Feriestemning i Siracusa

Søndag den 22. maj 2018

Jeg mangler min kufferts indhold og køber lidt tøj: 2 poloshirts, strømper og det man i annoncerne kalder underbenklæder. Det rækker indtil videre.

De fleste tøjforretninger i Ortigia ligger i samme gade, og de fleste sælger dyrt modetøj. Det er søndag, men nogle har åbent, og lige præcis den butik, vi finder, har rimelige priser.

Rejseforsikringen dækker vist op til 2000 kr., hvis bagagen er forsinket mere end 4 timer, og nu er det snart et døgn.

Vi køber ind i det lille supermarked i Via Cavour og går hjem til frokost. Vi driver den af på tagterrassen, får siesta og går så aftentur.

Aftentur

Akrobatisk dans
Klik for større foto

På den flotte domkirkeplads er der mange mennesker, og nogle børn underholder med akrobatisk dans. Det hedder sikkert et eller andet, som jeg er for gammel til at kende.

Jeg er ikke helt dus med det nye kamera og er utilfreds med dybdeskarpheden på de automatiske programmer. Jeg eksperimenterer derfor med forskellige blændeåbninger på samme motiv - det skal nok komme.

Vi går fra havnen langs vandet til Fonte Aretusa og promenaden derefter, Lungomare Alfeo, hvor kun fodgængere og cyklister færdes.

Caféer og restauranter ligger tæt, og promenaden ligger mellem dem og havet.

Vi falder ind på en lille café med masser af blomster og planter. Glassene med hvidvin er store, men vinen er ikke noget særligt. 6 € stykket, så er der betalt for havudsigt.

Havudsigt Lungomare Alfeo Basilikum som bordpynt
Klik for større foto

På Osteria Mariano bestiller vi orata all'aqua di mare, fisk dampet i "havvand".

Orata all'aqua di mare - dampet fisk
Klik for større foto

Saucen er tomatiseret og er med oliven og kapers. Hertil spinat og hjemmeskårne patate fritte. Fisk er godt, og det er superlækkert.

Den ulæselige regning lyder på 57, men overtjeneren har streget beløbet over og skrevet 50. Jeg lægger 55. Det har sine fordele at være stamgæst.

Mandag den 23. maj 2018

Vi laver bacon og æg - baconen skåret med Helles lommekniv. Vi ved af erfaring, at der næsten aldrig er ordentlige knive i ferielejligheder, og derfor medbringer vi selv en, men den er i min kuffert.

På websiden med tracking service står nu, at kufferten ankom til Catania søndag, og op ad formiddagen får jeg mail og SMS om, at fragtfirmaet vil kontakte mig for at aftale en tid.

Det får os til at blive hjemme om formiddagen i stedet for at gå tur, men det kunne vi have sparet os, for de kontakter mig ikke.

Ved totiden spadserer vi ned til supermarkedet i Via Cavour og køber lidt ind. Vi tilbringer resten af eftermiddagen på terrassen med sudoku, bøger, krydsord og computer.

Modeskjorten

Ved sekstiden går vi igen til gaden med tøjbutikker. I går købte jeg beskedent for knap 56 euro, nu, hvor det trækker ud med kufferten, vil jeg have en skjorte.

Alle skjorter på dette strøg er dyre modeskjorter. Skal man have noget billigt, skal man sikkert over til fastlandet.

Vi går ind i en af de eksklusive butikker og modtages straks af en chik kvinde i 30-årsalderen. Hun taler glimrende engelsk og viser os, hvor alle skjorterne er at se. Der er mange, rigtig mange.

Det ender med en italiensk skjorte til 95 €, hvilket i denne forretning er i den billige ende. Normalt er jeg for nærig til at betale 95 € for en skjorte, men situationen er lidt speciel.

Aperitivo

Herfra går vi ned på promenaden og nyder en aperitif. Denne gang på et pizzeria, hvor der endnu ikke er spisende gæster. Tjeneren er venlig og serviceorienteret og ikke påtrængende, som de er nogle af de andre steder.

Aperitif til solnedgangen i Siracusa Menukort på Lungomare Alfeo
Klik for større foto

Her sidder vi så og nyder solnedgangen. Den er meget smuk, og turisterne knipser løs. Helle tager tid, fra blodappelsinens underside berører horisonten, til oversiden er forsvundet. Der går lige knap 3 minutter.

På Osteria Mariano

På da Mariano får vi lam, små T-bone steaks, med patate fritte og grillede grøntsager. Til dessert semifreddo (halvkold is) med pistachie.

Deres patate fritte er hjemmelavede og rigtig gode: Skiverede og friterede kartofler med skræl, og så er de ikke helt sprødstegte. Måske er de forkogte inden oliebadet.

Det store sted er til sidst helt fyldt op med gæster, og personalet har forrygende travlt. Som i går ender regningen på 50 € efter overtjenerens nedrunding, og godt 55 € efter min oprunding.