Sven Nielsens erindringer afsnit 2

Vi får lagt gas ind

Vi fik lagt gas ind i huset i 1925. Installatøren spurgte min mor, om hun ønskede at betale efter regning månedligt eller have en møntboks, hvor gassen ville løbe i en bestemt tid, hver gang hun puttede en mønt i.

Hun valgte møntboksen, og en dag hvor gassen holdt op med at komme, regnede min bror Erhard ud, hvordan han kunne tømme møntboksen og bruge alle mønterne forfra.

Det virkede storartet indtil en julemåned, hvor vi næsten ikke havde brugt noget gas, og en inspektør kom ud for at kontrollere; men vi sagde til ham at vi havde været væk, så det accepterede han.

Derefter sørgede vi for at have brugt en rimelig mængde gas hver måned. Vi havde også delvis fri vand og elektricitet, Erhard vidste, hvordan man kunne bypasse målerne.

Med så mange mennesker under samme tag var der ikke meget privatliv. En dag, hvor jeg satte en højttaler på telefonen, så alle kunne høre hvad der blev sagt, var der mange klager, så jeg var nødt til at fjerne den.

En anden gang installerede jeg hornet fra den gamle Ford over fordøren, så når nogen ringede på klokken, fik de et trut lige i fjæset. Det var enormt sjovt, men min far var uenig, efter en gæst blev forskrækket og faldt ned af trappen. Så jeg var nødt til at afmontere det.

Min far

I 1915 byggede min far en vindmølle i haven. Han lavede en generator fra bunden, lavede en træmodel af magneten og fik den støbt i jern, lavede et anker, møllen drejede rundt og lavede strøm, som opladede et syrebatteri og leverede lys i huset 10 år før byen fik elektricitet.

Han var fantastisk god til at skyde, var nummer et i den lokale skytteforening. Når der var tivoli i byen, gik han til skydeteltet og skød. Det første skud brugte han til at se, hvor meget bøssen var ved siden af, så kompenserede han og ramte plet hver gang, vandt alle førstepræmierne med masser af bifald fra tilskuerne, indtil han blev nægtet adgang.

I 1921 byggede han radioer på bestilling. Det var før man kunne købe dem i forretninger. Han lavede selv de fleste dele og satte dem sammen i en elegant mahogni-kasse, som han lavede på sit møbelværksted.

Sommerhuset ved Vesterhavet

Min far ønskede sig et sommerhus, og han købte et stykke jord af en landmand ved Vesterhavet. Det var værdiløst som landbrugsjord, så han fik det næsten gratis; det var før sommerhuse blev populære.

Så samlede han sand fra stranden, og nogle steder kunne man få grus gratis. Han læssede sin gamle Ford T., blandede sand og grus med lidt cement til fundamentet, dørene og vinduerne lavede han på sit værksted, så det kostede ham næsten ingenting.

Sommerhuset stod færdigt i 1922 og blev vældig populært hos familien. De kom hele vejen fra København, så til tider var der mildt sagt trængsel. Jeg husker en nat, hvor de 3 mindste af os måtte sove i en kommode, en i hver skuffe trukket en smule ud så vi kunne trække vejret, nogen lå på loftet og andre i et telt udenfor, men vi havde det sjovt.

Hver morgen gik vi en lang tur langs stranden på udkig efter ting, som vinden havde blæst ind, såsom ravstykker eller kulørte glaskugler fra fiskenet. Vi havde 2 måneders skoleferie hvert år, men vi tog altid en ekstra måned fri og nød sommeren.

Det var et meget sundt liv at gå barfodet i sandet, og faktisk var vi aldrig syge.

Piger

Hen mod enden af mit skoleår som 13-årig blev jeg inviteret til et selskab hjemme hos en af mine klassekammerater. Hele klassen var med. Først fik vi varm chokolade med kage, og så skulle hver dreng gå ind i et andet værelse med en pige.

Værelset var helt mørkt. Da det blev min tur, spurgte jeg pigen, hvad det var meningen, vi skulle gøre. Hun svarede, at du skal kysse mig dit fjols, og jeg spurgte hvorfor? Hun sagde, at sådan var reglerne, så jeg kyssede hende, men det sagde mig ikke noget.

Det var dog en ny erfaring. Der var en anden pige, Irma, som var lillesøster til ham der holdt selskabet, og vi gik fint i spænd. Vi begyndte at komme fast sammen, indtil hun løb væk hjemmefra og tog med et omrejsende cirkus.

