Sven Nielsens erindringer afsnit 5

Et nyt liv i Canada

Weekends på Toronto Island

I 1955 blev Eric født, han var sjov, vi var nu en hel familie og kæmpede med at spare penge op til møbler. I weekenderne tog vi til Toronto Island for at slappe af, på den tid kostede en TTC billet 7 cents, den inkluderede en gratis billet til færgerne, i dag betaler du mere end 7 $ for det.

Knuds kone havde ikke nogen badedragt, men det afskrækkede hende ikke. På øen gik hun rundt i sine gennemsigtige trusser og XL BH, til stor fornøjelse for alle de unge italienske bygningsarbejdere. Hun var en rigtig flirt, hun spillede strandbold med dem, gyngede op og ned med sin store barm og nød opmærksomheden, hun fik.

Bilen bryder sammen

Bilen begyndte at volde problemer og brænde olie, så jeg skilte motoren fuldstændig ad i vores lejlighed, borede cylindrene op, krumtapakslen slebet ned, polerede alle ventiler, tilpassede nye stempelringe, samlede det hele igen, det var noget af en oplevelse. Jeg lånte bøger på biblioteket for at se, hvordan det skulle gøres, og så kørte den fint igen.

En sommerferie kørte vi nordpå til Cochrane, hvor bilen brød sammen uden for lands lov og ret. Jeg checkede og opdagede at et gearhjul (1) var i stykker. Jeg tog hen til et autoværksted, hvor de reparerede lastbiler. Han sagde, at de ikke vidste noget om engelske biler, men hvis jeg ville, kunne jeg benytte faciliteterne.

Så jeg bestilte et nyt gear fra Toronto, det ville tage et par dage. I mellemtiden tog vi vores telt og steg på et tog til Hudson Bay, hvor vi camperede et par dage og tog på sightseeing i en kano, vi lånte af en lokal indianer.

Da vi kom tilbage til Cochrane, var jeg ved at løbe tør for penge og ringede til banken, og de telegraferede mig 10 $. Jeg installerede så det nye gearhjul, som var ankommet i mellemtiden, og vi kørte hjem.

Omkring 1954 var der en ekstremt varm sommer, og ingen havde air condition, så det var almindeligt på den tid at sove i parkerne nede ved stranden. Folk ville komme i tusindvis medbringende tæpper eller soveposer. Det var et stort åbent soveværelse, men det var behageligt svalt og meget selskabeligt.

Jeg forfremmes

På jobbet arbejdede jeg som tekniker, og på den tid havde Philips problemer med noget nyt røntgenudstyr med billedforstærkere i Montreal. Det var en meget stor ordre, den første af sin slags, og alle andre hospitaler i landet fulgte det nøje.

De kunne ikke få det til at virke ordentligt og truede med at annullere. Så foreslog en eller anden at sende mig op for at fikse det, og ledelsen accepterede. Jeg fløj derop og fik det til at virke på ingen tid.

Der var alle mulige slags læger og ingeniører, som stillede spørgsmål, en af dem var underdirektøren for Philips, jeg vidste ikke hvem han var, da han spurgte mig, om det var svært? Jeg sagde nej det var ikke noget, det var barnemad.

Han var ret imponeret af min præstation og forfremmede mig til leder af Ontarios afdeling for videnskabeligt udstyr. Her var mit første job at fikse nogle problemer, vi havde med et elektronmikroskop på Londons universitet.

Fyren som styrede deres laboratorium var radioamatør, så vi kom særdeles fint ud af det sammen, og jeg løste alle problemerne. Efter jeg kom tilbage, sendte han et brev til min nye chef, roste mig til skyerne og takkede ham for endelig at have sendt en, der vidste hvad han havde med at gøre. Min chef viste mig aldrig brevet, men det gjorde hans sekretær.

På rejse og arbejde

I min nye stilling som service manager måtte jeg rejse en del, et af de første jobs var til Uranium City i Northwest Territories. Jeg fløj til Edmonton og skiftede så til et gammelt krigsfly, som var ejet af firmaet, som jeg lavede jobbet for.

