Espressokaffe på græsk manér

Espresso på græsk manér
Klik for større foto.

Her på Leros har jeg ingen espressomaskine eller -kande, men laver espresso på græsk manér.

Det vil sige, at jeg bruger min lille græske kaffekasserolle med håndtag og hældetud. Jeg købte den på Karpathos for et par år siden, og den ledsager mig altid, hvis vi skal bo et sted med køkken.

Jeg bringer 2 - 4 dl vand i kog, kommer godt med espressobønner i og lader det så koge op 1-2 gange. Det er også sådan, grækerne laver kaffe.

Jeg har dog en mistanke om, at de koger den for meget - græsk kaffe, som man får den serveret de fleste steder, har en meget fladere og aromafattig smag.

Inden jeg forsigtigt hælder, lader jeg kasserollen stå lidt. Jeg kan ikke se fidusen ved at hælde al grumsen over i koppen som ved græsk eller tyrkisk kaffe.

Det er en god og stærk drik. Der er ingen kopper i lejligheden, så jeg bruger et lille glas.

I Danmark har jeg såmænd også fået espresso serveret i glas på caféer, som ikke har råd til kopper.