Sven Nielsens erindringer afsnit 3

Kajakture

Da jeg blev 18 fik jeg en gammel hjemmebygget kajak af min bror og brugte en masse tid alene på vandet, padlede mere end 10.000 km. På en ferie fik jeg en lift med en lastbil med en kammerat og vores kajakker til udspringet af den længste å i landet.

Det var kun 200 km væk, men det var spændende at følge åen hele vejen hjem, over alle slags forhindringer som vandfald, vandkraftdæmninger osv. Men vi kom hjem efter 3 uger.

Det var interessant i starten, hvor åen kun var så bred som kajakken. Bønderne så overraskede ud ved at se os, de havde aldrig set nogen komme gennem deres marker på den måde. Andre gange skubbede vi kajakken på en hjemmelavet vogn, som kunne skilles ad og bringes ombord til hjemturen.

Engang gik vi 30 km i en weekend og padlede 35 km tilbage. Det kostede en masse energi.

Amatørradio

Amatørradio var en anden af mine hobbies. Jeg lavede en station af gamle radiodele. Det var meget spændende den første gang, jeg fik svar på mit kald ud i æteren, og lige efter det kaldte en anden mig fra en anden by.

Jeg havde ingen licens, men det var meget interessant. Jeg lavede også en trådbåndoptager (1), længe før de kunne købes i forretningerne.

Den virkede rigtig godt. Jeg lavede en bærbar sender til min cykel og lavede transmissioner, mens jeg cyklede af sted beskrivende hvad jeg så, og de kunne høre lyden fra trafikken derhjemme. Det var spændende dengang, hvor det var noget nyt.

Flyvning

En af mine venner, Espen Sund, tog flyvetimer og behøvede 300 timers øvelse, før han kunne blive erhvervspilot, så jeg tog med ham op nogle få gange. Han var en vovehals.

Engang fløj vi et sted, hvor nogle få mennesker stod på en bro, han dykkede ned imod dem, og de spredtes som rotter, løbende for livet. En mand på cykel på en strand, med ingen andre i kilometers nærhed, sprang af cyklen og lagde sig fladt på maven i sit jakkesæt og vi fløj nogle få fod over ham.

Så løb han op i bakkerne for at gemme sig. Nogen klagede til myndighederne, og han fik besked på at opføre sig ordentligt eller miste sin licens.

I Civilforsvaret

I 1938 skulle jeg på session til den danske hær. På det tidspunkt havde jeg et stort åbent sår på mit ben fra en gummistøvle, der gnavede min hud, fordi jeg ikke havde andet fodtøj, så jeg fik besked på at komme tilbage næste år.

I mellemtiden besatte tyskerne landet, så på en måde kan jeg have været heldig. I stedet for militærtjeneste skulle jeg gøre tjeneste i civilforsvaret, såsom at slukke brande fra bombardementer. Jeg fik også den basale militære træning.

Ægteskab

I trediverne brugte jeg nogen tid på at lede ture for det danske vandrelaug. Jeg planlagde vandreture på landet, hvor vi overnattede på et vandrehjem eller i en lade på en gård et eller andet sted.

Her var der dans om aftenen. Jeg spillede guitar i en gruppe, jeg tog med. Det var her jeg mødte min første kone, Tonny. Hun var 17 år dengang (2) og ville giftes. Jeg var ikke helt klar, men efter en tid fik hun mig overtalt.

Knaphed

Under krigen var der mangel på mange ting. En af dem var spande, så jeg fik den idé at opsøge planteskolerne og få håndtaget fra de spande, de brugte, til at dække planter med. Det var bare i vejen.

Jeg slog det af og solgte så håndtagene til et værksted, hvor de lavede træspande. På den tid var der mangel på alt, du kunne ikke engang købe lagner eller undertøj undtaget lavet af papir.

Min bror Erhard bygger et hus

Min storebror Erhard købte et stykke billig jord med en lille hytte i udkanten af byen. Da han blev gift, byggede han så et hus rundt om det med hytten stående tilbage i dagligstuen. Derefter rev han langsomt hytten ned og brugte træet til at varme huset op med. Til sidst var hytten forsvundet op gennem skorstenen, og så satte han loft op i dagligstuen.