Der var ingen sæder i det, og det var fyldt med alt muligt: et køleskab som nogen havde bestilt ved Sears, sække med gødning, kød og grøntsager, en sneplov, et par snescootere osv. osv.

Jeg sad ved siden af piloten i cockpittet, han var en venlig fyr og svarede på alle mine nysgerrige spørgsmål. Det var en lang flyvetur, men endelig nåede vi byen. Den havde kun 163 indbyggere og en uranmine.

Det var isnende koldt, minus 38 grader, indbyggerne bar pelsfrakker og pelsbukser, så ud som eskimoer, alt hvad jeg havde var bytøj. Radiostationen var en hjemmelavet en i en eller andens kælder.

Han fik programmer sendt op fra CBC på bånd, og han læste selv nyhederne op, når han kom hjem fra arbejde. Om dagen arbejdede han på mineselskabets kontor. Han inviterede mig hjem på middag, den næste morgen så jeg en hundeslæde, det var noget af et syn.

På en anden tur tog jeg til Seven Isle Iron Company i Quebec. De havde problemer med det elektronisk udstyr fra Philips i New York, så jeg fløj derop og fiksede det. Der var ingen vej derop, kun en jernbane, der var ingen hoteller, men selskabet havde en barak til gæster, og der boede jeg.

Det var meget isoleret, ingen underholdning overhovedet, men jeg havde travlt med at arbejde, så det var ok, jeg løste problemerne og tog hjem.

Jeg måtte regelmæssigt tage til New York, Philips havde et partnerskab med Norcelo der, + dem der lavede analytisk røntgenudstyr. Jeg kom til at kende byen særdeles godt, dansede på Roseland næsten hver aften, spadserede gennem Harlem og Central Park om aftenen, jeg var ikke klar over faren.

Jeg arbejdede hårdt dengang. Jeg kunne stå op kl. 4 og køre 150 km, pakke en induktionsvarmer ud, installere og lære kunden at bruge den, og så køre tilbage. Ofte arbejdede jeg 14 timer om dagen uden overtidsbetaling.

Engang hvor jeg reparerede et elektronmikroskop i Jordan, kom jeg ikke hjem før kl. 4 om morgenen. I mine år hos Philips besøgte jeg de fleste byer i Canada plus ture til Philips' fabrik i Eindhoven

I min lejlighed havde jeg en arbejdsbænk og lavede forskelligt arbejde. Én ordre, jeg fik, var på 12 strømforsyninger til at genindvinde sølv fra røntgennegativer, som blev brugt på hospitaler, og noget andet udstyr som ikke var på markedet. En anden var på et fjernstyret kamera til at tage fotos af vilde dyr i junglen.

Skilsmisse og bryllup

Nogle få år senere, i 1962 (2), ønskede Tonny at tage tilbage til Danmark, så vi blev separeret, og hun tog af sted. Jeg var på egen hånd, fri til at nyde den smukke canadiske sommer.

Jeg rejste meget og nød friheden en tid, mødte så Fae Woolf. Hun var engelsk, begge hendes forældre blev dræbt under krigen af V2 bomber. Hun boede for sig selv på et værelse. Hun foreslog, at hun skulle flytte sammen med mig i min lejlighed på 951 Eglington Ave W. Jeg accepterede, siden det var rart at have selskab. Vi rejste en smule og havde det sjovt med at danse, men med tiden blev jeg træt af hende, så hun rejste, og jeg var igen på egen hånd, besøgte Danmark og sluttede skilsmissen.

Da jeg kom tilbage blev jeg medlem af en klub kaldet "Jack & Jill". Det var en singles organisation, som arrangerer dans og ture til forskellige steder i weekends. Jeg tog på en masse ture, hvor jeg frivilligt tog passagerer med. De ville ringe til mig om at samle 3-4 piger op, hvor de boede, som så ville bidrage til benzinudgiften.

