|
Home > Rejser > Tenerife 2019 > Silende regn
Silende regn og monsterpizza
Det siler stadig ned, og man kan ikke se bjergene for grå skymasser. Det er så trøstesløst, at det nærmest virker som et mirakel, da regnen stilner af 09:15, og solen titter igennem nogle huller.
Der er ophold i regnen til 10:30, og det udnytter vi til at smutte i supermarkedet.
Det regner til ud på eftermiddagen, og vi tilbringer tiden på altanen. Når solen er væk, er det koldt, så vi er pakket godt ind i tæpper.
Ved femtiden går vi ned på cafeen med balkanske specialiteter og får vin-aperitif. Lige overfor er der en trappe med et blankslidt stengelænder, som er børnenes rutsjebane. Her er slidt mange buksebage.
Linguine og monsterpizza
Herfra går vi ad promenaden langs vandet til Compostelana, hvor vi får plads i "partyteltet" udenfor, lige ved siden af en gaskamin.
Helle får linguine med røget laks, jeg et monster af en pizza. Hjemme ville de kalde det en familiepizza - den er mindst dobbelt så stor som en ordinær dansk pizza og er større end den store tallerken. Hertil en Pergamino crianza.
Der er ikke megen stemning her, så Helle foreslår, at vi går hen på La Cazuela og får kaffe.
Der er plads nær en kamin i fortovsteltet, og vi hygger os med kaffen og Carlos Primero i glassene. Vi havde taget paraplyen med, men fik ikke brug for den.
|