Sven Nielsens erindringer afsnit 6

Delvis tilbagetrækning

Omkring denne tid deltog jeg i forskellige møde-grupper, som normalt bestod af 12 personer, og det forventedes, at du sagde præcis, hvad du syntes. En person af gangen ville sidde i den varme stol, og deltagerne ville sige præcis, hvad de mente om ham. Jeg lærte en masse af de møder. Jeg blev også medlem af en meditationsgruppe, hvor jeg lærte at hypnotisere mig selv og havde et par ude af kroppen oplevelser, hvor jeg svævede i luften og så min krop hvile. Det var en smule skræmmende og ikke særlig nyttigt.

Carol bliver født

I 1968 fik Elizabeth et barn, en dreng. Uheldigvis havde navlestrengen en knude, som afskar blodforsyningen til fosteret, og han døde i graviditetens ottende måned. Det kan være forårsaget af tennisspil og hoppen rundt på banen, men hun måtte stadig gå rundt en måned mere før fødslen. Det må have været ubegribelig smertefuldt at gå rundt en hel måned med et dødt foster.

Et par år senere fik hun en datter Carol, som blev født den 20. august 1970, og som var en sand lykke og fornøjelse og en smuk pige. Jeg husker en sommer i 72, hvor jeg tog hende ned på Yonge Street, som havde forbudt al motoriseret trafik om dagen. Der var så dejligt med øl-haver udenfor, fortovscaféer og planter, træer og blomster overalt, folk var så glade for det. Carol var så sød, og hun syntes også at kunne lide øl, hun gik rundt og sagde hej til alle.

Uheldigvis holdt den åbne gade kun to år, politiet sagde, at de ikke kunne styre det, for meget narkotikatrafik og massageklinikker, så de lukkede den. Mærkværdigvis klarer de det fint i Ottawa og også i mange byer i Europa. En anden episode, jeg husker, var da Carol var i en påske parade på Queen Street, hun var en majorette dengang og tog det meget alvorligt. Da hun marcherede forbi, sagde jeg: "Hi Carol", men hun sagde shhh, vi må ikke tale med nogen.

På egen hånd igen

Jeg flyttede så ind hos min søster Lizzt for en tid, kørte til Florida i min nye bil, den så så lille ud der sammenlignet med alle Cadillac'erne og andre store amerikanske biler. Her spillede jeg tennis hver dag, tog på sightseeing, spillede bridge og pool og havde det storartet.

Jeg bliver sælger

Da jeg kom tilbage, tog jeg en stilling som sælger på kommission for en elektronikforretning på Bathurst Street. Det var nyt for mig at sælge, men jeg klarede mig rigtig godt, og solgte mere end alle andre, til dels fordi jeg var ældre og aldrig pressede kunderne til at købe. På denne tid arbejdede jeg også hjemme med at samle Hi-fi anlæg for en jødisk ingeniør, han solgte dem videre til sine venner. Jeg behøvede nogle penge at leve af, min pension fra Philips var på 136,20 $ om måneden, og det ville tage 9 år mere, før jeg kunne få Canada pension og folkepension; men jeg var fri til at gøre lige hvad jeg havde lyst til, og jeg nød fuldt ud.

Et job med frie hænder

Efter endnu en vinter i Florida havde jeg brug for noget indtægt, så jeg besøgte en kunde fra Philips, en Dr. Brooker, og fortalte ham, at jeg var til rådighed til at arbejde i hans laboratorium, men kun med fuldstændigt frie hænder, hvis solen skinnede, ville jeg spille tennis, og om vinteren ville jeg være i Florida. Han sagde, at det ville være fint, jeg kunne gøre, hvad jeg ville, så længe det havde med firmaet at gøre.

Så jeg lavede en masse ting til at forbedre arbejdsgangen. Blandt andet lavede jeg en robot, som var fuldautomatisk, den kunne lave tre mands arbejde og arbejde 24 timer i døgnet. Det var meget interessant, og jeg nød det til fulde. Jeg sparede en masse penge op og var i stand til at lave en pæn RSP (1). Det første år indbetalte jeg 15.000 $, som var loftet dengang, og da jeg endelig blev 69 havde jeg akkumuleret 110.000 $ i RSP og købt et par livrenter og en RRIF (2). Indtil nu 16 år senere har jeg modtaget det dobbelte af det beløb, og det vil fortsætte så længe jeg lever.