På en af disse ture mødte jeg Elizabeth Hall. Vi begyndte at date, hun var en god skiløber og tennisspiller. Jeg hjalp hende med hendes afhandling til eksamen (3), vi tog på arkæologiske ture ind i landet, hvor vi udgravede gamle indianer-bosteder for potteskår, knogler osv., og jeg hjalp hende med at tage billeder af gravstene til en anden afhandling. Jeg fandt ud af, at jeg kunne have bestået eksamenen ganske let uden nogensinde at have fået undervisning.

På et tidspunkt besluttede vi at gifte os, men eftersom min skilsmisse var opnået i Danmark, kunne vi ikke blive gift i Ontario, så vi tog til Lake Placid, gik ind i en kirke hvor præsten bad os vente til efter gudstjenesten, det var en søndag. Han spurgte så, om vi havde nogle vidner, jeg sagde nej, men at jeg ville skaffe nogle, og gik udenfor og fandt en gammel sortklædt dame med en datter. Hun så fattig ud, så jeg tænkte, at jeg kunne give hende en dollar for besværet, hun sagde, at det ville være en fornøjelse, og så blev vi gift. Da vi kom udenfor, så vi, at kvinden havde en limousine med privatchauffør til at vente, hun var åbenbart meget velhavende og ejede den halve by, så jeg gav hende ikke en dollar. Senere sendte hun blomster til vores motel.

Dagen efter checkede vi ind på en turist-ranch. Elizabeth ville ud at ride. Jeg skulle ikke røbe, at jeg aldrig havde siddet på en hest før. De delte os op i grupper: begyndere, lidt øvede og erfarne. Hun var erfaren, og jeg tænkte hvor svært kan det være, ventede for at blive den sidste og de viste mig min hest. Aldrig i mit liv har jeg set så stor en hest, den var enorm. De hjalp mig med at klatre op ad en høj stige for at komme op på monsteret, den trippede utålmodigt rundt, og endelig kom jeg i sadlen, og de sagde ok af sted. Jeg sagde "sure", det eneste problem var, at jeg ikke vidste, hvordan man startede den - der syntes ikke at være nogen gearstang eller kobling. Jeg rykkede i bidslet, men den rørte sig stadig ikke, så sparkede jeg hælene ind i siden, det syntes at virke, den strøg af sted i fuld galop, jeg hængte på, så godt jeg kunne, heldigvis kendte hesten vejen, den løb ned ad en meget stejl sti gennem bjergene. Jeg var virkelig bange, men det lykkedes mig at blive hængende, og efter mange bønner nåede jeg endelig tilbage til ranchen, meget lettet. Det eneste problem var, at jeg ikke kunne sidde ned i en uge.

Jordomrejse

Vi flyttede ind i en lejlighed på 150 Corsburn Ave, i en splinterny bygning med sydvendt altan, masser af solskin og vi kunne spadsere til tennisbanen. Et år senere købte vi et hus på Cottonwood Dr. Vi løb en del på ski og rejste. Vi rejste gennem Europa fra København gennem Sverige, Finland, Norge, Danmark, Tyskland, Schweiz, Italien, Spanien, Portugal, Frankrig og England på Eurorail første klasse, og vi tog en tur rundt om jorden gennem Danmark, Tyskland, Schweiz, Italien, Grækenland, Ægypten, Irak, Afghanistan, Iran, Indien, Singapore, Indonesien, Bali, Australien, Hawaii, San Francisco og Toronto. Vi havde det godt, men endte med at skilles grundet uforenelige forskelligheder.

Jeg trækker mig tilbage

I december 1974 sagde jeg min stilling op hos Philips Electronics efter 24 år og måtte efterlade min firmabil. Så jeg købte en et år gammel Ford Pinto og trak mig tilbage.

Noter:

1. I manuskriptet står: "The fibre timing gear wheel", og jeg aner ikke, hvordan det skal oversættes. Tilbage.
2. Sven husker forkert her: det var i august 1959. Tilbage.
3. Bachelor of arts degree. Tilbage.