Home > Rejser > Leros 2009 > Lejligheden på Hotel Elefteria
Lejligheden på Hotel Elefteria i Platanos
|
Klik for større foto.
|
Vi havde booket en 2-værelses lejlighed på Hotel Elefteria i Platanos by. Vi var egentlig godt tilfredse sidste år, hvor vi boede på Nikis, men der var udsolgt.
Jeg kan ikke udtale mig om standarden af de øvrige værelser og lejligheder på hotellet, men vi var ikke helt tilfredse. Småting kan man enkeltvis trække på skulderen af og leve med, men når der er mange "småting", krakelerer helhedsindtrykket.
Jeg ser, at Skibbyrejser ikke længere har Elefteria på sin hotelliste, men hvad årsagen er til det, kan jeg ikke sige.
(Kommentar år 2014: Skibby er forlængst overtaget af Spies, og i skrivende stund er der mig bekendt ingen charterrejser til Leros. Vi får se, om det ændrer sig.)
Småting:
-
Der var intet badeforhæng, og selvom man var forsigtig, var der vand overalt på det kombinerede badeværelse/toilet, når man havde været i bad. To skruehuller i væggen vidnede om, at der engang har været en holder til telefonbruseren.
-
En armeret vandslange under håndvasken dryppede, da vi kom, så badeværelsesgulvet sejlede. Vi satte en kasserolle under, og den stod der stadig, da vi rejste.
-
Der var siger og skriver 2 kroge, man kunne hænge noget på. De sad på klædeskabet og blev reserveret til badehåndklæderne.
-
Alle skuffer var besværlige at trække ud og skubbe ind, fordi de ikke var monteret på skinner.
-
Lejligheden lå lige under tagterrassen. Det gav megen støj af stoleskramlen, og under skybruddet den første dag silede der vand ned ad en væg - formentlig hvor nogle betonelementer er sat sammen.
-
Rengøringen var noget overfladisk. Vi er imidlertid ikke sarte, og en hærskare af bittesmå myrer gjorde nano-rent i køkkenet.
-
Køkkenudstyret har sikkert været komplet en gang, men der var f.eks. ikke teskeer. Der var krus, men ingen kopper.
-
Hotellet er meget lydt.
-
Dobbeltsengen var smal, og der var 1 lagen til deling. Vi kunne selvfølgelig bare have spurgt, om vi kunne have fået et mere, så dén er der lidt boomerang over.
På positivlisten kan anføres:
-
Okay madrasser.
-
Fin central beliggenhed nær Platanos' torv.
-
Dejlig altan med flot udsigt til borgen og over Platanos by.
-
Dejlig tagterrasse med pool og fantastisk udsigt.
-
Venlige mennesker, og for danskere er det et plus, at værtinden, Lone, er dansk.
|