Skuldertaske, pullover og slentren i Siracusa

Torsdag den 26. april 2018

Min skuldertaske var også i den forsvundne kuffert. Tasken har jeg brugt i mange år til pibetøj m.m., nu bruger jeg en plasticpose.

Posen optager en hånd, og det er upraktisk. Vi går derfor på markedet, hvor der er en stand med masser af tasker.

Forinden besøger vi dog lige Colors of Benetton på modestrøget for at se, om de har en pullover. Det har de, men farverne ville give mig hovedpine.

Jeg er ikke tilfreds med taskerne på markedet og kan i øvrigt ikke døje at prutte om prisen. Jeg foreslår derfor, at vi går over broen til det sicilianske fastland.

Trafikken er heftig og osende, men minsandten om ikke der er en forretning, der bl.a. sælger skuldertasker, og en af dem har en perfekt størrelse.

Kvaliteten er ikke i top, men den koster kun 7 €, så jeg slår til og får flyttet piberne fra plastikposen.

Pullover

På vej tilbage stopper vi ved en lille tøjbutik, hvor der ligger en pullover i vinduet. Vi går ind, og en lille og meget gammel dame hilser. Hun har stort hennahår, som gråner i bunden, og hun støtter sig til disken med begge hænder.

Jeg forklarer på mit dårlige italienske, at jeg søger en pullover, og hun vækker den gamle mand, som halvsover bag disken.

Med besvær kommer han op at stå og hen til en reol i bunden af lokalet. Med stort besvær fisker han nogle trøjer på en af de lave hylder.

En af dem går an. Jeg spørger naivt, om de tager VISA, og betaler så kontant. Derefter går vi hjem til frokost.

Efter siestaen besøger jeg den lille købmand, og på vejen bestiller jeg bord på den franske bistro, Le Vin de L'assassin.

Aften

Vi går aftentur ad Via Roma, Via Cavour og langs havnen, før vi slår os ned på en café på Lungomare Alfeo.

Promenade ved havet

Der er forskellige vine at vælge imellem, og den billigste hvidvin koster 6 € glasset. En flaske koster 18, og man kan vel regne.

Jeg har den nye modeskjorte på, og med de lyse bukser, som var i Helles kuffert, føler jeg mig helt præsentabel.

Betjeningen og maden på den franske bistro er udsøgt. Helles forret er forårsruller med gedeost, og jeg får råmarineret laks.

Langtidsstegt lammeskank
Klik for større foto

Hovedretten er langtidsstegt lammeskank med kartofler og salat. Det er rigtig godt.

På et tidspunkt, hvor jeg er ude for at ryge, tager jeg et billede af bistroens facade. Et japansk par, som kommer forbi i det samme, skynder sig at tage et par billeder af samme motiv. Det kunne jo være en seværdighed.

Vi runder af med kaffe og limoncello. Måltidet er 1 euro dyrere end min nye modeskjorte, men så får man også en kassebon, som sandsynliggør, at omsætningen opgives til skattevæsenet.

Fredag den 27. april 2018

En stille dag.

I løbet af formiddagen får jeg minsandten mail fra Lost & Found. De påstår, at kureren "ikke kunne finde mig" i Siracusa, og spør', om de kan levere i Giardini Naxos, som i parentes bemærket ligger 135 km nordpå.

Fæhoveder! Jeg svarer, at vi først er i Giardini Naxos den 4. maj, men at de evt. kan levere til Taverna Naxos, hvor jeg ved, at Angelo vil passe på den.

Essensen af min besked er dog: Ring eller SMS!

En af de smalle sidegader til Via Cavour i Ortigia
Klik for større foto

Vi bliver i lejligheden og dovner hele formiddagen, før vi går tur. Vi køber nogle småfornødenheder i supermarkedet.

På Arkimedespladsen sætter vi os uden for en café for at få kaffe med udsigt til springvandet, men det blæser halvkoldt, og tjeneren er umanerligt sløv, så vi rejser os og går.

Vi går ad Via Roma, og tæt på hjemmet sætter vi os på det lille torv ved siden af kirken for at få kaffe.

Tjeneren kommer og gør et stort nummer ud af fortælle, at hans elendige lille biks er en RISTORANTE og ikke en bar. Hvor herre bevares. I stedet går vi hjem med varerne og så ned på vinbaren på Lungomare Alfeo.

På denne side af Ortigia er der læ, og solen flimrer i vandet. Først får vi kaffe, dernæst cola med snacks. Et selskab unge mænd sætter sig i skyggen som os. De taler spansk - det er vist sjældent i Siracusa.

En del turister besøger byen, men de fleste udlændinge er vist franskmænd, amerikanere og hollændere. Det er bare min vurdering ud fra de tungemål, vi hører, ikke statistik.

Vi nyder en aperitif hjemme, og jeg tager nogle billeder af solnedgangen fra tagterrassen. Ved ottetiden går vi ned på Osteria Mariano.

Her får vi husets antipasti efterfulgt af fennikelpølse og insalata mista. Pølsen er flækket og ligner ikke længere en pølse, men den smager, som pølsen har smagt de andre år, og der står pølse på kortet.

Kaffe og limoncello og så hjem.