Eksklusiv shopping i Rom

Metroen til Piazza del Popolo denne lørdag morgen er ikke så overfyldt som på hverdage.

Piazza del Popolo er en gold og kedelig plads, men velegnet til store menneskemængder som da Roma vandt det italienske mesterskab i fodbold 2001. Da kogte byen virkeligt over!

Borsalinos hatteforretning i Rom
Klik for større foto

Der er gitter for Borsalinos hatteforretning. Den åbner ikke så tidligt, men jeg tror alligevel ikke, at de sælger cykelhjelme med stil. I vinduet er der kun dame- og herrehatte, som typisk koster fra 100 til 150 euro.

Ned mod Den spanske Trappe ligger eksklusive forretninger side om side, men de har heller ikke åbent endnu. Deres kundesegment spiser sen morgenmad.

I et vindue ser vi bl.a. en lille bitte brillant-panda. Med sin beskedne størrelse koster pandaen kun 2.400 euro, men da det ikke fremgår, om noget går til Verdensnaturfonden, kølnes vores købelyst.

Fra Den spanske Trappe kan man gå ned ad Via Condotti, som er et af de strøg i Europa, hvor man nemmest får udgifterne til at slå til. Her bor Dior, Cartier, Prada og hvad de ellers hedder, og man kan købe tøj, smykker og luksusartikler.

I 2003 så jeg fx denne jaguar udstillet. Jeg har siden tænkt, at den ville tage sig godt ud oven på emhætten, men nu er den desværre væk. Man skal slå til, når chancen byder sig.

Jaguar i Via Condotti

Forretningerne har alle det til fælles, at man kan få meget lidt for meget store penge. Her forslæber man sig ikke pga. overtræk.

Et sted på Via Condotti vajer Dannebrog fra et palæ, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være Johanitterordenens (?) residens.

Vi overvejer en forfriskning i Pantheons sidegader, men nu er fødderne ømme, så vi tager hjem. Bussen er næsten ikke overfyldt, og da trafikken næsten heller ikke er kaotisk, sidder vi snart på Piazza dell'Esquilino og læsker os med en cola.

Da det nu kiksede med shopping i Via Condotti og omegn, fordi vi var tidligt på den, køber vi 1½ kg moden parmesan i det lokale supermarked.

Man kan jo ikke tage tomhændet hjem til Danmark.