle folk op ved forskellige hoteller, og derefter tager turen til lufthavnen en time. Vi får en rimelig plads i check in-køen, og jeg kan nå at få en smøg udenfor. Her står en englænder med et skilt lavet af en papkasse. Han har mistet penge og pas, står der. Man skal ikke lægge alle sine æg i én kurv, tænker jeg. Jeg bidrager ikke. Jeg er nedrig nok til at tænke, at det sikkert er et fupnummer. Hvis han skal bruge penge for at komme hjem, hvor svært kan det så lige være at kontakte sin bank, familie, venner? Check in og sikkerhedskontrol går smertefrit, og nu er der bare langt hjem med godt 5 timers flyvning uden røg. Vi er dog heldige. Der er vist kun én tom plads i flyet, og det er hvor vi sidder, så vi kan brede os over tre sæder. Det har været godt med et frikvarter i den danske vinter. Taxien fra lufthavnen kører os hjem uden svinkeærinder.
|