Sammenstød med tyskerne

En lørdag i 1940 var jeg lige kommet tilbage fra et orienteringsløb, 20 km fra byen med et kompas og kort over et område, hvor englænderne natten før havde nedkastet forsyninger til modstandsbevægelsen, da jeg blev arresteret af Gestapo.

De var i sort tøj og bar violinkasser med automatiske våben. Det var en tilfældighed at jeg løb ind i dem, fordi de eftersøgte en mand som lige havde sendt beskeder til England på en radio, som de havde pejlet til området hvor min fars værksted lå.

De undersøgte alle mine lommer og fandt et stykke papir, hvor jeg havde skrevet en melodi for guitar med bogstaver som nodesymboler, og de blev ved med at insistere på at det var kode.

De lænkede mig med håndjern til et vandrør. Mens de ransagede bygningen, gemte manden, de ledte efter, sig i min fars værksted, og far gav ham besked om at skynde sig ud af bagdøren til en kirkegård i nærheden.

Nogle få dage efter kom han tilbage og takkede min far for hjælpen. Jeg var ved at blive nervøs og forventede at blive taget med til hovedkvarteret til tortur, og for at gøre sagen værre havde jeg en kortbølgesender hjemme, som jeg brugte til eksperimenter.

Hvis de havde ransaget huset, ville jeg sandsynligvis være blevet skudt som spion. Heldigvis fandt de ud af, at manden, de ledte efter, var flygtet, så jeg blev løsladt.

Ved en anden lejlighed spadserede jeg med en ven, da vi passerede en tysk officer, og min ven råbte: "Din svinehund" og nogle andre grimme ord. Officeren blev vred og trak sin revolver.

Vi løb så stærkt vi kunne gennem en port ind i en gård, da begyndte han at skyde på os, vi var heldige, det var bælgmørkt, så han ikke kunne se os. Desuden vidste han ikke, om han ville blive angrebet i mørket, så han forsvandt.

På omtrent samme tid blev min far kontaktet af tyskerne for at lave nogle køjesenge til en barak ved lufthavnen. Han sagde til dem, at han havde for travlt, men den købte de ikke.

Han fik at vide han ikke havde noget valg i den sag, så han lavede hundrede senge, 3 over hinanden. Han lavede dem i meget spinkelt træ, jeg var derude for at samle dem, min far gav mig besked om at bruge 1 ¼ tommers skruer til at holde dem sammen, jeg sagde til ham at de var for korte, men han sagde at de var lige tilpas, så vi fik dem alle sat op og gik.

Den aften, da tropperne gik i seng, kollapsede de alle. Tyskerne blev rasende og kom tilbage til værksteder og beskyldte ham for sabotage, men min far sagde, at han ikke havde forstand på at lave den slags møbler, så de gik og bad ham aldrig mere lave noget igen.

Jeg starter min egen forretning

Det første år jeg var gift, arbejdede jeg stadig for min far, men så kunne jeg ikke holde det ud længere, så jeg sagde op og startede min egen forretning med elektronik, med at reparere radioer, bygge forstærkere, og lave lysstofrør.

Jeg lavede en maskine, hvor jeg kunne skære grammofonplader. Kunder kom til studiet og sang eller sendte tale-beskeder. Husk på at dette var længe før båndoptagere blev opfundet.

Engang gav jeg en demonstration i en lokal filmklub, af hvordan man synkroniserede plader med lyd med filmprojektoren, i en stor klub med 200 personer som tilskuere. Jeg reklamerede aldrig, men fik et ry for at kunne lave alt i elektronik og havde mange interessante projekter; men mest af alt nød jeg virkelig mit arbejde.

Noter:

1. Telegrafon. Opfundet af Valdemar Poulsen i 1898. Tilbage.
2. Det har formentlig været i 1944, da Tonny blev født 5. maj 1927. Tilbage.