Fra 1974 til 2000 tog jeg sydpå hver vinter, de første 9 år til Miami Beach, så 8 år til St. Petersburg og 9 år til Las Vegas, og næsten hvert år kom Carol på besøg. Et par gange tog jeg hende med til Danmark, hvor vi tog med tog til Tyskland og med færge til Sverige.

Jeg møder Danuta

Den 30. september 2001 tog jeg på en af disse vandreture, her mødte jeg mit livs drøm, en smuk, blond ung kvinde fra Polen, Danuta Lappo. Hun var en lærer og rektor i Polen med en Ph.D. grad. Vi begyndte at date og besluttede efter nogle måneder at flytte sammen, men ikke for at bo i Toronto. Vi tænkte på Victoria, men det var for langt væk fra vores familier, så vi tog på adskillige ture i det sydvestlige Ontario og overnattede for at se, hvordan byerne var, og valgte til slut St. Catharine's. Her lejede vi en lejlighed for et år og købte senere en lejlighed på 365 Geneva Street.

Vi synes om det stille liv her, meget lidt trafik, og kun nogle få minutter til hvor som helst i byen. Vi tager på mange vandreture i området, Niagara Escarpment, Bruces Trail osv. Kort efter vi flyttede hertil, måtte jeg på hospitalet til en prostataoperation og blev diagnosticeret med kræft. De ville have mig i strålebehandling og kemoterapi, men jeg afslog, og det var en god beslutning. Nu, efter mere end tre år, har jeg det fint, ingen problemer overhovedet. Hvis jeg havde besluttet at tage strålebehandlingerne, ville jeg formentlig være død nu. Jeg tror fast på, at Danuta har kureret mig med hendes gode omsorg, kærlighed og sunde mad. Vi spadserer i gennemsnit 10 km om dagen og har et smukt forhold, vi har aldrig skændtes i al den tid og er stadig meget forelskede. Jeg er meget lykkelig nu og ville ønske, at jeg kunne leve evigt; men denne krop har gået mange kilometer, tiden er begrænset så vi må glæde os over hver dag, som den kommer.

I december 2004 tog vi til Las Vegas i 3 måneder, vi tegnede end ikke en sygeforsikring. Det var rart at være tilbage igen, jeg mødte en masse gamle bekendte, vi tog på tur i bjergene, en dag gik vi 22 kilometer, udforskede ørkenen, spillede hver dag, tog ud at danse og havde bare en god tid. Carol & Kevin kom og blev nogle få dage, og vi tog alle ud for at se Grand Canyon.

Vi er meget lykkelige i vores lejlighed. Folk i huset er venlige, jeg spiller bridge nedenunder en gang om ugen, men vi er ude, så snart vejret tillader det, og spadserer lange ture hånd i hånd bare nydende hinandens selskab.

Danuta er meget unik, altid glad, som regel smilende eller leende, og hun har et venligt ord til alle, vi møder. Vi tager meget ud at danse og har stor fornøjelse af det, spadserer meget - 10 km i snit om dagen - og om sommeren plukker vi frugt. Det er forbløffende, hvor meget frugt du kan samle op gratis, den første sommer plukkede vi over 300 pund pærer, æbler, vilde druer og kirsebær. Vi besøger senior centeret, det er som en fattig mands Country Club, hvor jeg spiller snooker og Danuta spiller shuffleboard, og onsdage har de te-dans, andre programmer er bridge, bordtennis og kunsthåndværk, og en gang imellem spiller vi på kasinoet i Niagara Falls. Vi bruger også tid på Internettet, her kan du altid finde et svar på alle spørgsmål.

Efterskrift

Sven Nielsen døde den 1. december 2007, 87 år gammel. Før hans død fortalte jeg ham, at jeg kunne tænke mig at offentliggøre hans erindringer og dele historien med et bredere publikum. Han syntes om ideen og sagde, at jeg kunne ændre på enhver måde, jeg mente tjente formålet.

Jeg har bestræbt mig på at oversætte den engelske original, så hans stil er bibeholdt. Jeg har dog brugt lidt flere punktummer og tilføjet overskrifter for at gøre teksten lettere læselig. Derudover har jeg ikke ændret noget. Hvis du vil læse det originale engelske manuskript (Word dokument), kan du downloade det her.

Den 30. december 2007, Eric Bentzen

Noter:

1. RSP: "Retirement Savings Plan". Tilbage.
2. RRIF: "Registered Retirement Income Fund". Tilbage.