Home > Rejser > Siracusa 2018

Ferie i Siracusa på Sicilien

Lungomare Alfeo i Ortigia

Dette er en dagbog fra en ferie på Sicilien i april/maj 2018. Den er skrevet, for at vi kan huske detaljer, men måske kan den også være til gavn for andre.

Her og der er der små billeder, og hvis du klikker på et af dem, åbnes en større version i et nyt vindue. Og lad os så komme af sted mod Siracusas gamle by, Ortigia.

Da vi tjekker ind ved KLM i Aalborg, får vi standby boardingkort, selvom det er 5 måneder siden, jeg købte billetterne.

Flyet er ikke overbooket, forsikrer damen, så hvad det pjat skal gøre godt for, fatter jeg ikke. Ved gaten får vi nye boardingkort, og vi sidder langt fra hinanden på turen til Amsterdam.

Da vi skal boarde flyet til Catania, giver scanneren alarm, og vi bliver trukket til side. Det er noget med, at stregkoden ikke matcher bagagen, og det er selvfølgelig pga. det standby-pjat, hvor vi fik nye boardingkort.

Den forsvundne kuffert

Helle lyser op, da hendes røde kuffert kommer på bagagebåndet i Catania som en af de sidste, men min dukker ikke op. Jeg ringer til vores værtinde og beder hende give chaufføren besked om, at det nok trækker lidt ud.

Vi har lejet en ferielejlighed i Siracusas gamle by på øen Ortigia, og vores værtinde har arrangeret, at vi bliver hentet i lufthavnen. Chaufføren vil vente på os med et skilt, hvorpå der står "BENTZEN".

Det tager sin tid at melde kufferten savnet hos Lost & Found, men udenfor har Peppe ventet tålmodigt. Fordelen ved sådan en henteordning er, at chaufføren står der, uanset hvor meget flyet er forsinket - det har vi prøvet mere end én gang.

Fra Catania til Siracusa

Peppe har kørt os flere gange. Han er ranglet, ubarberet og går med lidt besvær, men han er meget vidende, taler glimrende engelsk og har stor humoristisk sans.

Jeg beklager ventetiden, men Peppe siger, at det skal jeg ikke tænke på - at vente er en del af livet. Peppe trøster mig og siger, at kufferten sikkert kommer på mandag. Han tog gruelig fejl, men derom senere.

Turen til Siracusa tager knap en time, og samtalen når vidt omkring. Bl.a. fortæller Peppe med et glimt i øjet, at alle spiser arancini fra oven, undtaget sicilianerne der spiser dem fra bunden, fordi de ved, at det er der kødsovsen gemmer sig.

Jeg spørger, hvorfor de ikke vender den om, så de kan spise bunden fra toppen uden at få fedtede fingre? Peppe griner.

Der er begyndt at komme flere selvrejsende turister til Siracusa, fortæller Peppe, men ikke så mange skandinaver.

Jeg gætter på, at det er fordi de fleste vælger pakketure, og der vist ikke går charterrejser fra Skandinavien til Siracusa. Vi når frem til Siracusa og kører over en af broerne til den gamle by på øen Ortigia.

Klik for større foto

Nær domkirken stopper Peppe, ruller min siderude ned og råber "Ciao Ivan" til en mand i blå T-shirt.

De giver hånd foran min næsetip og udveksler et par artigheder, før vi fortsætter. De voksede op sammen, fortæller Peppe. Ivan er meget intelligent, og nu sidder han i det italienske handelskammer. Peppe kører taxi, men de er stadig venner.

Vi aftaler, at Peppe skal køre os til banegården, når vi skal videre til Giardini Naxos, og at jeg ringer eller sender en SMS. Peppe holder ud for Via san Teresa, han kan ikke køre i Via Salomone, hvor vi skal bo. En yngre kvinde venter på os og ledsager os til lejligheden.

Ferielejligheden

Hun taler ikke nær så godt engelsk som Peppe, men vi har været her før, og bortset fra affaldssortering er alt ved det gamle, og elevatoren er her heldigvis endnu.

Lejligheden er den, vi boede i under vores første to besøg i 2011 og 2012. Den er med trapper, for der er tre niveauer. Soveregionen er nederst, badeværelset en etage højere, og køkken, stue og en lille tagterrasse øverst oppe.

Den bedste lejlighed var allerede udlejet, da jeg kontaktede dem i december. Jeg ved ikke, hvad det ligner, at nogen er tidligere ude end mig!

Vi går rundt om et par hjørner til købmanden og køber brød, vand og vino locale. Hjem med rovet og derefter ned på promenaden, Lungomare Alfeo, ved havet for at se solnedgangen og få en aperitivo.

Aperitif og Osteria Mariano

Café del Mar eksisterer ikke mere, så vi går længere ud til den vinbar/café, vi spottede sidste år.

Klik for større foto

I dagens anledning er aperitivoen en flaske prosecco. Den koster 20 €, og så får man et bjerg af forskellige snacks. Til den pris er det hul i hovedet at betale 7 € for et lille glas.

Caféen er populær, selvom man betaler pænt for havudsigten. Da solen og proseccoen er er væk, går vi ned i gyden, Vicolo Succala, til Osteria Mariano.

Paolo står gudfaderligt ved de udendørs borde. Da han ser os komme, bliver han stående, men breder armene ud, til vi når frem.

Vi får begge krammer og kindkys. Hjemme er jeg ikke meget for det krammeri, men hernede virker det mere naturligt.

Den travle overtjener med hesteansigt og røde briller hilser også pænt velkommen, og vi får et bord indenfor. Vi veksler et par ord med Paolo, men konversationen hæmmes af mit dårlige italienske, og af at Paolo kun taler italiensk og siciliansk.

Sandino er blevet forfremmet til tjener og bærer nu sort vest. Sidste år var han afrydder, vinhenter, brødskærer og hvalpen, alle hundsede med. Han går stadig meget stærkt og ser glad ud.

Vi får husets gode antipasti, og dernæst to slags pasta, som vi deler. En penne alla norma og en spaghetti med havets frugter.

Vi slutter af med husets dessert: Kandiseret ingefær, karamel med sesamfrø og et lille glas moscato.

Derefter hjem på tagterrassen indtil søvnigheden melder sig. Det har været en lang dag.