|
Rejsebeskrivelse fra en ferie på Madeira. Fredag den 21. februar 2003. Vi er først ved morgenbordet ved ottetiden. Jeg ved ikke, hvad der er med dette sted, men selv jeg, der normalt aldrig kan klare noget særligt om morgenen udover et par kopper espresso, spiser her både English og Continental breakfast med alt hvad dertil hører af æg, pølse, bacon, tomat, ost, brød og frugt. OK, det hjælper selvfølgelig, at man ikke selv skal stå i køkkenet, og at måltidet indtages med en pragtfuld udsigt over Atlanterhavet med hotellets swimmingpool i forgrunden, hvor nogle få gæster plasker rundt og får bedre samvittighed. På opdagelse i FunchalVejret synes omskifteligt i dag. Snart er der klar sol, snart regner det. Vi beslutter os for at spadsere en tur i centrums nordlige del, som vi kun har set en smule til.
På museum: Casa Museu Frederico de Freitas
Da vi passerer "Casa Museu Frederico de Freitas" i Calcade de Santa Clara, er museet lige åbnet, så vi går ind. Det er et smukt hus med mange værelser i flere niveauer og rummer en privatmands samlinger. Umiddelbart før sin død testamenterede han det hele til staten, og i hans hus har man indrettet et smukt museum. Frederico de Freitas var advokat, og han må have været lidenskabelig samler, for her er virkelig utroligt mange objekter af forskellig slags: møbler, keramik, statuetter, kakler og hvad ved jeg. Især de bemalede kakler vækker vores beundring, og det er ikke billigt skrammel: der er gamle kinesiske, persiske og hollandske kakler, som må repræsentere en formue. Enten må advokater på Madeira tjene særdeles godt, eller også havde han lukrative biindtægter. 
Der er også en mindre hær af kustoder, som venligt men bestemt insisterer på, at man skal se tingene og rummene i en bestemt rækkefølge. Vi er normalt ikke de store museumsgængere, men dette er nu et besøg værd. Bustur ud i det blåRådhuspladsen ligger ikke langt derfra, så der får vi os en forfriskning, før vi stiger på en bus og kører ud i det blå. Bussen kører op ad bjerget til et beboelseskvarter højt over Funchal og vest for Monte. Vi hopper af før endestationen, og går en tur i kvarteret. Husene er smukke og velholdte med de typiske røde tegltage, der har et svagt pagodeagtigt svaj, og hvor hjørnerne afsluttes med en lille figur - et hovede, en due eller et skib. Man har masser af udendørs potteplanter, og i de private haver vokser bl.a. bananer og vin. Mange af husene har også opførselsåret lagt i mosaik i fortovet.
Det er umuligt at fare vild. Under os ligger Funchal udfoldet foran havet, og det er bare at gå ned ad bakke. Solen stråler fra en skyfri himmel. Det vil sige: over os er den skyfri, men som så ofte er der skyer over bjergkransen, og vinden bærer regn hen til os. Så i strålende solskin slår vi paraplyerne op, for det er ikke bare smådryp, der falder. Men heroppe blæser det lige vel voldsomt, og ude af stand til at styre paraplyerne søger vi ly i en lokal bar. En lokal barØllet er det udmærkede lokale mærke Coral, og på denne lokale joint koster en flaske under 1 Euro. Knap har vi sat os, før regnen ophører, men det gør ikke noget med en hvilepause. Der er en håndfuld lokale gæster og et par børn, som vogtes af en sortklædt bedstemor. Over døren kører fjernsynet med nyheder på portugisisk, og bartenderen konverserer gæsterne, som bartendere gør over den ganske verden. 50 meter fra baren ligger et busstoppested, og vi skal ikke vente mere end 5 minutter, før en bus samler os op, og det går ned mod centrum i rasende fart. Denne vej (nedad) tjener motoren mest til at bremse og larme. Aften på A Muralha i den gamle bydelEfter en let frokost er det siesta-time, og ved 18-tiden tager vi til den gamle bydel. Vi nyder et glas hvidvin på fortovscaféen overfor svævebanen og går derpå ned til Largo do Santo. Vi får bord i den lille kælderrestaurant "A Muralha", som betyder "muren", og den ene væg i det gamle hus er da også en smuk stenvæg. Gulvet er iøvrigt lagt i hvide småsten som de fleste fortove i byen, men gulvet er poleret som terrazzo - smukt. Betjeningen er udsøgt, og tjeneren taler fremragende engelsk. Til forret får jeg muslinger grillet i skallen, og Helle tun-salat - og det er ikke tun fra dåse. Til hovedret får Helle kylling i mild karry med banan, og jeg vælger igen espatada, det lokale oksespid. Her er spiddet en laurbærgren. Hertil en rød portugiser, "Piriquita" eller noget i den dur, som er kraftig, frugtig og behagelig. Efter en desserttærte får vi kaffe, og jeg spørger tjeneren, om der fremstilles en lokal brandy. Det gør der faktisk, og han serverer en brandy lavet på sukkerrør. I forhold til cognac eller f.eks. Metaxa er den lidt rå og sprittet, men dårlig er den absolut ikke. Jeg forestiller mig romantisk, at den får den gyldne farve ved lagring på Madeirafade, men det kan selvfølgelig mere prosaisk være karamel. Netop som vi havde tænkt os at smutte, kommer tjeneren med et glas sød madeira "on the house". Vi er så mætte, at vi kunne trille hjem, så det gør vi i en af de taxier, som holder i kø udenfor. Det er billigt at køre i taxi hernede, og turen til hotellet koster kun knap 4 Euro.
|