Jeg slutter skolen og begynder at arbejde

Da jeg kom ud af skolen som 13-årig, skulle jeg begynde at arbejde for min far i hans værksted. Min løn var 7 cents om ugen (1). For det skulle jeg holde mig selv med tøj - ingen penge til biografer eller nogen luksus overhovedet.

Det første jeg købte var et af disse legetøjstog med en fjeder, du trækker op, som kunne få det til at køre i et minuts tid på et spor i en cirkel. Det havde jeg ønsket mig i årevis, og nu havde jeg det endelig.

Efter at have samlet det og betragtet det en kort stund, gik det op for mig, at det var for sent. Jeg var blevet for gammel, tog det tilbage til forretningen og fik pengene refunderet; men det lærte mig en værdifuld lektie: Vent aldrig for længe, når der er noget, du ønsker at gøre - gør det nu!

Jeg måtte arbejde 48 timer om ugen, mest med at bringe møbler ud på en tung skubbevogn. Det var langsom skubben og ikke særlig populært blandt bilerne der måtte sætte farten ned til 4 km i timen.

En dag hvor det var rigtig koldt, skubbede Harry og jeg vognen ud på den frosne saltvandsfjord og hele vejen ud under broen, det var fuldstændigt vanvittigt af os, vi kunne have mistet vognen, for ikke at nævne være druknet, men vi var unge, og det syntes at være det rigtige at gøre dengang.

I forretningen var der meget støvet. Jeg var allergisk overfor mahogni-støv, det generede mig en del. Jeg brød mig ikke om arbejdet, min interesse var elektronik, men jeg havde ingen mulighed for at undslippe.

Engang skulle jeg bringe 2 antikke stole ud til en kunde. Jeg havde dem over skulderen, kørende på cykel, da jeg mistede balancen og de ramte fortovet og gik i stumper og stykker.

Jeg var bange for, at min far ville slå mig ihjel, så jeg bragte stolene til en møbelforretning og bad dem om at reparere dem, men forretningsføreren sagde nej og sagde at jeg skulle tage dem med. Da jeg kom tilbage, sagde min far ikke ét ord. Forretningsføreren havde åbenbart ringet til ham og sagt, at de var for tunge for mig til at levere på en cykel.

Jeg bliver spejder

Jeg blev medlem af en gruppe drengespejdere som 14-årig. Det var nyt for mig, jeg var ikke vant til at være sammen med nogen. Den første tur var til en by 100 km væk. Vi kørte med tog, omkring 20 drenge, og vi samledes på byens torv.

Her stod vi på række, og lokale forældre kom for at se os an og diskuterede højlydt, hvad de tænkte. Hvis de så en, de syntes om, tog de ham med hjem for weekenden.

Efter en halv time var vi kun 3 tilbage, med sure fjæs fordi vi var blevet vraget. Heldigvis havde de arrangeret en løsning på det: Præsten tog os med til sit hjem ved siden af kirken og med en blussende kamin. Vi fik serveret en lækker kalkun-middag, spillede spil og nød weekenden.

Fritidsaktiviteter

På søndage tog vi ud at fiske, stod op kl. 4 og cyklede 40 km og fiskede så i timevis. Vi fangede som regel nogle få pund gedder, som vi solgte til en lokal delikatesseforretning for nogle få øre.

Min bror Villy havde et særligt talent for at fange laks. Han gik ud i åen og fangede dem med sine bare hænder ved at kilde dem blidt under maven, idet han langsomt førte sine hænder op mod gællerne og tog fat. Datidens slagterforretninger havde savsmuld på gulvet for at forhindre kunderne i at falde, men det blev forbudt i 1930 af sundhedsmyndighederne.

Vi lavede alle vores egne ski og snøringer. Vi dampede træet for at bøje det og kom det i en presse til det kølede af. Harry lavede også en slæde med rattet fra den gamle Ford. 50 år senere kom noget lignende på markedet.

Carl Henry lavede en motor scooter på et bræt med en gammel Harley Davidson motor. En anden hobby, vi havde, var at lave modelfly. De vakte altid megen opmærksomhed.

Engang vi fløj med dem, havde nogle få biler parkeret for at kigge, og mit fly fløj ind i et af de forreste sidevinduer og smadrede det. En anden gang, hvor alle kiggede undtaget én person, som så den anden vej, ramte mit fly ham i nakken. Han vaklede omkring i en tåge, uden at vide hvad der havde ramt ham.

Noter:

1: I det engelske manuskript står der 7 cents. Hvis det skal forstås bogstaveligt som 7 canadiske cents, svarede det til 36 øre. (Tilbage)